The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. juni 1851
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

242. Fra Henriette Collin.

Den Lngste Dag i 1851.

Tak fordi De skrev til mig kjre Andersen det var smukt af Dem og jeg skjnner meget derpaa.–

Vores debut herude er ganske i samme Stiil som de Dage De tilbragte hos os herude sidste Sommer. Blst Regn og Kulde, det sidste er ungtelig det mest trykkende for mig der ikke som Brnene kan holde Varme ved at lege Tagfat og polkere hele Dagen igjennem. Blst og Regn udenfor, derimod, frer gjrne med sig en Roe og Stilhed indenfor, som engang imellem er hist velgjrende og styrkende isr naar man, som jeg, hele Vintren frer et kjbenhavnsk og temmelig broget Liv; man faaer da Tid til at samle Stumperne af sit eget adsplittede Jeg og man har Leilighed til at gaa irette med sig selv og'ndash;holde Dom. Vel den der gjr det med samme Niagtighed over sig selv som over Andre!–

Brnene har det godt og snder 1000 Hilsner[;] Louise taler ofte om at skrive Dem til, jeg troer det eneste der afholder hende er at hun ikke kan blive enig med sig selv om Overskriften Kjre siger hun er saa almindeligt, Sde finder hun passer aldeles ikke til Forholdet, og da jeg proponerede hende hendes eget Yndlings?Udtryk Udmrkede blev hun vred og erklrede at saa vilde hun heller reent lade vre at skrive.

Mimi har havt en stor Sorg idet hendes bedste Legekammerat, den lille Hund Cognac, paa Grund af sine mange Forvildelser er bleven sat i Lnke, den vil nemlig lege Tagfat med llingerne og i sin naturlige Glde ved at fange dem tager han saa haardt fat at den lille lling aldrig leger mere,–Nu sidder den med Jernlnke om Halsen ved siden af den tomme Tjretnde der for Fremtiden skal vre dens Verden;–Et Billede paa den dybeste Melancholie og Anger'ndash;men paa den anden Side af Tnden sidder Mimi paa sin lille Trstol; med sit Haandarbeide i Skjdet og store Taare i inene sger hun ved milde Ord og Kjrtegn at trste og husvale sin lidende Ven.–Det er virkelig et sdt lille Billede kan De tro!

Fra Hartmanns har jeg mange kjrlige Hilsner, Sophie er som en eneste Solstraale over hvis Glands Erindringen af og til snder en lille Skye der knap formaaer at dmpe dens lyksalige Smilt [;] Gade seer glad og tilfreds ud, og Hartmann er kommet sig godt paa Sjl og Legeme ved den norske Reise som for ham, som for Alle der have deeltaget i den, har vret en uafbrudt Rkke af Nydelser.–Stemningerne vare paa begge Sider ganske fortrffelige og de skandinaviske Sympathier have faaet et mgtigt Std fremad.–

De sprger mig kjre Andersen om hvilket Hjertestraae jeg har draget ud af I Sverrig, og havde jeg Bogen herude skulde jeg give Dem et langt og udfrligt Svar.–Desvrre er den i Byen og uden den ved min Side kan jeg ikke rigtig udtale mig'ndash;Historien om Svinene er et glimrende lille Afsnit og Skjrgaardene ere henrivende deilige'ndash;Om Tro og Videnskab vil jeg ikke udtale mig skriftlig, der er aldrig den resico ved at prostituere sig mundtlig som til Pens, da det uudslettelige Sort paa Hvidt staaer og seer ud som uigjenkaldelige Dumheder.–Altsaa kjre Andersen, dersom De, naar vi sees vil holde mig vrdig, en Samtale om Tro og Videnskab, saa tvivler jeg ikke om at De nok vil hjlpe mig til det Udbytte deraf, som jeg ved min egen Hjlp ikke er istand til at faa ud, Jeg har saa ofte gldet mig ved at hre Dem udtale Dem om religise Gjenstande, netop fordi det forekom mig som om Flelse og Tnksomhed saa smukt smlter sammen hos Dem og De har tillige en Klarhed i Deres Tale om slige Ting som er overbevisende og velgjrende.–Jeg skrev gjrne endnu lngere kjre Andersen, men jeg tnker mig den gruelige Mulighed at De er kjed af at lse hvad jeg skriver og derfor siger jeg Dem Lev vel, vil De gjre mig en Glde saa lad mig ved Leilighed hre lidt fra Dem, De veed De lever i den kjrligste Erindring hos Deres trofaste

Jette Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost