Dato: 4. juni 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

201. Til Jonas Collin. Stockholm 4 Juni 1849.

Min kjære faderlige Ven !

Ved min Ankomst fandt jeg her paa Posthuset et lille Brev fra Dem, skrevet to Dage efter at jeg forlod Kjøbenhavn, det og en mundtlig Hilsen Sangeren Albrecht igaar bragte mig er alt hvad jeg endnu har faaet hjemme fra. Hvorledes have de det ! Hvorledes staae Sagerne. Fru Blixten som ogsaa kom her igaar bragte Freds-Rygter, men hvor længe have de ikke surret for mine Øren! jeg er ikke ret glad, kan ikke, som før, aande frit ude; nu har jeg været i Stockholm hele ti Dage, Reisen herhid fra Götheborg gik af Canalveien, man viiste mig megen Venlighed og ofte blev jeg spurgt af Svenske, "ere de Danske ikke vrede paa os"og da altid udtalte de den største Deeltagelse og Lyst til at hjælpe. Bille roser ogsaa de Svenske for de mange Anstrængelser de gjorde ifjor for at skaffe Penge til os. Der er noget ridderligt og tillige gemytligt i det svenske Folk - Jeg var forleden Dag til en stor videnskabelig Fest, ved den blev min Skaal udbragt af Præsidenten og senere da forskjellige Taler fulgte, udbragte Magister Bagge en Skaal for Danmark og sagde blandt andet deri, om jeg vilde sige mine Land[s]mænd at detvar ikke det svenske Folk, som tøvede med at hjælpe, at Følelsen for det [danske] var dyb og stærk, jeg blev me­get afficeret ved Skaalen, Taarerne styrtede mig ud af Øinene, jeg kunde ikke gjøre derved, men da det politiske Gebeet ikke er mit og man her i Sverrig ligesom hjemme trykker Alt, dreiede jeg ind paa Poesiens Gebeet og svarede at ved Tegner og Øehlenschläger og senere ved Skjalde hos begge Nationerne var man gjensidig mere og mere kommet til at skatte det Beslægtede og Dygtige, vi vare komne hinanden nærmere, hørte Hjer­teslaget og dette følte jeg i det Øieblik ! – Dagen efter var jeg hos Kongen, han var i høi Grad naadig og elskværdig, der var noget inderligt mildt og hjerteligt [over ham] og efter at han havde talt med mig om mine Skrifter, som han alle havde læst, selv et lille Stykke i Telegraphen, om de Svenskes Ophold i Fyen, kom han over paa det Politiske Gebeet, beklagede at Vaabenstilstanden var blevet hævet fra vor Side, men udtalte tillige at han skatte[de] den ædle Aand og Villie der rørte sig hos os.

Jeg svarede at det var et Characteertræk at naar vi vare forvissede om vor Ret, holdt vi paa den og opgav Tanken at vi var et lille Folk. Jeg troerjeg talte vor Sag ganske ordenlig, i detmindste var jeg bevæget derved og Kongen yttrede sig saa smukt og deeltagen[de], talte om sin gode Følelse for Folket, sit Venskab for Kongen, hvor god hans Villie var, »men jeg har selv to Nationer hvis Sag jeg skal tænke paa !«–

– At jeg fortæller Dem saaledes en Deel af Samtalen, gjør jeg med den fuldkommende Sikkerhed at der ikke tales derom eller citeres deraf, ja at Ingeborg, Eduard etc seer Brevet er en anden Sag, men de sige ikke til nogen andet end at Kongen og de Svenske ere høist deeltagende. – Ikke sandt. Kongen indbød mig at komme en Middag til sig og da lære at kjende Dronningen og Prindserne, som Alle havde læst mine Skrifter, jeg tager nu imorgen nogle Dage til U[p]sala og ordner Reisen til Dalarne. Touren til Haparanda opgiver jeg da Udbyttet siges at være ringe imod Besvær­lighederne. Igaar var en stor Fest arangeret for mig ude i Trægaards-Foreningen, der var næsten 100 Mennesker, Herrer og Damer, jeg var slet ikke glad derved, jeg var bange for de mange Skaaler og Taler og saa at jeg skulde holde ud til seent paa Natten, men det gik bedre end jeg troede, jeg fik Lov at drikke som jeg vilde og kom hjem K1 11; der var meget gemytlig. Digteren Pastor Mellin holdt en Tale til mig, flere Digte blev oplæste, eet af Carlen var meget smukt og endte med:

"Til Barn har du bildat oss alla

I Lifvets stora »Bazar"

Haf Tak – o maatte din Himmel

Et rum for Barnen ha qvar!"–

Mellem Skaalerne sang de første Artister fra Theatret smukke Sange, Günther (den jenny lindske) sang smukt og han behagede mig særdeles meget, han er elegant og elskværdig. Et Orchester spillede og det modtog mig med Melodien »Der er et yndigt Land«. Hvad der generede noget var en Vandring gjennem Haven, jeg fik til Dame den bekjendte Roman Forfatterinde Fru Flygare-Carlen, midt i Haven kom en stor Skare Børn, nogle kun 4 a 6 Aar, Alle med Blomster, de største bar en stor Guirlande af Grønt, Roser og Æbleblomster, den vilde de omsnoe mig med, medens de mindste strøede Blomster for mig, – det var noget for Ingeborg! jeg tænkte Øieblikkelig paa hende og tog nu det hele som en Spads, sagde til de Smaa: hvad, vil I kaste alle de deilige Blomster! nei giv mig saa en hver! hvor have I faaet dem? osv. og jeg kyssede et Par Smaa, og da den aller mindste trak i Guirlanden for at faae den tilbage sagde jeg: "Du synes det er for meget at jeg skal have [den] og det har Du ret i! nu skal vi lægge den ind i Huset der" og saa slap jeg Guirlande og Blomster-Vandring[,] det var svært at snoe sig; men fortæl det ikke til Corsaren, han var istand til at fordøgne det i sit Folkeblad. Ved Aftensbordet, declamerede nogle af Acteurerne forskjellige Stykker. Jomfru Fjeldsted var der med Kellermann, deres Skaal blev drukket ogsaa Dr Leos. Jeg holdt to smaa Taksigelses Taler, vil De glæde Drevsen med min lamartineske Ud­vikling; Ingeborg kunde have godt af at see hvorledes svenske Damer neie for mig og tale med sagte Stemme, det er noget andet end: "Fæ­hoved !"

Upsala 6 Juni 1849.

Her kom jeg igaar og blev modtaget af Professor Schröder, hos hvem jeg tilbragte Aftenen og blev hilset paa af Landshøvdingen, Erkebispen og flere Honoratiores, som vare Alle høist elskværdige imod mig, »de to Baronesser« med Claus og Piltitz ere meget vel bekjendte her i Odins gamle By, imorgen er der stor Middag hos Landshøvdingen og i Dag lægges Planen til Reisen i Dalarne, det er meget vanskeligt med Vogn og hvad Gjæstgivergaarde angaaer hører jeg, at jeg maa ty til Præste­gaarde, men jeg faaer vel nok god Modtagelse. – I Søndags aftes i Stock­holm, hørte jeg Jomf: Bergnehr i Robert le Diable og i Norma, hun blev to Gange fremkaldt og sang ogsaa ganske fortræffeligt. – Jenny Lind er ikke gift og bliver det heller ikke med – Engelænderen; jeg vidste det nok. – Naar jeg nu kommer til Stockholm igjen vil jeg haabe at finde Breve fra Dem, Jonna, Eduard etc. – Hils min kjære Theodor, han faaer et Daler-Brev, paa Dampskibet igaar traf jeg Skibsbygger Henne, som bad mig hilse. Eduard husker Brevet ! – og nu lev vel, Fred i Landet og Glæde hjemme. med sønligt Hjerte

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus