The Hans Christian Andersen Center

Dato: August 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay
Sprog: dansk.

Brev nr. 353. Fra HCA til Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay.1

Kjre Ven!

Jeg blev hjertensglad ved at modtage Brev fra Dem; thi jeg har Dem saa kjr; min Flelse er i alle Aar bleven den samme. Jeg har endnu uforandret den inderligste Tillid til Dem, og derfor tilstaaer jeg Dem aabent, at der var Noget i Deres Brev, som overraskede og bedrvede mig; der var Ord, som jeg troede, De ikke kunde have skrevet til mig. Jeg eier imidlertid en saadan Sum af kjrlige, skjnne Erindringer om Deres Sindelag for mig, Deres egen, herlige, hjertensgode Personlighed, at jeg snart indsaae, at De havde skrevet i en Stemning, der kastede denne Skygge. Jeg flte Lngsel efter Weimar som den Stad, hvor jeg har nydt saa uendeligt meget Godt, og hvor der lever Flere, jeg holder af; men da jeg ikke vidste, hvorledes den r i n g e r e Classe i en By som Weimar viste sine Sympathier for de sidste Bevgelser, og jeg da som Dansk vilde fle mig uhyggelig, spurgte jeg Dem i Fortrolighed derom; thi jeg vilde gjerne som fr fle mig hjemme i Weimar. Hvad de dannede Folk angaaer, da havde jeg ingen Frygt eller Tanke om at komme i nogen Slags Collision; vi havde jo saa mange andre kjre Berringspuncter, saa meget Godt og Skjnt til Samtale og til gjensidigt at glde os over, at jeg ganske trygt fli til mine gamle Venner. Tiden vil klare Meget, og jeg veed, at Tydske og Danske blive de bedste Venner; de dleste rkke hverandre Hnderne frst! Det Sande og det Skjnne slaae Bro mellem os! Gid de blde Harmonier, der ere i mit Hjerte, maae vre lagte under hvert Ord i dette Brev, og De vil forstaae, at hvor jeg som gte Dansk - og det er jeg - fler mig skarpt berrt, er det Vennen, som lider. Derfor aldrig Mere om Politik, kun om Hjertets og Aandens Verden! Og har min nye Bog for Dem en god Plads i disse, saa skriv mig snart et Par Ord derom. Bliv mig trofast og god! Vi leve Alle saa kort sammen i denne Verden, og de, som d e r faae hverandre kjre, maae holde fast, hvorledes endogsaa Blgerne gaae! - Hils Deres fortrffelige Kone, og lad mig snart hre fra Vennen, som jeg saa gjerne mdte!

Deres uforandrede H.C.

A n d e r s e n.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (353)