The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juni 1851
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Glorup den 3 Juni 1851.

Kjre Jonna,

Ja, I kjre begge to! Det lader sig ikke ret gjre at skille Eder, idet jeg med Tankerne er hos Eder, ja, jeg synes at jeg maa tale til Rigmor med og nikke til Jomfruen, den lidende trofaste Sjl! God dag altsaa Alle sammen jeg var hos Eder igaar Morges og nu jeg i Dag sidder her paa Glorup og skriver synes jeg det er alt lang Tid siden vi vare sammen, de stille hyggelige Dage jeg tilbragte hos Eder, hrer allerede til de gjemte Hjerte-Billeder, det Hele runder sig til en smuk Idyl. Den foraarsfriske Bgeskov ved Stranden, den gamle nyoppudsede Gaard, hvor Storken just ved min Ankomst fster Bo for frste Gang, Dig og Henrik kjrlig hos hinanden ved dit sde Barn, det venligste jeg kjender. Jeg havde levendegjort, mit Skovhuus i Lykkens Blomst, hvor Henrik og Johanne sidde i deres Lykke, Lad ingen mrke Timer, som i Digtningen der, komme saaledes i Hjemmet. - I tre Mennesker, ja Jomfruen maa jeg tage med, saa virkende og driftig, saa lidende, men med Hjertet ret voxet fast til Eder, gjr et heelt Billed af Poesi, kunde jeg tegne, da vilde jeg her verst paa Brevet give det symbolsk, i at tegne der den blomstrende blegreen jeg saae i din Stue. Tak, I kjre Venner for den Hjertelighed jeg mdte, jeg flte ret at jeg var Dig og Henrik velkommen. lille Rigmor udtrykte det ligesaa levende, i sit uendelig venlig rare lille Ansigt, ubevidst sagde hun hvad I meente og viiste. - Det glder mig ogsaa at jeg var paa Nys og Baronessen der var saa net mod mig, hils hende og Baronen, Dagmar sender jeg en Bouquet af Hilsener, jeg skal senere binde en ny Bouquet og lade den, efter Lfte klinge i Vers til hende. Det var mig en smuk Dag da jeg med Henrik var hos Holger og Elise. De ere vist hjertensgodt stemt mod mig og jeg vil vre glad i at beholde deres Venskab. Det Liv, den friske Naturlighed der kan blusse frem hos Elise er saa sund, saa velgjrende, jeg skatter hendes religise Troskab paa den Vei hendes Skaber kalder hende til sig - naar vi engang mdes hvor Veiene stde sammen, skulle vi tale om hvorledes hendes maaskee var den lykkeligste, min den interessanteste og altsaa ikke mindre lykkelig. Hils hende ret kjrligt. - Da jeg igaar Morges forlod Christinelund, var jeg saa underlig urolig og da jeg fra Vognen hvor jeg kjrte, saa Dig vifte til mig med Trkldet: Lev vel kom uvilkaarlig Taarerne mig i inene - Jeg naaede Kallehave halv tolv og i det jeg kom seilede et Dampskib forbi, imod Fyen, tnk Dig min Skrk, jeg troede at komme for sildig, men saa var det &Flora', der var gaaet fra Kjbenhavn Klokken 6; da Klokken var henimod to kom Zephir, jeg var den eneste der skulde ombord, Sen rullede, Baaden krydsede nsten tre Gange over hele Sundet og laae saaledes med Seilet imod Vandet at det - sagde de senere paa Skibet - saa lidt ngsteligt ud, i det jeg steeg op paa Dampskibet, tabte Matronsen min Natsk, den rrte lige ved Vandspeilet, og var nr gaaet til Bunds, men han fik dog Tag i den. - Ombord vare mange Folk, Conferensraad Ole Bang, med Familie, der gik til Als, hvor Snnen er Prst. Fru Ida Wilde fdt Thiele, der ogsaa skulde til Als hvor hendes Mand laae syg. Schram, Ferslew og Rauch drog til Flensborg for at give Concert. Der var saaledes Selskab nok, Sen gik noget men dog ikke for mig til at blive se syg. - Restaurateuren ombrod spurgte mig naivt, om jeg gjorte en lang Tour "De reiser nok hvert Aar for at samle Stof" sagde han, og tnkte ikke paa at han just gav mig det i det samme. - Der var ombord en livlig gammel Herre, 83 Aar gammel, fdt i Angelen men beosiddende paa Langeland, han reiste alene og vilde over og skjnde paa sine oprrske Landsmnd, med rstederne var han opvoxet og kjendte de fleste adelige Familie da han i sin Ungdom havde vret Informator i 2 a fire saadanne. Han levede, som han sagde, i Erindringer, &de gode har jeg puttet i Posen for til, de onde i Posen bag til; man lser for mig og den Lsning er min magnetiske Traad med Verden!& Klokken 9 1/4 kom jeg til Svendborg, og en Vogn fra Glorup ventede paa mig, ved Landingsstdet, jeg satte mig strax i den og var henimod 12 paa mit Vrelse paa Glorup, hvor Theemaskinen dampede efter mig. Der laae et prgtigt Brev fra Digteren Hauch, der udtaler en ganske anden Dom om &I Sverrig' end min Ven Theodor har. Blandt andet siger Hauch: &Denne Bog er i mine Tanker just hvad den skal vre, den er fra Begyndelsen til Ende gjennemtrngt af den Aand, der kun kan mde os i Sverrig, og denne Aand har De opfattet og skuet med friskt, levende Blik. Det glder mig at see, at De saaledes har bevaret hvad jeg anseer som Prvestenen paa en sund Digternatur, nemlig en usvkket aandelig Ungdom, der er aldeles uafhngig af Tiden, jeg haaber efter hvad jeg her og andetsteds har seet af Dem, at denne aandelige skal flge Dem ligetil Oldingealderen og til det Grndseskjel, hvor Ddens Arm griber og og hvor ogsaa det ydre jordiske Stv bliver bortvasket af Lethefloden' - med Glde dvler han ved og omtaler &det smukke Eventyr om den strnge Prst, der prdikede den evige Helvedstraf, men ikke kunne finde nogen, som han mente at finde vrdig dertil.& Her har Hauch rigtig opfattet denne lille Historie; gjennem hans Ord vil Elise vist see min Tankegang. - Meest opfyldt er Hauch af Fortllingen om Straaene, dernst Wadstene og ved Silhan. Men nu lev Vel! de kjrligste og bedste Hilsener til Eder Alle! Gld mig ret snart med et Brev, det sendes til Glorup over Nyborg. Jeg trykker Henriks Haand og din, kysser liden Rigmor, nikker til Jomfruen og sender dernst Elise, Holger, Dagmar & & mange mange Hilsener.

Din trofast hengivne H. C. Andersen. Her er det lille Vers din Svigermoder forlangte til Brudegave-Album. Hilsen fru Clasen fra mig naar hun kommer.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus (afskrift stampesamlingen)

Glorup den 3 Juni 1851.

Kjre Venner, begge to! min hjerteligste Tak og Hilsen for de stille, hyggelige Dage jeg tilbragte hos Eder, ogsaa den Tid allerede, hrer nu med til de gjemte Hjerte-Billeder. Det Hele afrunder sig som en smuk Idyl, den foraarsfriske Bgeskov, den gamle ny oppudsede Gaard, hvor Storken just ved min Ankomst fster Bo for frste Gang; Du og Henrik som gtefolk, og den sde Rigmor, de venligste Barn jeg endnu har kjendt. Selv Jomfruen der lidende dog er virkende og driftig, rigtig med Hjertet voxet fast til Eder hrer med til Billedet. Der ligger saa meget Poesi, helende blomstrende Fremtid, samler sig der og kunde jeg tegne jeg vilde her paa Brevet verste Side give Dig det som Vignet i den frste blomstrende blegren der blev sat mellem det Grnne inde i Vandskaalen.

Jeg var saa underlig urolig den sidste Morgen - ak, det er sandt, det var jo igaar Morges, saa nr ligger den og dog langt borte, da jeg fra Vognen saae Dig vifte med Lommetrkldet, hvor Du, kjre Jonna, stod i Haven, kom Taarerne mig uvilkaarlig i inene. - Gud veed naar vi sees, og hvorledes det da blomstrer i Verden tnkte jeg -

Hils den kjre Henrik, han var saa

[fortsttelse mangler]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 12, 160)