The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juni 1852
Fra: H.C. Andersen   Til: Ingeborg Drewsen, f. Collin
Sprog: dansk.

Weimar den 3 Juni 1852.

Kjre, kjre Fru Drevsen !

Igaar gik jeg ind paa Posthuset, uden egentlig at vente Brev og blev derfor i hi Grad glad overrasket ved at finde en Skrivelse fra Dem. Hjertelig Tak! – nu maa jeg stte Dem lidt ind i mit Huusliv her i Weimar; jeg boer hos Kammerherre Beaulieu, der er Hofmarskal og Theater Chef, altsaa en betydelig Mand i denne lille Stad. Hans Kone er en stille, smuk, hist qvindelig Personlighed og der er en lille Dreng og een endnu mindre Pige. – De leve uendelig lykkelig og boe i et stort, smukt Huus ud til SlotsHaven – Men Beaulieu er slet ikke den muntre, livsglade Person jeg fr kjendte, Noget trykker ham dybt, han er blevet saa heftig, synes at see Verden gjennem et sort Glas; mod mig er han naturviis hist elskvrdig, men den gamle Natur blusser kun sjlden op og det er saa kort. Han har sagt mig sin Sorg og jeg kan ikke ret forstaae den. Hans Fader er nemlig en meget gammel Mand, [overstr: og] Konen, der var tilbedt af Brnene, dde sidste Foraar og strax efter har den Gamle giftet sig med en ganske ung Dame. – Det er Historien. – For min Skyld er i Theatret, jeg tr troe det, Wagners to bermteste Operaer "Tannhuser" og "Lohengrin" givne; de gives intet andet Sted, og ere ved Liszt bragte paa Scenen. – Beaulieu og Liszt, synes ikke at staae sig godt sammen, og dette ligger vist i det Forhold hvori Liszt staaer til Frstinde Witgenstein; tre fire Gange har Liszt vret her i Huset men kun besgt mig. – To Gange har jeg spiist hos Frstinden der er en hist begavet, livssprudlende Dame; hun er ganske ung blevet / gift med Frst Wittgenstein i Rusland, hvor ogsaa hun hrer hjemme. I Petersborg lrte hun Liszt at kjende og forlod saa sin Mand, det vil sige, lod sig skille fra ham og tog sin Datter med, den unge Prindsesse er nu omtrent 15 Aar. Frst Wittgenstein skal vre temmelig eenfoldig, men elsker dette Barn og har givet det og Moderen en uendelig stor Sum aarlig at leve af. – Hun har faaet Liszt fra sit vagabonderende Champagne-Liv og de ville gifte sig naar kun Paven tillod det; nu leve de sammen og jeg fler mig hos dem, som var jeg hos to Ildaander, de ere saa blussende, flammende, nsten fortrende; den unge Prindsesse tager sig ud som en Slags Mignon og hendes Lrerinde, [overstr: Een] hen i Aarene, alvorlig Engelnderinde, synes at vre den vaagende Huus-Aand. – Igaar Formiddags var jeg i dette underlige poetiske Huus; Frstinden trykkede flere Gange mine Hnder, sagde det vistnok meest Smigrende hun kunde sige, at jeg lignede Liszt, hun forrede mig en ubetalelig Haandskrift af Schiller [= museumsnr. XIV-11], et Digt den store Digter har skrevet med sit Navn under. – Frstinden behager mig meget, uagtet hun ikke er ung og ikke smuk, der er noget hos hende, som minder om Liszt, hun kunde vre hans Sster. Alt dette skriver jeg saaledes / ligefrem til Dem og den lille Kreds hjemme, for Ingen andre; dog kan det more Jonna, saa fortl lidt. – Keiserinden af Rusland har nu vret her, men kun to Dage; hun er meget lidende, maa bres op og ned af Trapperne, og er nsten blind; hvilken Ulykke! stakkels Kone, at lide og dog vre Herskerinde over det mgtige Rusland, der er stort som Maanens Flade. – Nr var der skeet en Ulykke paa Jernbanen med Keiserens Tog, men, Gud skee Lov, det gik vel; i Bayern ved Bamberg er hele Toget vltet og Mange slemt forslaaede, jeg haaber nu at det gaaer bedre og mere sikkert naar Viggo og jeg kommer paa samme Bane. – Om ham venter jeg nu imorgen Brev fra Dem. – Det var en ieblikkelig opblussende Tanke hos mig, en Lngsel efter at have ham her, som fik mig til at slaae en Streg over Fru Serres Indbydelse og mit Lfte at komme der og jeg skrev strax til Dem. – Nu faaer jeg Brev og rimeligviis er Viggo nste Mandag i Leipzig; Fru Serre er ganske fortvivlet over at jeg ikke kommer og skriver i sit Svar paa mit Brev et langt digterisk Vorbei Vorbei, sind die Trume! [Brev] – Hun havde forleden da hun ventede mig indbudt en Mngde skjnne Aander af Han- og Hun-Kjnet, Diplomater & – nu hrer jeg af Brevet jeg venter fra Dem om Viggo / kommer Mandag eller om Reisen falder for tidlig for ham, er det Tilfldet, saa gaaer jeg til Serres og forvandler hendes "Vorbei!" til "Juchhei!" – Men for igjen at tale om Weimar og Hjemmet her, da er her endnu i Omgivelsen to unge Piger, Sstre til Fru Beaulieu, den yngste er neiop i disse Dage blevet forlovet med Cavaleren hos Arvestorhertuginden og her er stor Glde, Pigens Fader en gammel bayrisk General, der har et Par Godser er her i denne Anledning, saa her er megen Rre i Huset. Til Naboe har jeg en Lieutenant Beaulieu en Ftter, der som preusisk Officeer har vret i Krigen mod Danmark og der faaet et Sabelhug over Hovedet, saa at han endnu, stundom bliver afmgtig; han taler ivrigt med stor Agtelse om "de brave Danske" og er meget opfyldt af Jyllands Skjnhed, han har der tegnet flere Skizzer. "Som Soldat maa man gaae frem ad! naar Ordren er der!" siger han og jeg synes godt om ham. – Stemningen for os, er rigtignok betydelig stegen siden ifjor og det er jo naturlig, der kommer mere Erkjendelse af det Rette. – Af mine mange Venner og Veninder i Weimar, er den gamle Prsidentinde Fru von Schwendler, den interessanteste; Liszt bad mig forleden hilse hende: "den yngste Dame i Weimar! Jean Poul har beilet til hende, hun gav ham nei og blev ham en trofast Sster; hun fortller at han var saa fattig, som ungt Menneske at han for at faae Manuskript [Resten af Brevet mangler]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 544-47)