The Hans Christian Andersen Center

Dato: 16. februar 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Kjre Frken!

Natten den 16 Febr: 1833.

Mit Livs Billedbog165 har jeg ladet Dem bladdre i, hvorfor da ikke i Hjertets? De er dog een af de Faae der ret lide mig, og jeg fler og erkjender det dybere end De troer. De vil maaskee sige, det er mit daarlige Humeur der faaer mig til at skrive dette; et Lune der addreserer Brevet til Dem; men det er det ikke! engang i en anden Verden skal vi tale derom og da skal De see jeg ikke saa ganske er Hr Ego , som De siger, maaskee vel ogsaa i Spg. Troer De ikke, jeg fatter Deres Stilling? Savnet af Deres Brdre166 og saa meget andet? Jeg fler dette tydeligt! men De har dog et Hjem, De har Forldre! Jeg sidder ene paa mit lille Kammer, plager mig maaskee mere end jeg burde; men Plage er det dog! - Der er Blade i Hjertets Dagbog, der saa ganske er sammenklinede at kun vor Herre kan lukke dem op, og i hvor aabenhjertig jeg end kan vre, er der Sorger hvis Grund jeg aldrig tr pege paa; det ligger i en Flelse hos mig, som jeg ikke ret veed Navn paa! - Jeg har vret Barn, lige til jeg blev over Ungdoms Alderen. Jeg har aldrig kjendt hvad Ungdom egentligt var! Jeg fler en uendelig Trang derefter, Lyst til at rive mig ls fra Griller og Vaner og som fornuftig Menneske nyde Livet, der er saa meget jeg vil glemme, for at lre noget Bedre, men Terningspillet drager lnge ud. I Grunden kunde De vre vred paa mig fordi jeg ikke griber det Haab De og Kock har givet mig167 men jeg er saa ofte i mine kjreste nsker saaledes blevet skuffet, at jeg ikke kan, ikke tr gribe efter den smukke Boble, der altid pleier at briste for mig! - Det er en indgroet Tanke hos mig, at kun ved at rives ls fra den ieblikkelige Omgivning kan der blive noget af mig, skal jeg blive her da gaaer jeg til Grunde! Tiden vil lre Dem, at der ligger mere Sandhed deri end De troer. Tnk paa mig med Venlighed, der som De overlever mig; ehlenschlger har virkelig ret, jeg er en poetisk Figur,168 som saadan vil jeg da ogsaa staae for Dem. Gid jeg i Digte ret kunde udtale mine Flelser, det vilde hjlpe. De kjender maaskee Sagnet om den islandske Sanger169 der mistede sin Sn og fortvivlede; han vilde da de Hungersdd, men hans Venner bad ham, for deres Skyld, frst at besynge sin Smerte; han gjorte det, og udaandede den i Toner; Vennerne grd, men i hans eget Hjerte kom Roe, thi han havde udtalt den. Det har jeg ogsaa fr kunde gjre. - Hvor inderlig meget jeg holder af Eduard,170 fler jeg dog at han ikke kan vre mig hvad jeg drmmer om Venskab! hvad der maaskee giver ham Characteer, bliver skarpe Kanter, der saare min Bldagtighed. Jeg er ikke stolt! sagde De mig; - sligt svarer man ndig paa, Ansigt til Ansigt, men her vil jeg indrmme Dem: De har ret! men det ligger i Blodet. Lad frst Sumpplanten skyde mere frem, hrdes i Slud og Storm, da vil Poesiens Sol nok fordle Saften, og De skal see den ogsaa kan faae Characteer og grnnes - om endogsaa ene . - Een Bn har jeg til Dem, De maa opfylde mig den! - Naar jeg kommer at sige Dem, at jeg intet Reisestipendium fik, da lg ikke paa Hjertet at De gav mig Haab; jeg veed det var for at glde mig, og det har virkeligt skaffet mig nogle glade ieblikke. Det Indbildte og det Virkelige smlter sammen hos en Digter. - Men det er Dem noget underligt jeg skriver her sammen, dog De er jo vandt til mine Underligheder og det trster mig at tale med Een, som ikke ganske - kun morer sig, ved

en poetisk Figur.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus