The Hans Christian Andersen Center

Dato: 2. december 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl B Lorck
Sprog: dansk.

Kjre Ven!

Kjbenhavn den 2 December 1847

Lnge har jeg ikke hrt fra Dem; af flere Ting jeg gjerne vilde vide var om De vel havde imod at den illustrerede Udgave af Eventyrene dediceredes den danske Konge; man anseer jo den Bog for min bedste og jeg vil gjerne give, Kongen som jeg elsker. det Bedste jeg har.

Lad mig endelig niagtig vide, hvem De har i mit Navn sendt mine samlede Skrifter og hvor mange Exemplarer der tilfalde mig af frste Oplag. Jeg har selv faaet 6 her til Kjbenhavn.

Som jeg tidligere skrev beregnede Bjanko-Luno hele Ahasverus til 12 Ark, nu han trykker paa den og jeg har forkortet Eet og Andet, angiver han den bestemt til lidt over 10 Ark, vi ville da, Kjre Lorck, kun beregne den som 8te. Er det ikke rimeligt. Ved under Trykningen her at lse og atter lse Manuskriptet har jeg kunnet bie enkelte Udtryk, udslettet nogle smaa Vers, som uagtet hver for sig ikke er meget, dog giver stor Glands over det Hele, samme kan nu ikke skee med det Tydske, men jeg vilde vre srdeles glad, dersom dog dette Brev kom tids nok til at rette endnu paa enkelte Steder i sidste Afdeling, hvor jeg har poleret meest; kan De endnu, ved Hjlp f Ex af Btcher, da gjr det, Zeise kan ikke have derimod, da det er til det Heles Gavn, havde der vret Dage at lbe paa havde jeg skrevet dette til ham. Altsaa:

Fjerde Afdeling.

Den frste Scene paa Slottet i Canossa er lidt lang og jeg vil bede Dem udslette i samme, alle de Vers jeg her opgiver, men see til at der ingen Forvirring kommer i Tydsken.

Markgrevindens Tjener

Men det er ikke christeligt af Paven,

Ja, ja, jeg siger ikke christeligt.

Det er en Grusomhed uvrdig ham

Der sidder paa Apostlen Peters Stol.

En Keiser veed jeg, salvet er af Gud

Saa godt som Paven.

Den pavelige Knegt.

Ln kun som forskyldt,

Har ikke Keiser Henrik trodset dristigt!

Dette som sagt gaaer ud og da bliver det saaledes; see Deres Manuscript:

En af Pavens Folk.

- Men det er vel fortjent,

Og Keiser Henrik lystrer, skal I see!

Det er jo alt den tredie Aften nu

Han staaer derude i den ydre Slotsgaard

Barbenet, med en ulden Kappe kun,

Med Graad og Klageraab, som ikke hres.

Men Graaden er kun Krokodillegraad,

Alt gaaer kun ud at blive lst af Bannen,

At han kan straffe sine tyd ske Fyrster.

En keiserlig Knegt.

I lyver! I har Uret mod vor Keiser,

Og kan jeg ei bevise det med Ord,

Saa skal jeg vise det med Bradespidet.

Borgfogeden

Lidt roligt ! Vand i Blodet, Kammerat osv

Det skal der staae, De vil ved Sammenligning see at det Overfldige er kommet bort. Dersom De nu ikke forstaaer mig saa er det bedst ikke at rre derved. Lidt lngere nede siger Borgfogeden

Ingen Strid!

Dette skal staae, men de to efterflgende Linier:

Jeg byder her i Markgrevindens Navn.

Har Keiser Henrik feilet maa han bde,

falde bort. I den keiserlige Knegts Replik udelades:

Han bort jog Pavens Bisper og Gesandter,

Afsatte Paven selv, hvis Formnd alle

Indsattes jo af Keiser Henriks Fdre.

lngere nede siger

den keiserlige Kngt.

Nu jager jeg Dig Svrdet gjennem Livet!

Den Replik bliver, men den efterflgende

Lig der din Kirkehund osv

slettes ud med hvad den ldre svarer og ligeledes den keiserlige Kngts, saa at efter Replikken

Nu jager jeg Dig Svrdet gjennem Livet,

flger

Borgfogeden

Jeg paa mit Ansvar lader hugge ned Enhver der bryder Freden her paa Slottet.

De tre nste Linier derimod

Hit er vel Sdet paa en Keiserthrone, Men hiere blev dog den gyldne Stol, Hvor Christus sad og nu hans Efterflger.

udelades. - Den hele Scene vinder i Korthed her ved og har De forstaaet mig og der er Tid endnu, saa med en Poets Hjlp, at Versene ikke blive feile, saa tjen mig endelig i at rette dette!

Nu springer De Korsfarerne forbi og kommer til en Scene med Overskrivt "Samme Sted, to hundrede Aar derefter". Det er en Samtale mellem Ahasverus og en Bygmester, den fjerde Replik her er Bygmesterens, jeg vil afskrive Dem her hans og Ahasverus Replikker de hvori enkelte Ord ere forandrede, vil De sammenligne det her Skrevne med den tydske Oversttelse og da rette samme, Alt fr og efter disse Replikker er uforandret. Der skal altsaa staae, og det er temmeligt vigtigt.

Bygmesteren

Det gjlder om det Nyttige og Skjnne,

Det gjlder om Udholdenhed og Kraft;

I min Tid ei vil denne Bygning endes,

Jeg flger selv en afdd Mesters Plan,

Men jeg gjr mit; vor Tid udfrer sit

Til Gavn for sig og for en ufdt Slgt!

[I margin ud for det flgende:] De seer, det er frst i dette at Forandringen findes.

Ahasverus

Ret som det gaaer med hele Verdens Gangen.

Bygmesteren

Men Gud er der Bygmester og han der ei.

Ethvert Aarhundred er en Qvadersteen,

Han lgger til den forrige der lagdes;

Imedens Slgter stige Trin for Trin.

Ahasverus

Tidt synes der en Hvile.

Bygmesteren

Ja den er der,

Men Hvilen er en Samlen kun af Kraft.

Eengang er Menneskehedens Bygning fuldendt;

Hvad her da synes Leeg og Barnevrk,

Er dog et smukt, et nyttigt Tegn vi hugge

I vort Aarhundred's stolte Qvadersteen.

Ahasverus

Og eet Trin mere er det op mod Himlen!

Bygmesteren

Man siger hvert Aarhundred' er en Blge

Der brer mod det Land Fuldendelsen,

Hvert Blgeslag vil stte til en Steen

Paa Slgters Aands Udvikling, deres Lykke

Ahasverus

Det klinger vel, men ei al Klang har Sandhed.

Bygmesteren

Jeg tvivler ei! - Der er en Verdens Aand,

Historien forkynder Evangeliet! osv.

i Slutningen af samme Scene siger Bygmesteren:

Afsted for at forsvare Borgerretten!

efter denne Linie flger tre Linier som kunne udelades, nemlig disse:

Om dette Gudshuus ogsaa derved bliver

Frst eet Aar senere fuldendt, hvad siger det!

Inat skal Ridderborgen lyse for os!

Nu vil De behage at springe lige til Amerika, der i Slutningen af det hele Digt sige

Blgerne

Svulmende bre vi rigladte Skibe,

Alt blevet strre samvirkende Hele,

Vimplerne vaie, som Seiers Tropher!

vil De forandre dette saaledes:

Gode Aander.

Alt blevet strre samvirkende Hele,

Vimplerne vaie, som Seiers Tropher.

nu flger strax efter

Chor af Engle

Fra Jerusalem faldt osv,

vil De istedet for Overskriften Chor af Engle stte: Veronikas Aand, dette runder mere det hele Digt at hun her i dets Slutning siger et Ord; Slutningen, de tre sidste Linier faae imidlertid Overskrift: Chor af Engle.

altsaa er Forandringen saaledes.

Veronikas Aand.

Fra Jerusalem faldt i Flammegrav,

Til Columbus saae Landet i Vesterhav

Et Spand af Evigheds Dgn rulled hen,

Et nyt og et nyt - ruller op igjen.

Du, Ahas, udfolder din strke Vinge,

Den voxer, den vil Dig til Himlen bringe,

Ja Dig og Slgter i Svaghed fdt,

I Kraft opstaaet som Liv fra Ddt.

Chor af Engle.

I, Jordens Skjalde, lad Harperne klinge,

At hver i sin egen og Verdens Historie,

Seer Aandens Udspring, dens Kamp og Glorie.

Sangens Musa.

Hvad dybt i Ahasverus-Mythen klang,

En Gjenlyd var fra Tidens strke Blger.

En bedre Skjald vil i en bedre Sang Fortlle os om Vandringen, - som flger.

Jeg haaber at det Hele her er tydeligt sat ud, ellers, som sagt rr det ikke; maaskee er det for seent, men dog neppe til dette sidste Blad, nemlig med Veronikas Aand. Tag Dem endelig paa det Bedste heraf.

Sidst i nste Uge vil det Hele vre frdig hos Reitzel, og jeg mener da, efter Deres tidligere Yttring, at jeg kan tillade ham f Ex paa Mandag otte Dage, den 20 December at anmlde og slge her den danske Udgave. - Bliver Deres tidligere frdig, da gjentager jeg min Bn, at De ikke fr lader den komme, i det mindste ikke til Kjbenhavn fr efter den 20de. - Hertugen af Weimar faaer tidligst af Alle sit Exemplar.

Gid jeg nu i Deres nste Brev see at De er glad og tilfreds, gid De maa mlde mig gode Efterretninger om Afstningen og Optagelsen af Skrifterne. Er der ellers noget i litterair Henseende jeg kan give Oplysning om, eller vre Dem til Tjeneste med, saa kom endelig dermed, vr overtydet om mit Venskab, min Hengivenhed for Dem, som jeg haaber vi alle Tider ville blive Samvirkende og Venner! Hils Deres Kone, Datter og Svigerforldre.

Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen.

E.S.

Tittelen bliver altsaa ganske simpelt: Ahasverus af H. C. Andersen. Person Liste skal der i en Digtning, som denne, ikke vre.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus