Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 2. december 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl B Lorck
Sprog: dansk.

Kjære Ven!

Kjøbenhavn den 2 December 1847

Længe har jeg ikke hørt fra Dem; af flere Ting jeg gjerne vilde vide var om De vel havde imod at den illustrerede Udgave af Eventyrene dediceredes den danske Konge; man anseer jo den Bog for min bedste og jeg vil gjerne give, Kongen som jeg elsker. det Bedste jeg har.

Lad mig endelig nøiagtig vide, hvem De har i mit Navn sendt mine samlede Skrifter og hvor mange Exemplarer der tilfalde mig af første Oplag. Jeg har selv faaet 6 her til Kjøbenhavn.

Som jeg tidligere skrev beregnede Bjanko-Luno hele Ahasverus til 12 Ark, nu han trykker paa den og jeg har forkortet Eet og Andet, angiver han den bestemt til lidt over 10 Ark, vi ville da, Kjære Lorck, kun beregne den som 8te. Er det ikke rimeligt. Ved under Trykningen her at læse og atter læse Manuskriptet har jeg kunnet bøie enkelte Udtryk, udslettet nogle smaa Vers, som uagtet hver for sig ikke er meget, dog giver stor Glands over det Hele, samme kan nu ikke skee med det Tydske, men jeg vilde være særdeles glad, dersom dog dette Brev kom tids nok til at rette endnu paa enkelte Steder i sidste Afdeling, hvor jeg har poleret meest; kan De endnu, ved Hjælp f Ex af Bötcher, da gjør det, Zeise kan ikke have derimod, da det er til det Heles Gavn, havde der været Dage at løbe paa havde jeg skrevet dette til ham. Altsaa:

Fjerde Afdeling.

Den første Scene paa Slottet i Canossa er lidt lang og jeg vil bede Dem udslette i samme, alle de Vers jeg her opgiver, men see til at der ingen Forvirring kommer i Tydsken.

Markgrevindens Tjener

Men det er ikke christeligt af Paven,

Ja, ja, jeg siger ikke christeligt.

Det er en Grusomhed uværdig ham

Der sidder paa Apostlen Peters Stol.

En Keiser veed jeg, salvet er af Gud

Saa godt som Paven.

Den pavelige Knegt.

Løn kun som forskyldt,

Har ikke Keiser Henrik trodset dristigt!

Dette som sagt gaaer ud og da bliver det saaledes; see Deres Manuscript:

En af Pavens Folk.

- Men det er vel fortjent,

Og Keiser Henrik lystrer, skal I see!

Det er jo alt den tredie Aften nu

Han staaer derude i den ydre Slotsgaard

Barbenet, med en ulden Kappe kun,

Med Graad og Klageraab, som ikke høres.

Men Graaden er kun Krokodillegraad,

Alt gaaer kun ud at blive løst af Bannen,

At han kan straffe sine tyd ske Fyrster.

En keiserlig Knegt.

I lyver! I har Uret mod vor Keiser,

Og kan jeg ei bevise det med Ord,

Saa skal jeg vise det med Bradespidet.

Borgfogeden

Lidt roligt ! Vand i Blodet, Kammerat osv

Det skal der staae, De vil ved Sammenligning see at det Overflødige er kommet bort. Dersom De nu ikke forstaaer mig saa er det bedst ikke at røre derved. Lidt længere nede siger Borgfogeden

Ingen Strid!

Dette skal staae, men de to efterfølgende Linier:

Jeg byder her i Markgrevindens Navn.

Har Keiser Henrik feilet maa han bøde,

falde bort. I den keiserlige Knegts Replik udelades:

Han bort jog Pavens Bisper og Gesandter,

Afsatte Paven selv, hvis Formænd alle

Indsattes jo af Keiser Henriks Fædre.

længere nede siger

den keiserlige Knægt.

Nu jager jeg Dig Sværdet gjennem Livet!

Den Replik bliver, men den efterfølgende

Lig der din Kirkehund osv

slettes ud med hvad den Ældre svarer og ligeledes den keiserlige Knægts, saa at efter Replikken

Nu jager jeg Dig Sværdet gjennem Livet,

følger

Borgfogeden

Jeg paa mit Ansvar lader hugge ned Enhver der bryder Freden her paa Slottet.

De tre næste Linier derimod

Høit er vel Sædet paa en Keiserthrone, Men høiere blev dog den gyldne Stol, Hvor Christus sad og nu hans Efterfølger.

udelades. - Den hele Scene vinder i Korthed her ved og har De forstaaet mig og der er Tid endnu, saa med en Poets Hjælp, at Versene ikke blive feile, saa tjen mig endelig i at rette dette!

Nu springer De Korsfarerne forbi og kommer til en Scene med Overskrivt "Samme Sted, to hundrede Aar derefter". Det er en Samtale mellem Ahasverus og en Bygmester, den fjerde Replik her er Bygmesterens, jeg vil afskrive Dem her hans og Ahasverus Replikker de hvori enkelte Ord ere forandrede, vil De sammenligne det her Skrevne med den tydske Oversættelse og da rette samme, Alt før og efter disse Replikker er uforandret. Der skal altsaa staae, og det er temmeligt vigtigt.

Bygmesteren

Det gjælder om det Nyttige og Skjønne,

Det gjælder om Udholdenhed og Kraft;

I min Tid ei vil denne Bygning endes,

Jeg følger selv en afdød Mesters Plan,

Men jeg gjør mit; vor Tid udfører sit

Til Gavn for sig og for en ufødt Slægt!

[I margin ud for det følgende:] De seer, det er først i dette at Forandringen findes.

Ahasverus

Ret som det gaaer med hele Verdens Gangen.

Bygmesteren

Men Gud er der Bygmester og han døer ei.

Ethvert Aarhundred er en Qvadersteen,

Han lægger til den forrige der lagdes;

Imedens Slægter stige Trin for Trin.

Ahasverus

Tidt synes der en Hvile.

Bygmesteren

Ja den er der,

Men Hvilen er en Samlen kun af Kraft.

Eengang er Menneskehedens Bygning fuldendt;

Hvad her da synes Leeg og Barneværk,

Er dog et smukt, et nyttigt Tegn vi hugge

I vort Aarhundred's stolte Qvadersteen.

Ahasverus

Og eet Trin mere er det op mod Himlen!

Bygmesteren

Man siger hvert Aarhundred' er en Bølge

Der bærer mod det Land Fuldendelsen,

Hvert Bølgeslag vil sætte til en Steen

Paa Slægters Aands Udvikling, deres Lykke

Ahasverus

Det klinger vel, men ei al Klang har Sandhed.

Bygmesteren

Jeg tvivler ei! - Der er en Verdens Aand,

Historien forkynder Evangeliet! osv.

i Slutningen af samme Scene siger Bygmesteren:

Afsted for at forsvare Borgerretten!

efter denne Linie følger tre Linier som kunne udelades, nemlig disse:

Om dette Gudshuus ogsaa derved bliver

Først eet Aar senere fuldendt, hvad siger det!

Inat skal Ridderborgen lyse for os!

Nu vil De behage at springe lige til Amerika, der i Slutningen af det hele Digt sige

Bølgerne

Svulmende bære vi rigladte Skibe,

Alt blevet større samvirkende Hele,

Vimplerne vaie, som Seiers Trophæer!

vil De forandre dette saaledes:

Gode Aander.

Alt blevet større samvirkende Hele,

Vimplerne vaie, som Seiers Trophæer.

nu følger strax efter

Chor af Engle

Fra Jerusalem faldt osv,

vil De istedet for Overskriften Chor af Engle sætte: Veronikas Aand, dette runder mere det hele Digt at hun her i dets Slutning siger et Ord; Slutningen, de tre sidste Linier faae imidlertid Overskrift: Chor af Engle.

altsaa er Forandringen saaledes.

Veronikas Aand.

Fra Jerusalem faldt i Flammegrav,

Til Columbus saae Landet i Vesterhav

Et Spand af Evigheds Døgn rulled hen,

Et nyt og et nyt - ruller op igjen.

Du, Ahas, udfolder din stærke Vinge,

Den voxer, den vil Dig til Himlen bringe,

Ja Dig og Slægter i Svaghed født,

I Kraft opstaaet som Liv fra Dødt.

Chor af Engle.

I, Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,

At hver i sin egen og Verdens Historie,

Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

Sangens Musa.

Hvad dybt i Ahasverus-Mythen klang,

En Gjenlyd var fra Tidens stærke Bølger.

En bedre Skjald vil i en bedre Sang Fortælle os om Vandringen, - som følger.

Jeg haaber at det Hele her er tydeligt sat ud, ellers, som sagt rør det ikke; maaskee er det for seent, men dog neppe til dette sidste Blad, nemlig med Veronikas Aand. Tag Dem endelig paa det Bedste heraf.

Sidst i næste Uge vil det Hele være færdig hos Reitzel, og jeg mener da, efter Deres tidligere Yttring, at jeg kan tillade ham f Ex paa Mandag otte Dage, den 20 December at anmælde og sælge her den danske Udgave. - Bliver Deres tidligere færdig, da gjentager jeg min Bøn, at De ikke før lader den komme, i det mindste ikke til Kjøbenhavn før efter den 20de. - Hertugen af Weimar faaer tidligst af Alle sit Exemplar.

Gid jeg nu i Deres næste Brev see at De er glad og tilfreds, gid De maa mælde mig gode Efterretninger om Afsætningen og Optagelsen af Skrifterne. Er der ellers noget i litterair Henseende jeg kan give Oplysning om, eller være Dem til Tjeneste med, saa kom endelig dermed, vær overtydet om mit Venskab, min Hengivenhed for Dem, som jeg haaber vi alle Tider ville blive Samvirkende og Venner! Hils Deres Kone, Datter og Svigerforældre.

Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen.

E.S.

Tittelen bliver altsaa ganske simpelt: Ahasverus af H. C. Andersen. Person Liste skal der i en Digtning, som denne, ikke være.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus