The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. juni 1851
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

239. Fra E. Collin.

Kjre Andersen. De er vist meget frapperet over, at De ikke endnu har hrt fra mig i Anl. af Deres sidste Skrivelse. At det ikke skete strax, var grundet i, at Beaulieus Brev i den Grad afficerede mig, at jeg strax satte mig ned og skrev et Brev i den Anledning; men naar jeg skriver noget i Lidenskab, sover jeg, om muligt, paa det, fr jeg afsender det; denne Gang har jeg sovet for lnge.

Jeg betragter Beaulieus Brev som en fuldstndig Fornrmelse imod Dem. At han vil nu opdiske de forslidte Avistheorier og Anecdoter, dumt og smaglst; men at han vil byde Dem, ingensinde at komme til Weimar, dersom De ikke kan finde Dem i, at der spottes over de Danske, det er raat; og at han i modsat Tilflde lover Dem en Modtagelse som ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht ber Politik spricht, det er Haan, det er at behandle Dem som et Legeti. Dette eben seer jeg tydeligt sagt med Hr. Kammerherrens spodske Smiil. Skal De, Andersen, vre tolereret mellem saadan Hofpbel?

Min frste Tanke var at sende Dem hvad jeg havde skrevet'ndash;nemlig et Brev til Dem, hvilket De kunde sende Beaulieu, for at vise, hvad Indtryk han havde gjort paa Deres Venner'ndash;; derpaa gik jeg fra det igjen, fordi jeg forudsaae, at det vilde bedrve Dem. Men nu, da jeg dog har gjort Dem bekjendt med mine Flelser (som deles af Fader og alle de Andre) vil jeg dog sende Dem det, ganske overladende Dem, om De vil gjre noget, og hvad, om De f. Ex. vil benytte noget af mit Brev til et fra Dem selv. Lad mig hre, hvad De bestemmer Dem til.

17/6 51

Deres indignerede

E. C.

[Konsept]

[Juni 1851 ].

De har, kjre Andersen, meddeelt mig, at De har spurgt Kammerherre Beaulieu om hans Mening om, hvorvidt Stemningen i Weimar i Henseende til det Danske maatte vre saaledes, at De kunde finde Dem hjemlig der og ikke have nogen Ubehagelighed at befrygte. De har derhos meddeelt mig hvad Kammerherren har svaret, og sprger nu om min Mening.

Jeg forstaaer Deres Tvivl: De vil ndig bryde med en Mand, som har viist Dem Opmrksomhed, og som, efter Deres Skildring, maa vre en dannet, aandrig Mand, og en elskvrdig Familiefader; men De kan ikke vre i Tvivl om, at hans Brev til Dem er fornrmende; det er kort sagt: et raat Svar paa et godmodigt Sprgsmaal. Deres Sprgsmaal var, som De meget rigtig bemrker, rettet derpaa, om der var nogen anti-dansk ophidset Stemning hos Massen, hos den lavere udannede Folkeklasse; det kunde ikke falde Dem ind: at sprge om, hvorvidt De havde noget at befrygte af dannede Mennesker, som Kammerherre Beaulieu og dennes Omgang. Nu, ved Himlen, jeg synes De har faaet et tydeligt Svar paa Alt; thi naar Gjestfriheden hos de Dannede skal vise sig saaledes mod Dem, som Hr. B. spaaer, med Spot og Haan, da kan De beregne, hvad De har at vente af Massen. Beaulieus Forudstninger, under hvilke De skal tage Dem iagt for nogensinde at komme til Weimar, ere efter det mig meddeelte Uddrag af hans Skrivelse, at De er saa dansksindet:

a. da Sie nicht begreifen, wie man das Dnische Casino-Ministerium fr ein Erzeuggnib der Demokratie ansehn kann.–Det er hist naivt af et Medlem af det store Tydskland, som har giort sig bermt af sin Leflen med Demokratiet'ndash;til en Afvexling med de tidligere Presseforflgelser, Huusundersgelser, politiske Fngslinger etc.–at, siger jeg, et saadant ret Medlem vil bebreide vort Ministerium en demokratisk Oprindelse. Det lader til at Hr. Beaulieu antager, at Ministerskiftet i 1848 fandt Sted hovedsagelig for at Folket skulde komme til Magten; han ignorerer altsaa, hvad der bragte Folket i Harnisk, Begivenhederne i Hertugdmmerne, disses Udsendinge hertil, kort sagt: at Folket reiste sig mod det tydske Overmod. Thi, det svrger jeg, her, hvor det hele Land reiste sig, besjlet af een Flelse, der vilde ikke een Tusendedeel have reist sig for at formaae Kongen til at afgive noget af sin Magt. Ligesom den hele nuvrende tydske Bladliteratur hnger fast ved et staaende Udtryk'ndash;Casino Ministeriet'ndash;som et Skjeldsord (det er forresten ikke et Tegn paa gode Argumenter, naar man bruger et Skjeldsord saa hyppigt) saaledes har ogsaa Hr. Beaulieu her faaet det anbragt; det lader til, hvis han for vrigt sigter til det nuvrende Ministerium, at han ikke veed eller ikke vil vide, at ingen af de saakaldte Casinomnd har nogen Portefeuille nu. Det kunde mulig interessere Hr. Beaulieu at vide, at der i Ministeriet er 4 Adelige, deriblandt 2 Grever, og at Conseilprsidenten er en af vore rigeste og anseteste Aristokrater.

b. da Sie sich rgern, wenn man darber spottet, dab vor jedem Dnischen Beamten und Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden mu߫–Dersom det ogsaa er sandt, hvad jeg virkelig ikke veed (men i Tydskland veed man jo bedre Besked om vore Forhold) at en Officier i Angeln for det lille af ham occuperede District havde udstedt hiin latterlige Befaling, da reducerer denne Historie sig til et enkelt Menneskes Smaglshed og Malconduite. Men fordi denne Ene er en Dansk, derfor gjr denne Historie saa uhyre en Lykke, at Digteren H. C. Andersen skal risquere at blive spottet dermed i Gthes og Schillers By, det hitdannede Weimar!–Du gode Gud, skulde de Tydskere, som i Hundredeviis besge Kjbenhavn og nyde Gjstfrihed her, hre Spot for alle de Dumheder, (for ikke at sige noget vrre) som Tydskerne have begaaet, da'ndash;naa, det er ikke vrd, at blive bittrere end ndvendigt.

c. da Sie auf Seiten Dnemarks alles Recht, alle Treue, alle Vernunft, und auf Seiten Holsteins alles Entgegengesetzte finden. Denne Forudstning smager lidt af Mangel paa at kunne sige noget andet; man pleier dog ikke at antage om En, der ikke er en Nar, at han skulde ansee sig selv som den eneste Fornuftige.

Jeg overlader Dem at benytte dette Brev som De vil, selv at sende det til Hr. Beaulieu, til Afbenyttelse for en fornem Latter; kun turde det, med Hensyn til min Competence til at yttre mig saaledes, vre rigtigt deels at henvise til mit Forhold til Dem, som berettiger mig til [at] tilbagevise den

Haan, der tiltnkes Dem, deels at gjre ham bekjendt med, at dette Brevs Forfatter er en Embedsmand af l'ancien regime, at jeg ikke er nogen Ynder af, men allermindst nogen Erzeugnib der Demokratie.

Og jeg haaber, at De vil refusere den re, at kunne spadsere uantastet mellem Weimars Stormnd, som ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht von Politik spricht.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin