The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 29. august 1833
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

68. Fra E. Collin.

Kjbenhavn. d. 29de Aug. 1833.

I de sidste 8 Dage har jeg ved alle de hjemkommende Leiligheder faaet en heel Deel smaa Breve fra Dem. Tak, kjre Andersen, fordi De tnker saameget paa mig. Jeg vil nu gjennemgaae Deres Breve i chronologisk Orden. Schram var hos mig i Dag, hilste fra Dem og bragte en lille Gliedermann til Viggo. Igaar overleverte jeg Viggo hitideligt et Exemplar af Deres samlede Digte (omtrent 360 pag). De andre 9 Expl. skal jeg besrge uddeelt efter Bestemmelsen; eet gjemmer jeg til Dem. Det til ehlenschlger lader jeg indbinde i pnt simpelt velsk Bind.

De klager over mine korte Breve; i Grunden har De Ret; men ved den forskrkkelig megen Brevskriven jeg maa give mig af med, vnner man sig til at fatte sig i Korthed. Dette skal blive desto lngere; De seer vel, at jeg har begyndt at skrive meget tttere, end jeg pleier.

Paris har vret Dem et dyrt Opholdssted; men De har jo ogsaa havt megen Fornielse, og seet meget; kun Skade, at det er gaaet saa daarligt med Sproget, som De selv siger, og som de Hjemkomne attestere. See endelig at indhente dette i Locle; der maa De kunne spare; giv ikke Presenter, det har De sandelig ikke Raad til, De kan jo skrive et Vers til Madamen.

Det resterende Reisestipendium skal De bestemt faae i Januar, eller, dersom Omstndighederne ndvendig skulde krve det, endog fr. I Tiberen skal De ikke springe, men ialfald er De da for lang til at drukne i den. Naar det nrmer sig til Penge-Tiden, minder De mig jo i Tide derom? Hvad det Lassenske Legat angaaer, da skal jeg, naar jeg hrer fra Ludvig og hvis det kan hjelpe, gjerne skrive en Ansgning. For en god Time siden fik jeg Deres Agnete. Jeg foer strax i den, men har naturligviis ei lst den endnu. Den skal blive leveret til Vedkommende, og kun til dem.

Kobberne med Bjerring har jeg faaet og takker for Uleiligheden. Dette og lignende Udlg kan jeg siden liquidere eller refundere Dem, naar ieg sender Dem Vexel. La Fontaine beholder jeg naturligviis, skjndt jeg ei har seet den endnu. Til Otto Mller vil jeg skrive om at kjbe mig Md. Cottin. Om Vaudevillerne kan jeg ikke sige Dem noget videre. Der kan vist ikke gjres noget ved dem, fr De kommer hjem.

Deres Sange har jeg lst. Den trykkelige synes jeg godt om, og har sendt Liunge den, tilligemed Deres tidligere lille Seddel til ham. Den utrykkelige er jo kun for en vis Kreds, og kan der have vret ret moersom.

Kjbenhavn har i den senere Tid havt mange srgelige Nyheder: 3 unge sofficierer: Dahlerup, H. Bang og Krieger ere druknede, Vagtskibet ved Nyborg er forliist og Capitain Ellebrechts Sn druknede, Smakken mellem Kallundborg og Aarhuus er forgaaet, Kammerassessor Petersen, som De vel ikke kjender er druknet; to Drenge fra et Finlapper Skib ere blevne revne ihjel af nogle Hunde, men nu hrer jeg, at det er Lgn. Lotte Phister har faaet Brev fra Directionen, at hun ei kan antages; Familien raser, hun har vret hos Kongen, men uden Virkning. Hvad siger De om Flgende: i dette Efteraar skal Gottlieb og Augusta have Bryllup, de skulle boe hos den gamle Petzholdt; er det ikke en gldelig Nyhed? Apropos om Augusta: af den Vise, som jeg skrev ved Augustas og Lovises Hjemkomst fra Jylland forrige Aar, har De stjaalet nogle af de meest udmrkede og vittigste Stropher til Deres Sang, nemlig: la, la, la, la. etc.

Nu skulde jeg til at lse noget i Agnete.

d. 30te August. Nu har jeg lst omtrent det Halve deraf, men jeg suspenderer min Dom, til jeg har lst det Hele. Kjbenhavnsposten for igaar indeholder en Anmldelse af de samlede Digte, underskrevet B., saa lydende: Anm. tr forsikkre, at disse Digte ere noget ganske andet end Ravnen og Br. fra L. Det er vist ikke alene i vor Litteratur et sjeldent Phnomen, at der udkommer en Samling af Smaadigte, stor 359 Sider, hvor maaskee knap de 20 indeholde noget Middelmaadigt, men den store vrige Deel af Bogen deels har fundet deels fremtidigen vil finde en inderlig Gjenklang i det dannede Publicums Hjerter. Naar Hr. Andersen derfor siger (p. 29): Verden glemmer mig og mine Sange, da maa Lseren ryste paa Hovedet og smile, ligesom muligt Forfatteren selv har smilt, da han skrev dette. Hr. A. aner vist ret godt, at hans Navn om 100 Aar, naar Professoren i den danske Litterairhistorie holder Forelsninger ved Universitetet, paa ingen Maade vil kunne forbigaaes, men Forfatterens egne Ord (p. 53) ville da kunne anvendes paa ham: og jeg er med i Paraden. Paa Bogens Indholdsliste ere mange af Digtene smykkede med en Stjerne; denne Stjerne maa imidlertid ikke ansees for et Tegn paa, at disse Individuer skulle nyde fortrinlig borgerlig Agtelse fremfor de andre, det er ingen Orden, intet Ridderbaand; det er ikke Forfatterens Hensigt i den litteraire Verden at ville indfre den i det daglige Liv stundom sete slemme Skik at ville poussere yngre Personer fremad og hdre dem fremfor ldre, fortjenstfuldere Mnd: nei, Stjernen betyder blot, at Digtene ere nye. Den bedste Egenskab ved de to Oversttelser: d. 5te Maii og Mrket, er, at de kun ere to. Igjennem Andersens Bog skal man ikke gjre sig bekjendt med Byron og Beranger, heller ikke gjennem B. og B. i Bogen med Andersen. Som selvstndig Forfatter staaer Hr. A. paa et ganske andet Punct. Dog udgjr jo ikke denne lille Mangel noget Vsentligt ved det smukke Hele saae vi ikke, endog ved hiin bermte Udstilling i det sidstforlbne Foraar, midt blandt de herligste Blomsterstykker, ved Siden af det store, prgtige Malerie, der forestillede Naturens og Kunstens Genier, et underligt lille Sstykke med en Matros i en Jolle paa Havet, der langtfra kan sammenlignes med det vrige Gallerie? Tidens urolige, stridbare Elementer have ogsaa gjret i den ellers som fredelig Mand bekjendte Digter; han har i Samlingen leveret en polemisk Artikel: Formens evige Magie. En underlig Modstning til den belliqueuse Stemning er Tidens Tilbielighed for det Sentimentale: for flere Aar tilbage foretrak alt Mange Baggesens: Da jeg var lille for alle de sunde, livlige, kraftige Stykker af samme Forfatter; Andersens Dende Barn synges overalt, men hans Sneedronning, hans Aftenlandskab, hans Moderen med Barnet maae staae tilbage! Derefter fremsttes som en Prve Digtet: Lille Viggo. Det er da endelig engang en Critikus, som mener Dem det godt, om han end ei udtrykker sig paa det Bedste.

Nu har jeg lst det Tilsendte af Agnete ud. Jeg er i Uvished med mig selv om, hvad jeg synes om den; i det Hele troer jeg ikke den svarer til min Forventning: De vil jo vel, at jeg skal sige Dem min oprigtige Mening. Hvad der meest har stdt mig, er, at der findes saamange trivielle, eller om De vil kalde det, almindelige Tanker, lange Tirader, som man seer i hvert andet romantisk Skrivt: f. Ex. hvor Zigeuneren beskriver sit Liv, vide Hvedsmandens Monolog i Preciosa, men isr i mange enkelte Stropher, som det her vilde vre for vidtlftigt at udhve. De 4 Blgechor efter Agnetes Monolog og Havmandens paaflgende Sang, hvor han i alle sine Lignelser gaaer ud fra Gjenstande paa Landet, hvilket synes mig unaturligt, kan jeg ikke lide. Triviel er i Samtalen mellem Agnete og Havmanden Betragtningen over Qvindens Liv; et urigtigt Billede paa samme Sted synes det mig at vre, at Qvinden ligner Urten, der er dmt at voxe fast og qvgende om Roden. Urter voxe ikke qvgende om Roden.

Nu fik jeg endelig hos Bogtrykker Schultz Visen om Agnete:

[Her har Collin afskrevet Visens 20 Vers. ]

Jeg gaaer atter tilbage til mine Bemrkninger om Agnete: Hvor Havmanden har forladt Agnete, og hun alene hensynker i sig selv, kommer en Dialog mellem Alferne i Grsset, der i sin Idee aldeles er en Efterligning af Scenen i Aladdin, hvor Lympha og Zephyr frdes om den sovende Aladdin. Et andet Sted er ogsaa aldeles en fra Aladdin taget Idee, hvor Havets Chor, i Efterspillet, fortlle den Ene efter den Anden, hvorledes de have bygget Brudeslottet for Agnete; dette er kun en local Variation paa Scenen i Aladdin, hvor Lampens Aander bygge Slottet. En besynderlig Idee synes mig det er, at Blgerne, der synge for at lokke Agnete, fortlle hende, at Stormen klipper Mnd og Heste af Blgerne hun seer; der er, hvis jeg ei har misforstaaet det, at behandle hende som et Barn, som man kan lokke med Legeti. Og da Agnete hrer denne Sang, finder hun, at den klinger som et gammelt Drapa. Deres egen Personlighed trder paafaldende tydeligt frem i Hemming; H. taler i sin Samtale med Agnete paa samme Maade, ja, jeg forsikkrer Dem det, i Udtryk, som jeg ofte har hrt af Deres egen Mund til mig, naar De i en vistnok sygelig bld Stemning syntes, at jeg ikke holdt nok af Dem. De beskriver Deres egen Hjemvee, ikke Hemmings, Spillemandens, i Efterspillet. Overhovedet kan mod denne Characteer siges det samme, som Ingemann engang i et Brev sagde om Deres Phantasier og Skizzer, med Hensyn til Deres fremtrdende Personlighed, og Rimeligheden af Sindslidelser hos Dem Grunden til disse kjender jo jeg af Deres Erindringer. Og imidlertid med alt dette, er Digtet prydet med saamange skjnne, virkelig hipoetiske og gribende Situationer og Udtryk, Planen synes mig saa heldig, m. m. at jeg endda kan forsone mig med det; men de omtalte Skyggesider som de efter min Mening ere have sandelig bedrvet mig. De synes at tyde paa, at Reisen ei vil forandre Dem; Digtet har den samme Andersenskhed, det vil sige, skjnnere Sider, end Deres ldre Sager, men ogsaa de samme Feil, og Hovedfeilen i Alt hvad De har skrevet er, efter min Mening, Deres Mangel paa Objectivitet De tilgive mig dette sthetisk-affecterte Udtryk. De spiller selv med i det Liv, De skildrer, De nedskriver Deres Flelser, idet De med Liv og Sjl er inde i Situationen, men De har ikke den Besindighed og den faste Overvgt og Magt over Deres Tanke, som Digteren har, der betragter sig som staaende paa et Punct udenfor den Verden, han skildrer. Dog, hvad skriver jeg! kan jeg troe, at De vil lgge Dem disse Ord paa Hjertet, uden paa den Maade, at De vil tnke: Kan Edvard nnne at skrive mig saa haardt til, vil nu ogsaa han begynde at recensere mig? Jeg veed, at De vil tnke saaledes, De vil blive bedrvet; men, kjre Ven, hvis jeg bedrver Dem, hvis er da Skylden? jeg vil ndig bedrve Dem, og derfor betnkte jeg mig ogsaa paa at skrive disse Bemrkninger; men da De har forlangt, at jeg endelig skulde skrive ret meget om Agnete, hvor kunde jeg da forsvare, at rose, hvad jeg ei finder godt? Og i Sandhed jeg siger ellers ikke: amicus Andersen, magis amica veritas; thi jeg kunde gjerne falde paa at skjule Dem min virkelige Mening, naar jeg vidste den vilde bedrve Dem.

Jeg lnges ret meget efter at hre fra Dem, efter at De har lst dette Brev. De har saa tid misforstaaet mig, og ligesaa ofte vendt tilbage til mig igjen, at jeg ikke frygter for, at dette Brev skal gjre noget vedvarende Indtryk paa Dem; det maa det mindst af Alt gjre. Andersen! riv Dem, riv Deres hele Tanke ret bort fra Hjemmet, og Deres gamle Omgivelser, ellers kan De ei nyde Reisens sande Nytte. Vil De atter misforstaae mig, naar Jeg gjr Dem en Slags Bebreidelse, som er foranlediget af flere hjemvendende Danskes Bemrkninger, at De bruger Deres halve Tid til at skrive Breve: skriv ikke for meget hjem! Dersom De ikke misforstaaer mig, da jeg skriver dette, dersom De erkjender, at det er et velmeent og godt Raad, da viser De mig i Gjerningen, at De anseer mig for

Deres sandeste Ven

E. Collin.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter