The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 14. december 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Mariane Frederikke Stub
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 14 December 1832

Kjre Frken

Hjertelig Tak for Deres venlige Brev, det gjorte mig saa godt, jeg blev saa glad derover, og De kan tro det er en Velgjerning at gjre mig en Glde; jeg trnger til den, som den trstige til en Ldskedrik; Verden opdrager mig saa strkt, at jeg snart gaaer til Grunde. Der ligger mere Alvor deri, end De maaskee troer. Hvorfor jeg ikke strax skrev Dem til? ja - det kan jeg ikke svare paa. Jeg havde det dog saa tidt i Sinde. - Mit Humeur er slet ikke godt! Ungdoms Lunet er forbi, ja selv mit poetiske Gemyt kommer kun, som lykkelige Drmme undertiden tilbage. Jeg har flt for mange Sorger, taalt for mange Bitterheder, til at jeg endnu barnagtig kan flagre med Phantasien, det er en prosaisk Virkelighed der omgiver mig. - I nste Uge kommer min sidste Bog ud: Aarets 12 Maaneder, jeg kalder den, min sidste, maaskee bliver den det ogsaa i en doppelt Betydning, jeg har i en underlig Forudflelse, ladet den ende med mit eget Gjenfrd paa min Grav, den siger sin, just ikke trstelige Tirade. - dog gad jeg nok leve saa lnge endnu, at jeg kunde levere Verden eet ordentligt Arbeide, kun eet, men som det var vrd at have levet for. Een stor Idee, foresvver mig, maaske oplfter den sig i noget Ubetydeligt eller /

jeg selv flyver bort fr den. - Jeg gad nok udtale Hjertets aldrig tilfredsstillede Lngsel og troer at have fundet et Stof dertil, i den gamle Vise om "Agnete og Havmanden". - Gid jeg kunde komme til at reise til Udlandet, det vilde maaske styrke mig lidt; et Slags Haab har jeg, men Haab er en Kridttegning, rmet vidsker ud. - De yttrede i Deres Brev, at De havde i Sinde at glde mig med et lille Malerie. O, De vilde gjre mig lykkelig derved! Jeg sagde for Spg til Ludvig, "jeg vil bede hende male mig en Engel med dit Ansigt!" Der skulde De see, hvor han blev lidenskabelig, skjndt jeg bemrkede at Ansigtet maatte vre qvindeligt. Han truede da med at delgge det, hvis han fik det at see. Den lille Nar! han kanjo ikke vide om jeg tnker mig et qvindligt Vsen og slet ikke ham, som jeg paa denne maade vil faaae et Portrt af. - Jeg har ogsaa drillet ham, men der er ingen Udveie med ham. Alvorligt talt, De vil gjre mig meget glad om jeg faaer et Stykke, kun som Qvadradetet af dette Brev. De kan jo male Ludvig som en garstig Recensent med fle Kler, eller give mig et andet godt lille Barn, der kan see lidt mildt til mig, naar Verden udenfor kaster for onde ine eller stder / mig reent fra sig. - Jeg har i "December" tegnet et lille Malerie af Pebersvend, jeg vil her give Dem dette Billede; frst er der skildret nogle Brn i et Kammer, der glde sig til Julestadsen. Nu seer man Gjenboens Huus. Den gamle Pebersvend sidder ved Vinduet, seer over til dem og siger:

"Nu tndes Lysene paa Juletret,

Ved Dren Brneflokken lytter til,

Tt ved hinanden, halv de bie Knet

Og gjennem Ngle Hullet titte vil!

De lykkelige Smaae!sdt Hjertet banker,

Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som dem

Og jeg - hvorfor de tunge, mrke Tanker,

jeg kan jo gjennem Ruden Glden see!

Ja jeg maa aande paa den! Glasset fryser

Iisblomster saa strkt i iet skjr'.

Hvor deiligt dog nu Juletret lyser

Hvor salig er dog Barne-Glden der.

Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene,

Som Fremmed, selv hos Vennerne jeg staaer,

Med Sorgen, som med Glden, er jeg ene,

Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.

En gammel Pebersvend, mig Verden kalder,

"O, han har aldrig kjendt til Kjrlighed!"

Nei det var kun en Drm i Ungdoms Alder,

Og hvad veed Verden om min Drm Besked?

Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,

Og til den bedste Blomst dog iet saae.

"Vr min," jeg drmte, voved' halv at sige,

Hvad kan man ei i Drmme falde paa!

/

I Rosens Rdmen, Haab jeg vilde finde,

En anden kom - jeg saae endnu paa den -

Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,

Og nu - er jeg en gammel Pebersvend!

----

See det var den Historie! Lad mig ved Leilighed hre fra Dem og bring Deres Omgivning, som jeg kjender, min hjertelige Hilsen, kommer jeg ikke lngere bort til Sommer, da bliver der vist et Besg paa Nrager, og i dette Tilflde skal De faae min Vesit i Kalundborg; jeg lnges ret derefter; maaske reiser jeg ind i den anden Verden! men ogaaa der vil vi mdes og vistnok stifte et bedre Bekjendtskab end vi endnu have faat Leilighed til her. - Lg Ludvig smukt paa Hjertet at holde lidt mere af mig og tnk selv imellem venlig paa mig. - Forni Dem vel i den kjre Juul, jeg skal ogsaa til nogen Lystighed,men jeg bringer den ikke selv med som i gamle Dage; det var dog en lykkelig Tid, nu er jeg bleven saa gyselig fornuftig, tr ikke vre Barn lnger, og skal sidde mellem de ldre og fre en ordenlig Passiar! Min Oversttelse af "La reine de seize ans" kommer snart paa Theatret, jeg arbeider nu paa "Spanierne i Odense!" - Lev ret vel og glem ikke Deres af Hjertet hengivne

Andersen

Trykt Version:

(Gjenboens Huus).
(En gammel Pebersvend sidder ved Vinduet og seer over til dem).
Nu tndes Lysene paa Juletret,
Ved Dren Brneflokken lytter til;
Tt ved hverandre halvt de bie Knet
Og gjennem Nglehullet titte vil.
De lykkelige Smaae! sdt Hjertet banker,
Ja, Fa'er og Mo'er er ogsaa glad' som de -
Og jeg - hvorfor de tunge, mrke Tanker,
Jeg kan jo gjennem Ruden Glden see. -
- Lidt maa jeg aande paa den! Glasset fryser;
Iisblomsterne saa strkt i iet skjr'. -
Hvor deiligt dog nu Juletret lyser,
Hvor salig er dog Barne-Glden der!
Hos mig - O, hvilken ganske anden Scene!
Som Fremmed selv hos Vennerne jeg staaer;
Med Sorgen, som med Glden er jeg ene,
Ei noget Hjerte ved mit Hjerte slaaer.
"En gammel Pebersvend", mig Verden kalder;
"O, han har aldrig kjendt til Kjrlighed!"
Nei, det var kun en Drm i Ungdoms Alder,
Og hvad veed Verden om min Drm Besked!
Jeg var ei smuk, jeg var ei blandt de Rige,
Og til den bedste Blomst dog iet saae;
"Vr min!" jeg drmte, voved' halvt at sige; -
Hvad kan man ei i Drmme falde paa!
I Rosens Rdmen Haab jeg vilde finde,
En anden kom - jeg saae endnu paa den.
Jeg saae, hvordan han Rosen monne vinde,
Og nu - er jeg en gammel Pebersvend.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus