The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *opmuntr*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 5. august 1850
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 213. Fra Henriette Wulff.

Trolhtten d 5 August 1850.

Min gode, min kjre, min broderlige Ven!

Hvor her er dejlig, og hvor er jeg Dem taknemlig at De opmuntrede mig til at komme hertil! Jeg har nydt min Udflugt i otte Dage til Wennersborg og Motala i hj Grad. Isr er Motala mig uforglemmelig, der blev jeg i 6 Dage, var to Gange i Wadstena een Gang paa Ulfsa, sad daglig nede ved den yndige Boren-Sen,2255 hvor vi skal tale derom, naar vi sees! Men lad mig nu skynde mig at fortlle Dem om Warbergs, som jeg skrev Dem til fra Wennersborg, jeg ikke havde seet. Da jeg nu kom tilbage for 5 Dage her til Trolhtten, kom strax den lille hjertelige Oberst Warberg til mig, og paa den meest oprigtige og hjertelige Maade, bad om Tilgivelse fordi han ikke havde taget sig af mig de to Dage jeg var her frste Gang, men tilstod saa naiv oprigtig, at baade han og Alle Andre her, havde tabt Hovederne. Vi kjende det jo hjemme ogsaa, naar Kongen rejser i Provindserne, det er mere end Provinds-Folkenes Hoveder kan holde ud. Nu ere disse to gamle gode Mennesker saa yndige imod mig, de vil endelig jeg skal boe hos dem, det vil jeg nu ikke gjerne, da jeg har mere min Frihed her paa Wertshuset, hvor man er fortreffeligt. Jeg har det Vrelse Kong Oscar beboede, da han var her, og Oberst Warberg siger meget skjelmsk, at her Ingen har boet siiden han! Hver Dag vil de gode Folk sende Deres Vogn efter mig, men jeg tager kun imod det hveranden, thi saa har jeg hveranden at tumle mig eene her oppe ved mit kjre dejlige Fald. Jeg vandrer allene paa de meest eventyrlige herlige Steder, sidder langt inde i Skoven nede ved Fossen hvor der ikke er Vej eller Stie og aldrig har vret Nogen, mange Timer forglemmer jeg mig der i Tanker ved Fossens Brusen! Gid De var her, hvor jeg bestemt skulde vise Dem mange Steder De ikke kjender! Oberst Warberg kalder mig en Steen-gjed, og formaner mig meget alvorlig til Forsigtighed; det har De jo ogsaa gjordt, og jeg tnker ofte derpaa, naar jeg falder eller triller ned af een eller anden Skraaning; men da jeg er saa lille og let, stder jeg mig aldrig. Vejret er italiensk dejligt, Luften let og klar, jeg troer aldrig at have befundet mig saa vel! Mine to Flgesvende have jo for lngst forladt mig, allerede i Motala, men det gaaer ypperligt allene, Alle Mennesker ere saa gode, venlige, hjelpsomme! Jeg elsker Sverrig og de Svenske af mit hele Hjerte!! Og det er Alvor! Kun faa Efterretninger har jeg haft fra Hjemmet; skjndt vi har haft en Sejer, som vi maa takke Gud og vore tappre Folk for, blder dog Hjertet i Smerte, og gyser for hvad der kan forestaae! Ak alt der hjemme fra, staaer som en tung blodrd Sky paa min ellers rene klare Himmel! Og jeg bebrejder mig ikke at vre hjemme og dele Sorg og ngstelser med de Andre. Denne Flelse er jo den, der vel snart driver mig hjem, ellers blev jeg her meget lnge; men De forstaaer mig vist! Farvel nu, min kjreste gode Ven, har De ikke faaet mit Brev fra Wennersbg.?

Skriv mig endelig til strax, jeg lnges saa hjerteligt og godt efter Dem , Lad mig see De ogsaa lnges lidt efter Deres tro taknemlige

Sster Jette.

Warbergs hilser Dem paa det Allervenligste og takker tusinde Gange for Ole Lukje.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost