The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 21. september 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 2

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 21. september 1832.12

Fredag Aften Kl. 10 , den 21 Sept 1832.

Medens De, rimeligviis, kjrer fra Komedien13 til Nygaard, skriver jeg dette Brev, drmmer om Dem, tnker paa Dem. Dag for Dag, bliver Alt om mig, mere og mere Poesie, mit hele Liv synes mig et poetisk Digt, og De begynder ret at spille en Rolle deri, det er De dog ikke vred for. Da jeg betragter Eduard som en Broder, er det jo naturlig at De bliver hans Sster. Gid jeg havde truffet Dem hjemme i Eftermiddag, jeg lngtes ordenligt efter Dem og der var saa meget at fortlle. Jeg besgte ehlenschlger,14 Lotte15 sagde hun gik aldrig ud, un[d]tagen med Faderen eller Broderen,16 nu havde hun ret Lyst at besge Jette Wulff,17 og da ikke de sdvanlige Ledsagere vare hjemme, bad hun mig flge sig. "De t[r]18 dog, for Deres Rygte gaae med mig?" sagde hun, den stakkels Pige! Det gjorte mig saa ondt, vi fulgtes ad: alle Folk saae paa os! Vi ere jo begge offentlige Mennesker! "Der gaae nogle af mine Veninder, de see ikke til mig!" sagde Lotte, "de lovede dog eengang, at vi altid skulle holde af hinanden!" Det gjorte mig saa ondt for hende! Pas ellers paa! Hun gaaer bestemt til Theatret! (mundtligt, mere herom). I morg[en]19 reiser Fru Mller og Gusta til Kallundbo[rg].20 Jeg skrev et Brev med dem til Frken S[tub],21 saa jeg haaber at faa en Engle-Unge af hende derfor. Jette Wulff22 maler ogsaa noget til mig (en Copie efter Dahl) saa faaer jeg mig et lille Billedgallerie. Mit lille Digt ! "Hende jeg mener",23 gjr ret Lykke. Herre Gud! Man behver kun at lade Hjertet tale for at blive en god Poet. rsted,24 syntes det var allerkjrest! Mille Hornemann25 mener bestemt hun kjender hende Gud veed det! Rose26 syntes det var mit allerbedste Digt! men det er dog formeget! - Det morede mig saa meget at De var lidt nysgjerrig derom, den gode Fru Ingeborg27 er derimod som Grethe i Kjrlighed uden Strmper,28 "hun seer dybt i Tingen!" Men lad den Fugl flyve, jeg kunde let fortale mig, og saa blev jeg saa ulykkelig! O Gud, jeg vilde fortvivle derover, for det var vistnok noget slemt, noget meget utaknemligt! Turde jeg lade Dem see ind i mit Hjerte, De vilde da see en ganske underlig Komedie, men der er Directions-Logen kun for Prima Donna og saa er det jo fornuftig at ingen komme ind, thi ellers saae Publicum for meget, De vilde da ellers ogsaa blive forbauset over de dristige Ideer jeg, qua Digter, vover at indfltte i disse Skuespil. Men for dog at komme til noget moersomt vil jeg fortlle Dem en Historie om min Frue, den skikkelige Kone. Jeg fortalte hende igaar: "Imorgen skal der Een deputere!"29 (Sahlers30) "Skal De ud at see det? " spurgte hun. "Nei det er jo paa Theatret" svarede jeg; nu mrkede hun sin Feil og for at gjre det godt, sagde hun; "ja men det kunde jeg jo nok misforstaae, for der ere jo saa mange deputerede. Collin31 er jo ogsaa deri!"

Her har De ellers det lnge fornskede Digt om

De brune og de blaa ine32

Jeg var et Jordens Barn, og fuld af Lune,

Og Glde var min Tanke, som mit Ord.

En Pige saae jeg inene var brune,

De bandt mig fast til denne skjnne Jord!

Jeg saae en Pige, Alt var Aand og Tanke,

Den klare Himmel jo i iet laae.

Ddt var mit Hjerte nu det maatte banke,

Og Sjlen barnlig mod sin Himmel saae.

Det brune vinker ned, det gjr mig svimmel

Det blaae, mig aabner Kjrlighedens Himmel.

De seer, det er et Spg, der ikke engang har poetisk Betydning; men De vilde jo selv have det at lse. Her har De ellers et andet. Ideen er russisk.33

[Saa hvid hun er min Hjertenskjr

Et mere Hvidt ei findes der!]34

Jeg elsker hende ei det skeer,

At jeg kan elske hende meer!

#

Nu er hun dd min Hjertenskjr!

Meer hvid end fr hun smiler her,

Nu er hun dd, o Hjerte Gru!

Og meer jeg elsker hende nu!

Hils Deres Sster og Moder,35 vr elskvrdig ved lille Viggo,36 og tnk imellem paa Digteren.

[Udskrift]

Nr. 2) Til veldle Frken L. Collin fra Forfatteren.

Tekst fra: Ejnar Askgaard