The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. juli 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

230. Til E. Collin.

Motala den 22 Juli 1849.

Kjreste Ven!

Der er nu gaaet over 6 Uger siden jeg hrte et eneste Ord hjemme fra; det stter mig i meget daarligt Humeur; igaar endnu haabede jeg paa Brev, men der kom kun i Convelut to fra Udlandet, som De maaskee har sendt afsted, det ene var fra Dickens, det andet fra Hertugen i Weimar, denne var ganske sorgfuld over at jeg nu i mange Maaneder ikke havde skrevet ham til, meente at vort Venskab ikke kom Poletiken ved, og at han skulde blive meget bedrvet om han blev skuffet i mit Hjertelag mod sig, dette forstemte mig ganske, thi han maa jo kunde forstaae at jeg ikke skrive ham til naar jeg lser i Aviserne at han gaaer til Schlesvig-Holsteen; jeg gaaer ind paa at han maaskee har vret ndt dertil, jeg har vret dybt bedrvet derover, men skrive kunde jeg ikke, vilde jeg ikke, og nu kommer jo Freden, da kan jeg med lettet Sind sige ham det, men frst da.–

Til nsten alle i Deres Familie, kjre Ven, har jeg skrevet, uagtet Brevskrivning trtter mig, men de maa jo hver have Brev, ellers ansee de det for ikke Brev, og jeg troer altid, nu maa de dog svare! og nu, just nu, naar de holdt lidt af mig udtalte de deres Glde, deres Lykke ved den sidste lykkelige Seier, jeg begriber de Alle ere opfyldte deraf!–jeg har kun og seent, gjennem Aviser hrt derom. Dagen fr jeg forlod Stockholm var jeg naturligviis forgjves om Brev paa Posthuset'ndash;Hartmann kan De banke fra mig, han kunde da skrive!–der viiste man mig en lille trykt Lap om Seieren ved Fredericia, men jeg turde ikke haabe paa Sandheden deraf.–Senere nede i Landet kom Aviserne, o De skulde see med hvilken Jubel alle Svenske modtoge denne Efterretning; hos Unge og Gamle var der Glde, jeg saae mange i Graad derved, det svenske Folk elsker Danskerne mere end'ndash;end Danskerne troer.–Men om min Afreise!–Da jeg om Aftenen gik ombord i Stockholm, fulgte Hofmarskalken, Kammerherre Beskov mig ombord. (Vi ere da blevne Duus, og det var mig i Begyndelsen, som om jeg skulde sige Du til Levetzau.) Fru Beskov fulgte med, og var ganske i Taare; det er to hjertensgode Mennesker; de komme om kort Tid til Kjbenhavn og skulle boe ude hos ehlenschlger paa Fasangaarden;–jeg seilede da tilbage, gjennem Skjrgaardene i stersen og ind i Canalen, en Indbydelse jeg havde til Sby, af den gamle Grev Saltza opgav jeg, men hvad gjorde den Gamle, han sendte om Natten sin Vogn afsted, Musikdirecteuren Josephson, som var i Besg paa Sby fulgte med Og da jeg ved Sen Roxen nsten havde passeret alle Sluserne kom han ombord og sagde at han havde kjrt den halve Nat for at komme betids og at bortfre mig, det var et lille Eventyr, syntes jeg og forlod derfor Dampskibet og kom saa, i stedet for til Motala, ned til det gamle Sby, hvor jeg hos en eiendommelig gammel Mand, der kunde skrives en Bog om ham og hos hans hist elskvrdige Datter, der er Enke, tilbragte 6 Dage, men var i alle disse Dage i en Grad forkjlet, som jeg neppe mindes mig at have vret; jeg blev godt pleiet og paa Grevens Navnedag, da Bondefolket gjorde en Fest og Gjster kom, udbragte den gamle en Gldes Skaal for Danmark[s] Seier. Da jeg i Fredags tog derfra, havde Lgen i Linkjpping, Professor Omann341 lovet at besrge mig til Sluserne ved Roxen, jeg kom reisekldt og overraskedes da [ved] at see pyntet Selskab, det svenske Flag heiset i Haven og en smuk Sang blev fiirstemmig sjunget til mig, derpaa: Hilsen til Danmark og endelig en tredie Danebrog, alle tre forfattede af Ridderstad, tilsidst udbragtes en smuk Mindets Skaal for de Faldne ved Frederits, men det hele afficerede mig i en Grad at jeg var nrved at besvime, jeg kom til at grde; naa det var ikke til at bre! og gribende var det for mig, men smukt og godt, at ved Sangen Hilsen til Danmark stod der med eet den deiligste Regnbue, som var det et guddommeligt Forsikkrings Tegn paa Fred og Lykke; jeg maatte tale og takke, saa godt jeg kunde og da vi skildtes fulgte nogle af Selskabet mig til Berg ved Roxen, hvor endnu en Skaal tmtes for Danmark og for mig. Her i Motala var hele Vertshuset optaget, men een af Ritmsterne O: een der ritter, og som stadig boer her, flyttede ud til en Ven for at give mig Plads, jeg bliver her altsaa ikke lnge; overmorgen besger jeg Wadstena, kommer saa tilbage for paa Dampskib at komme over Vettern og lgger da Veien til Mariestad og Kinnekulle, hvorfra Veien gaaer hjemad; men lad mig nu da i det mindste i Gtheborg finde Brev post restante, der siger mig at I Alle leve og er mig venlig og god, at det seer godt ud hjemme og i at det er godt at vre der! Her i Sverrig er det mig ikke mueligt at komme i Ro, man overvlder mig med Opmrksomhed, man veed overalt hvem jeg er, og da har jeg ikke Frihed af bare Venlighed mod mig.–Reisen har vret dyrere end Frken Brmer sagde, det var isr Dal-Reisen med to Heste, der kostede, men den skal nok give Penge igjen, rimeligviis bliver det en ny Bog fra Trollhtta til Siljan. Indlagte Brev til Boghandler Lorck beder jeg Dem sende Delbanko, han besrger det strax. Jeg sender Dem her til Opbevarelse, eller Vandring gjennem Familien Sangene fra Linkjpping. Hils Deres Sster Louise den 3die August og gratuleer fra mig, som om jeg selv var tilstede, lad mig see De er saa elskvrdig at gjre dette godt, jeg skal den Dag, rimeligviis paa Kinnekulle drikke hendes Skaal.–Jonas og Louise mange Hilsener, til Louise har jeg en Ring fra Dalerne som Dalkullarne der gjre dem og til Misse har jeg en heel Dalkulla jeg har kjbt i Stockholm, med rde Strmper og Skindpels, en yndig Dalkulla og dog ere de virkelige, endnu bedre kldt paa. Og nu Lev hjertelig vel,

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Deres Kone og Svigermoder og alle i Amaliegaden, tusende Hilsener

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost