The Hans Christian Andersen Center

Dato: 30. august 1833
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 30te August [1833]

Iforgaars fik jeg Deres Brev, og idag skriver jeg allerede igjen, det er dog rligt, og hvis jeg ikke paa en Maade var nd til det, fordi De ellers let kunde gaae Glip af denne Herlighed, saa fortjente jeg ordentlig lidt Roes for min Punktlighed, ikke sandt? nu derimod kan jeg ingen Fordring gjre derpaa thi at lade Deres vakkre underholdene Brev ubesvaret, det vilde siden rgre mig selv meest, og da min Drivefieder, saaledes for strstedelen er Egoisme, er det just ikke meget vrd! Det er altsaa i Neufchatels Omegn hos Familien Houriet at De modtager vore Breve174 ; den Familie maae De endelig fortlle os noget om, naar De igjen skriver; men glem det nu ikke*! Paris er jo ret bleven Dem kjr. Det maa ogsaa have vret en meget interessant Tid De tilbragte der; jeg gad nok have havt en lille Plads med paa Tnden175 ; men nej, i saadan en Trngsel det havde jeg dog ikke havt Mod til; men at staae i en sikker Krog i den store Balsal paa Raadhuset, det havde just vret noget for mig ! De har jo ret vret pyntet den Aften! Naar jeg i gamle Dage, eller rettere i mine unge Dage, kjrte til Brnebal, saa opvakte Glde, og Forventning altid saadan en besynderlig hjtidelig Flelse hos mig, saaledes bilder jeg mig ind, at De maae have vret tilmode, da De rullede til Raadhuset med Attacheen. Fra Kjbenhavn og af Bladene veed De vel at Heiberg, hans Kone, Foersom, Rosenkilde, Mad. Winslv, Jfr. Fonseca (Julie) Ptges, og Hansen have vret i Odense, og givet 5 Forestillinger176 , alle for fuldt Hus, jeg var der 4 Gange, saae blandt andre: Feiltrinet, Seer jer i Spejl, frste Akt af De Danske i Paris, Amors Genistreger, og Dronningen paa 16 Aar. Gud, hvor er Fru Heiberg yndig! Den 15de August, den Dag De forlod Paris saae jeg hende som Dronning Christine, og jeg troer nsten at jeg kunde have tilgivet de Bury om han havde glemt sin Emma for hende, nej, det er dog ikke mit Alvor; men Medlidenhed vilde jeg dog have havt med ham, endskjnt han i Herr Hansens Person just ikke tog sig ud til sin Fordeel; ligesom De nok kan forestille Dem, at Rosenkilde heller ikke var paa sin Plads som Oxenstierne, og at Rollen rigtignok tabte meget i hans Hnder; men Fru Heiberg erstattede Alt**, jeg tr nok sige at hun den Aften var alle Hjerters Dronning, og vore Odense Herrer kunne endnu slet ikke glemme hende, ja selv min egen gamle*** Fader og Biskop Plum blive ganske henrykte, naar de tale om hende. Heiberg og hans Kone, Mad: W og Jfr. F vare en Formiddag i Tolderlund tilligemed et andet Selskab. Fru Heiberg talte jeg kun lidt med, da de vare der saa kort; men Heiberg talte meget med mig, blandt andet om Dem; "Naa," sagde han "iaar har De ikke Andersen paa Tolderlund, har De hrt fra ham, hvordan er han fornjet i Udlandet osv Heiberg har noget ganske overordentlig forbindtlig hos sig, og dog tyder hans Ydre paa Arogance; hans Artighed forekommer mig som en Stadsdragt han undertiden tager paa; men aldrig brer ret lnge ad Gangen fordi den i Grunden generer ham, jeg synes ikke om ham, hvorfor, kan jeg egentlig ikke sige. Jeg kan slet ikke faae mine Tanker fra den kunstige Have paa Raadhuset i Paris, der maa man da ret have vret som i en Trylleverden, min Phantasi kan nsten ikke rumme Alt hvad De fortller os om Julidagene, jeg faar Hovedpine af at tnke derpaa, og havde jeg selv bivaanet disse 3 Dage troer jeg bestemt (ja nu maae De ikke lee for jeg er ellers ikke saa zart et Vsen,) at jeg var dd deraf. De har jo ret vret flittig siden De alt har fuldendt frste Deel af Deres Angnete177 . Det vil fornje mig om Fru Lss fortller mig noget om den naar hun skriver, bede hende om det kan jeg ikke da hun skylder mig Brev, thi at skrive til hende uden frst at have faaet Svar det kan jeg ikke beqvemme mig til, dertil interesserer hun mig for meget. De Andre her hjemme beskylde mig for, at jeg glemmer at hilse fra dem naar jeg skriver til Digteren, er det vel sandt? Dennegang vil jeg sende Dem to Hilsener fra hver isr, og 3 fra Caroline, saa tnker jeg da at jeg har gjort mine Sager godt !

Hvad er det De skriver om at sove ind i Italien, hvor kan De nu tnke og sige saadan noget, det maa De ikke, det bedrver os allesammen, og ikke sandt? De er jo et alt for godt Menneske til at ville bedrve Deres Venner? De sammenligner Dem selv med Deres Agnete; men lader ikke til at vre glad over den Overensstemmelse De finder mellem Dem, og hende; men om det nu er denne urolige Higen og Strben De bestandig fler, der gjr Dem til Digter? saa kan De dog ikke have Aarsag til, at vre saa utilfreds med den, og om Deres nsker end ere nok saa mange, saa frembyder jo dog Livet endeel forskillige Lykkeskugler som nok ere vrd at gribe efter, og imidlertid ruller jo den store Verdenskugle uformrket fremad, med os, og vore nsker, hen mod det sikkre, rolige Maal. Levvel gode Andersen, og glem ikke Deres Lfte, blandt Schweizes Bjerge, at mindes det lille Odense, og Deres Venner der !

Henriette.

*

Fortl ogsaa den Noget om os, og hils Schweitzerne fra den gamle Nordmand, som ogsaa fremsender sin Lyknskning til Deres opnaaede Held og sine bedste nsker for deres Fremtid !

J. Hanck en emballant

** Ja tilvisse Alt; thi der var intet Hofpersonal, og et Slot, som en Kostald (J. H. Hancks Haand).

*** Fanden er gammel, Du (Sammes Haand) .

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.