The Hans Christian Andersen Center

Dato: 14. august 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

66. Til E. Collin.

Paris den 14 August 1833.

Kjre, kjre Ven!

Her sender jeg Dem den eneste Guld-Frugt som mit poetiske Tr i denne Sommer har leveret, gid den i Smag og Udseende behage Dem vel og ret vkke Lysten efter mere. Gjem den i Deres Vrge til jeg kan sende Resten, hvilken jeg begynder paa i Locle, det skal vre en meget stille By, jeg vil vist derfor faae mange ieblikke, hvori min Muse kan besge mig; den gode Dame holder ikke af stort Selskab; De vilde kunne indlgge Dem stor Fortjeneste hos hende ved at sende mig, snarest mueligt, en Afskrift af den gamle Vise om Agnete; det vil sige, ikke Baggesens Bearbeidelse, der staaer i Odeon af Sander, ikke heller den ehlenschlgers[ke] Romance Agnete, men som sagt, Originalen, jeg troer den findes i Rhabeck og Nyerups Udgave af Kjmpeviserne! send mig den i et Brev til Locle! Brevet selv kan gaae gjennem Legationen til Paris, hvor Carstenskjold da besrger mig det tilsendt. Hvad mit Manuscript angaaer, da lser De det hjemme, desuden to Andre uden for Huset, som have bedet mig derom, nemlig Jette Wulff og Fru Lesse. Disse to gode Damer faae det ene. Vil De, efter selv at have lst det, sende det paa 2 Dage til Jette, hun besrger det til Fru Lesse der atter giver hende det tilbage. De har saaledes Jette Wulff at holde Dem til. At Ludvig lser det er naturlig. Glem for Guds Skyld ikke, at jeg i Januar faaer det nye Creditiv i Rom og skriv mig til Locle derom, men skriv fr den 6 August, at jeg endeligt faaer det. Imorgen tidlig Klokken 6 er min Afreise. Det vil blive meget trttende, saaledes fire Ntter og Dage at sidde stuvet i en Vogn. Lev vel min inderlig kjre Ven, hold af mig og min Agnete, som jeg holder af Dem

Deres broderlig sindede

Andersen.

Efterskrift

Her flger med Agnete, tre Sange, som vi have afsjunget; den lngste seer De nok er et Spg [Brev], som maa blive privat, da der er gjort Lier med os allesammen, men finder De at den anden117 den fra Mai 1833 var vrd at offentligtgjres, da lad Liunge faae den, han bliver vist meget forbindtligt for den. At der ligger lidt Sandhed i hvert Vers er vist, i Schwartsens Vers, staaer om Hjertevennen O: Henriques hvem han altid drev med. Om Seemann, ja, det er taget lige ud af Livet. Mller gik med et Slags tydsk Hat, saa stor som en Paraplye og leed i Maven af Seinevand. Stage og Agenten fandt Alt i Paris dybt under London, hvor vi andre Stakler ikke have vret. Carstenschiolds forstaaes af sig selv. Delong er en halv Dansk, der er et Slags Comissionr. Hafner en ung Don Juan, Schram drak tidt l med Damerne118 paa Boulevarden. Falbes forstaaes nok. Mit Vers er de Andres Yttring, at jeg bestemt var en Tartuffe med min Uskyldighed, jeg troer det ikke, kun det om Knbelsbarterne er vist! De leer. Brnd denne Efterskrift.

Titelblad som ikke skal trykkes.

Agnete og Havmanden

af

H. C. Andersen.

Anmrkning119 for de Enkelte som lse dette Manuscript.

I den gamle Vise om Agnete synes mig at ligge et levende Billed paa den forunderlige Higen efter noget Andet end det man netop har, hvilken findes hos os Alle; Utilfredshed og Strben efter et ukjendt, nyt Vren, driver Agnete i Blgerne, hos Havmanden nsker hun sig atter tilbage og da hendes nske opfyldes fler hun sig dobbelt ulykkelig, til Dden giver hendes urolige Sjl Fred. Mit Digt vil komme til at bestaae af to Dele, her er den frste, hvilken indeholder Agnetes Ungdom og hvorledes hun kommer til Havmanden. Det ender med et Efterspil: Havmandens Bryllup. Anden Deel skal kaldes Agnete Havmandens Viv, og foregaaer 50 Aar efter den frste; hele hendes Udvortes har i denne Tid, der kun fore- kommer hende som 7 Aar, aldeles ikke forandret sig, men al hendes Slgt er dd oppe paa Jorden, Hemming undtagen, Elskeren er bleven en Olding, der lever i Erindringen om hende og i de gamle Viser. Liden Kirstens Sn er Helten her, det er Kirkeklokkerne ved hans Bryllup Agnete hre paa Havets Bund og som der vkker hendes Lngsel efter Oververdenen. Hemming er den frste hun mder deroppe, men kun han kjender hende, hans Skrk driver hende ind i Kirken hvor alle Smaabillederne vende sig om for hende og bringer hende til at frygte for sin Sjls Salighed, saa hun ikke mere tr flge Havmanden, der kalder hende med de grdende Smaae; den Mindste af disse faaer hendes Hjerte til at briste, og Stenen ved Stranden hvor Hemming jorder hende, bliver vaad af Havmandens Graad. Paris den 14 August 1833. H. C. Andersen.

Dersom jeg der fr dette Arbeides Fuldendelse da nsker jeg dette trykket med mine Erindringer, Lev vel allesammen!

[I Margen: ] NB. Dette Blad skjres af fr det, i sin Tid, kommer til Bogtrykkeren.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter