The Hans Christian Andersen Center

Dato: 30. april 1851
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 30 April 1851

Jeg har lovet Dem at skrive Dem et Par Ord til om Deres Bog [I Sverrig ], som De har vret saa venlig at sende mig, og jeg kan med Sandhed sige, at jeg gjr det med Fornielse. Jeg vil aldeles ikke skjule det for Dem, at denne Bog tiltaler mig endnu meget mere end Deres tidligere Basar, netop for De ikke har udbredt Dem over saamange Ting, men holder Dem til det Nrmeste. De har her sammentrngt Deres Flelse og Phanatasie ligesom i et Brndpunkt, der, netop fordi alle Straaler samles her i et mindre Rum, ogsaa skinner saameget des klarere. Denne Bog er i mine Tanker just, hvad den skal vre; den er fra Begyndelse til Ende gjennemtrngt af den Aand, der kun kan mde os i Sverrig, og denne Aand har De opfattet og skuet med et friskt og levende Blik. Det glder mig at see, at De saaledes har bevaret, hvad jeg anseer som Prvestenen paa en sand Digternatur, nemlig en usvkket aandelig Ungdom, der er aldeles uafhngig af Tiden; jeg haaber, efter havde jeg her og andensteds har seet af Dem at denne aandelige Ungdom skal flge Dem lige til Oldingsalderen og til det Grndseskjel, hvor Ddens Arm griber os, og hvor ogsaa det ydre, jordiske Stv bliver bortvasket af Lethefloden. At Digtere blive gamle og aandelig udtrrede, er ellers ikke sjeldent, og dette kan skee, selv lnge fr den ydre Sommer er afblomstret; mig synes, at jeg sporer noget Sligt hos Flere, blandt Andre hos Hertz, der heller ikke efter mine Tanker nogensinde har vret synderlig ung. Men Apollo er evig ung, og den, han i Sandhed har beaandet og indviet, han beholder ogsaa Ungdommen bestandig, uafhngig af den jordiske Maske, som Tiden lgger om vort sande Aasyn; virklig at forldes er jo egentlig det Samme som ikke at vre Digter meer; men det, mener jeg, De ikke behver at frygte for. - Jeg vil egentlig ndig fremhve enkelte Steder i Deres Bog, da den har virket paa mig som en Heelhed, hvilket er det, som jeg mener, De helst maa nske med Hensyn til Deres Lsere. Skal jeg imidlertid fremhve Noget, saa vil jeg fornemmelig nvne, hvad De fortller om Wadstena-Kloster, om Gustav Wasa, ligeledes det smukke Eventyr om den strenge Prst, der prdikede den evige Helvedsstraf, men ikke kunde finde nogen, som han nnte at finde vrdig dertil; men fremfor alt Andet den hist poetiske Begivenhed med Grsstraaene, der, da den tilige er grunde paa ydre Sandhed, jo desuden er saa mystisk selsom, som nogen Digternatur kan nske det; er det Overtro, der her kommer frem, saa er den idetmindste af den Art, at Poesien ikke godt kan lade sig den berve. Hvad Overtroen angaaer, saa nskede jeg nok at tage den noget i Forsvar baade mod Dem og rsted. Poesien kan vanskelig ganske undvre den; det have de Grsstraae, De selv sammenknyttede, ligesom saa mange andre mystiske Sammentrf beviist. Ja, den dybsindige rsted er jo netop en af dem, der allerbedst forsvarer den Stning, at der er en Verden af Anelser og Forudflelser, der kan fremmanes af vort Indre ved Konstens Hjelp; thi derpaa beroer jo hele hans Theorie om det Skjnne og om Geniets Skabelser. Men hvad der her er virkelig Anelse, det beroer paa et indre Skjn, paa et dybt Instinct, hvorved den ene Sjl opfatter, hvad den anden endnu ikke kan fatte, og hvad han med sit svagere Instinct ndvendig maa kalde Overtro. Grndsen er her vanskelig at drage, og meget som vi nu kalde Overtro, kunde vel med Tiden eller efter den vise sig at vre grundet paa dybere Sandehder end den strste Deel af vores nuvrende Viden.

Mellem rsteds Papirer findes der, som vel var at vente, fortrffelige Ting. Jeg beder Dem, saasnart De kan, at sende mig de Breve, hvori De troer, at der kunde findes Bidrag til hans Charakteristik. Jeg gaaer nu rigtignok til Norge med Studenterne; men naar jeg kommer tilbage, snker jeg nok at see de omtalte Papirer. - Jeg glder mig ret til denne Reise, thi jeg kan med Sandhed sige, at jeg tilhrer baade Norge og Danmark. Danmark er mit Fdre-, Norge mit Fdeland og dertil det Land, hvor min Mdreneslgt har sit Hjem. Derfor er jeg ogsaa i mange Aar bleven dragen tilbage til de norske Fjelddale, hvori jeg tilbragte min Barndom, med en Kraft, der var saa strk, at den bragte Roserne til at visne paa mine Kinder, da jeg kom herned, og endnu, efter saamange Aars Forlb, vandrer jeg mangen Nat i Drmme paa hine Steder, hvor jeg hendlevede min Barndomsidyl.

Min hele Familie, ligeledes rsteds og Andre, som jeg har talt med, have gjennemlst Deres Bog med stor Fornielse, og jeg haaber vist, De skal opleve Glde af den. - Lev vel! Forni Dem godt paa Deres Reise! Hvis De ikke reiste saa snart, skulde jeg have sendt Dem en forget og forbedret Udgave af min Guldmager, men den maa nu vente paa Dem,til De kommer tilbage

Med Hiagtelse venskabeligst og hengivnest

Deres

J. C. Hauch

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost