Dato: 20. december 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjære Hr: Professor!

Gud, hvor det er længe siden jeg talte med Dem! men jeg har tænkt paa Dem, tænkt ret ofte paa Dem og Deres Kone og de venlige Dage i Sommer. Naar mine "Maaneder" bliver færdige vil jeg skrive, tænkte jeg, og nu er da Øieblikket. - Siden vi sidst vare sammen har mange Ting virket stærkt ind paa mig, med al muelig Stræben, kan jeg dog ikke beholde mit Ungdoms Lune. Det er saa tungt Intet at have, man kan glæde sig til. - Jeg føler mig saa ene, saa ulykkeligt ene, og mine Recensenter søge ikke at give mig farlig Livs Lyst. - Det er en staaende Artikkel i "Bien" at rive mig ned, ja, hvad der er hesligere, at gjøre mig latterlig; det er en ulykkelig Tid man lever i, alle skrive, alle smøre op og besmører baade Papiret og Godtfolk. - At det Meste er ubilligt og Snak føler jeg, men De kan nok indsee, at det dog falder haardt paa mit Hjerte; gid jeg var vel ude af denne Verden! - Jeg er ikke hærdet nok for dens Aprilveir. - Her sender jeg Dem da mine nyeste Digte; Gud veed hvad Folk nu vil sige om dem og mig, det Gode tie de med, det Onde vil jeg vist snart høre.

Man har snart bragt mig til det Punkt at jeg mistvivler om mine egne Kræfter. Hvad skal der da blive af mig? Jeg glæder mig til intet, haaber intet, skriver kun fordi jeg maa, jeg kan ikke lade være. /

Denne Verden var dog saa smuk, naar enhver kun lod Hjertet spille [end rettet til:] en større Rolle end det faaer Lov til. - Jeg trænger til en Forandring i min Stilling, Collin indseer det, og jeg har udtalt mig for ham; jeg vilde saa gjerne bort, langt bort, paa et Aar i det mindste, men nu skal jo "Gjengangeren" reise, det kan da ikke godt lade sig gjøre for mig; dog har Collin lovet mig at gjøre Alt, og da jeg forleden overrakte Kongen "Maanederne", sagde jeg det selv til ham, og yttrede mit Ønske at komme afsted. - Maaskee lykkes det dog. Collin er mig ganske en Fader, hans Huus er mit andet Hjem, jeg er sikker paa hans Omhue, og vor Herre føler vist som jeg, at jeg ret trænger dertil, det maa altsaa skee, jeg vil da bort i Mai, over Venedig og Rom til Neapel og siden hjem gjennem Paris. Hils Deres gode Kone ret meget fra mig, hun mener mig det godt og ærligt, jeg tænker ofte paa hende! Glæd mig med et Brev, naar Deres Tid tillader Dem det; det er mig en sand Vederqvægelse at høre et Par venlige Ord, der falder saa faae i Verden, saa jeg higer efter dem som den Febersyge efter Skolskin. Glem mig ikke ganske! /

Efterat have skrevet Ovenstaaende, havde jeg en Samtale med Collin, der med Hensyn til min Reises Muelighed, raadede mig at faae nogle Anbefalinger fra de bekjendteste Mænd, om mit Talent og Gavnligheden af en Reise. Jeg har derfor faaet Løfte af Øehlensclæger, Ørsted og Biskoppen, hver at anbefale mig, jeg vil bede Dem om det samme, med disse fire slipper jeg vel lettere bort. - Mit Ønske er, at De, først efter Julen, saadan til Nytaar, vil glæde mig med et Brev og indeni [ovrstr: i] dette lade følge et lille Papir, hvorpaa De yttrer Dem om mit Talent som Digter, og at det kan gavne mig, at jeg seer mig lidet om i Verden. Vil De ikke nok? - Deres Anbefaling, saavel som de Andres bliver siden afskrevne, men jeg maa have dem løse, at jeg kan fremvise Originalerne, dersom det gjøres nødvendigt. - Nu lev vel! hils Deres kjære Kone og glem ikke

Deres af Hjertet hengivne

ndersen.

Kjøbenhavn den 20 December 1832.

Jeg boer, som før, 33 i store Kongensgade

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 78-80)