The Hans Christian Andersen Center

Dato: 8. september 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 1

Fra H.C. Andersen til Louise Collin den 8. september 1832.1

Kjbenhavn den 8 Septemb. 1832.

Det vilde glde Dem at faae Brev fra mig, sagde De imorges; jeg vilde ogsaa inderlig gjerne saaledes engang tale med Dem, og det lader sig jo ogsaa gjre, vi ere jo slet ikke Fremmede for hinanden. De og alle Deres lade2 mig hver Dag fle at jeg tilhrer Dem; o De kan ikke troe hvor det kaster Solskin i mit Liv. Det er saa tungt at vre fremmed og ene i denne Verden. Naar jeg om Aftenen sidder ene paa mit Vrelse, fler jeg det saa dybt og tungt. Tnk Dem, om De havde ingen Forldre ingen Sdskende. Det er et Savn De neppe aner! derfor fik jeg Ludvig3 saa kjr, fordi han i denne Aften-Eensomhed, kom mig saa broderlig imde. Tak for al den Hjertelighed, det ssterlige Sindelag, De i den sidste Tid har viist mig, ved Gud, jeg skjnner paa det, jeg tnker mere paa Dem end De troer og kan troe, men man tr jo ikke sige saadant noget til en ung Dame. - Jeg er bestemt en rigtig Digter, selv om jeg ikke i mine Arbeider kan udtrykke det, jeg fler, min Sjl og Tanke er Poesie, Alt bliver mig poetisk, selv den hele prosaiske Verden om mig, derfor gribes jeg tidt af en ganske forunderlig Kjrlighed til Alt, men "jeg maa mig moderere," ellers gjalt jeg jo for "overspndt," dog dette Ord betyder sdvanlig kun, ikke at vre saa "slap" som Mngden. Saaledes holder jeg vist ogsaa mere af Eduard4 end De begriber, skjndt han tidt har gjort mig bedrvet.5 Dog siden jeg kom hjem fra Landet,6 har han vret saa elskelig, det gode Vsen, bare han vilde vedblive. Vil De ikke nok tale godt for mig? Faae ham ret til at holde af mig; jeg er, virkelig, meget zart i Kjrligheds Capitlet, et mrkt Blik kan forstyrre min Roe for lang Tid. Men det er Dem nok et underligt Brev? Altsaa til noget Andet. Jeg kunde da slet ikke finde Dem ved Vddelbet; Eduard saae jeg, men heller ikke meer. Jeg sad ganske forladt ved min gamle Kjrlighed (sagde man) Jomf. Jrgensen,7 og Gjengangerforfatteren.8 Det var mig for stivt. Saa rykkede jeg langt, langt ned paa Bnken, og som jeg sad, kom Ludvig Mller med sin Sster9 og nogle Flere og saa fik jeg Selskab, det var den eneste Glde jeg havde, for Vddelbet var dog altfor lidt. Der var ingen Liv i Folk! Gusta og jeg vddede indbyrdes om to Heste, men Ingen af os tabte eller vandt, det var kjedeligt! Da det var forbi sgte jeg efter Dem og Deres, men De vare borte. De komme da ikke derude imorgen? Nyt veed jeg intet, uden at nu begynder Sommeren, det er jo paa Tiden, efter som Vinteren snart banker paa Dren; bliver Veiret saaledes ved, seer De mig snart ude paa Nygaard.10 Her har De et nyt Digt11 til Beslutning.

#

Hjertet er en Vugge,

Altid Gjngen gaaer,

Dybe, tunge Sukke

Tidt mit re naaer.

Barnet ofte grder,

Ingen det forstaaer,

Drmmer nu om Glder

Altid Vuggen gaaer.

#

Du maa ikke sukke,

Naar jeg paa Dig seer

Altid gaaer din Vugge,

Grd nu ikke meer;

Eventyr og Sange,

Skal af mig Du faae,

O, jeg kan saa mange,

Hr kun smukt derpaa.

#

Sov og drm Du Lille

Fri for Sorg og Nd,

Staaer din Vugge stille,

Veed jeg, Du er dd.

Dog jeg veed det ikke,

Selv paa samme Sted,

Thi med brustne Blikke

Sover jeg da med!

Nu lev vel! tnk imellem paa mig og bring dem alle derude en Hilsen fra Deres Digter.

[Udskrift]

No 1) Frken Luise Collin

post restante.

paa Nyegaard

Tekst fra: Ejnar Askgaard