The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 3. juli 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

36. Til E. Collin.

Odense den 3die Juli 1830 [c: 1832]

Kjre Ven!

I forgaars Aftes indtraf jeg i det guldbergske Huus, og griber nu Pennen, for at jeg paa den frste Postdag, under mit Ophold her kan tale med Dem! Naar man er borte fra de man holder af, da fler man frst hvor kjre de er os! O, jeg har tnkt saa meget paa Dem og Deres i den korte Tid jeg har vret paa Landet. Ja, nu fler jeg det ret levende, vi vil og skal altid blive gode Venner, om vi ikke i Ord sige Du saa skal vi det dog i Hjertet; og De skal nok faae Glde af mig! jeg fler Kraft i min Sjl og Tillid til Gud, at jeg engang i Tiden nok skal vinde den Plads mellem de Danske, mit Hjerte drmmer om. O, gid De ved Blodet var min Broder, som De er mig det i Hjerte og Tanke, maaskee De da mere kunde faae Leilighed til at see min Kjrlighed til Dem! Der ere mange unge Mennesker (som Christian Vulff), der komme mig ret hjertelige i mde, men jeg forlanger noget mere end Godmodighed og Kjrlighed, jeg maa ogsaa have Respeet for den jeg ret skal elske og klynge mig til, jeg vil hellere have han skal staae over mig i meget, end under mig. Gid vi engang i nogle Maaneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede Verden, men nu flagrer De ikke meer, De har alt fundet Stade. Hos Ingemanns befandt jeg mig saare vel, baade han og Konen ere saare elskelige; der er det herligste Forhold imellem dem og intet sygeligt, intet sentimentalt; skade, at vi havde saa daarligt Veir! een af de bedste Eftermiddage seilede vi til Parnasset for at drikke Thee og gjorte da en Fodtour til Digteren Bredal. Han fik sit Huus pusset op, saa der var meget forstyrret inde i Vrelserne; Bredal selv, saae meget characteristisk ud, ganske bondekldt, store Fisker-Stvler paa; Skjgget var ikke raget i flere Dage saa han lignede en Vildmand. Han havde Bogen til Dem istand, vilde give mig den med, men da han hrte, at jeg frst tog til Odense, besluttede han at sende Dem den med en anden Leilighed. Hos Haucks var jeg indviteret den sidste Aften, vi bleve meget enige i vore poetiske Anskuelser, Og jeg fandt ham meget vakker. Lotte var ganske den samme som i gamle Dage! Vi havde Marked i Sore, det var det mindste jeg havde vret paa. Wilster kom jeg i Bekjendtskab med, ligesom alle de andre Sore-Honoratiores Det var virkelig, nogle meget idylliske Dage jeg der nd, men det var daarligt Veir og Hundekoldt. I Slagelse laae jeg paa Postgaarden; den Werligske-Troup var der, jeg fik mange Taksigelser for den Fortjeneste de havde faaet ved mit Stykke: Krlighed paa Nicolai Taarn. Det og Elverhi mirabile dictu vare de to Trkstykker. Om Aftenen da jeg kom ind i mit Vrelse, kom jeg uvilkaarlig til at synge; pludselig ld en qvindelig Stemme i Sidevrelset, Der er i Himlen en Dreng saa smuk. jeg blev ganske taus, det var Selskabets frste Elskerinde der vilde synge en Duet med den unge Digter, jeg kom til at tnke paa Fru Meislings Forelsninger over Qvindekjnnet og tog Nglen af min Dr, for at ingen skulde komme ind til mig. Over Beltet havde vi daarlig Veir, vi vare nsten alle sesyge; jeg har aldrig fr vret det i den Grad. Sndag-Aften kom jeg til Odense; der er meget moersomt hos Guldbergs; de gjr alt for at more mig, jeg kan ikke nske det bedre, og dog fler jeg mig her i et meget daarligt Humeur, alle Barndoms Erindringer, enhver Plet virker mrk ind paa mig. Det er mig, som om jeg var dd og var nu vendt tilbage igjen til et Sted hvor jeg, i en ganske anden Skikkelse havde levet og tumlet mig, jeg har en Uro paa mig, en Lngsel efter Sjlland jeg kan selv ikke forklare det. Alle mine Venner der, staae mig i et underligt poetisk Lys, og her i Fyen holder man dog saa meget af mig, smigrer for meget, jeg er dog et lierlig Vsen! men dette hrer til for at vre Digter. Paa Marts-Maaned har jeg begyndt i Sore; her har jeg alt Ideen til Februar. Veiret er nu blevet smukt, Solen skinner varmt, men den vil ikke skinne ind i mit Hjerte. Hils dem alle sammen paa Nyegaard. Luise har dog lst Brevet, liden Viggo fik? Siig til hende, at hun, som Tante, maa lre den unge Studiosus, at vre hflig, og Hfligheden krver, at naar han faaer et Brev, og det et venskabeligt Brev, saa maa han svare. Hvad det Oeconomiske angaaer, da maa jeg bede Dem, naar De skriver mig til, altsaa sikkert nste Fredag (til den Tid kan De jo nok?) vil De da lgge 10, siger og skriver Ti-Rigsdaler ind i Brevet. Jeg har temmelig nie beregnet, hvor meget jeg vilde give ud paa Reisen og min Flakkenom, men jeg seer at det er altfor niagtigt udregnet og jeg br og maa dog have lidt mere end jeg giver ud, jeg fler mig ellers uroelig, og der kunde jo mde det Tilflde at jeg skulde give noget ud jeg ikke fr havde betnkt; hvad jeg sparer, kan jeg bringe hjem igjen, og rimeligviis bliver det, det Hele. Deres gode Fader opfylder nok mit nske og Deglemmer mig ikke; saa veed jeg desuden en Termin, jeg kan vente Brev fra Dem; et langt Brev! men skriv kun paa det naar De er i Humeur dertil og fortl mig isr om dem hjemme, jeg lnges virkelig efter dem allesammen! Glem heller ikke Tybergs og frem for Alt Deres Part af Familien. Een Ting vil jeg ellers af Hjertet bede Dem om, naar De skriver daja det klinger underligt men vr ikke for alvorlig, eller rettere moraliseer ikke for mig, (jeg kan ikke ret finde Ordet derfor), men der har enkelte Gange i Deres Breve vret Noget noget solidt noget om Fremtid etc. etc., der saa meget har forstemt mig, og jeg kan ved Gud ikke taale det ikke taale det nu; vr mig min kjre gode Eduard, som De enkelte ieblikke er mig det! Just fordi jeg holder saa inderlig af Dem, just derfor veier jeg ethvert Deres Ord og et skrevent Ord, kan man tidt ansee for mrkere end det er og der ligger jo mange Dage imellem, fr man i et nyt Brev kan komme til Forklaring. Nu lev vel, bedste Ven! hils Faderen og Moderen, hils dem alle og lad mig nu see at De, nste Fredag, sender Brev o s v til mig. Min Ad: er hos Oberst von Guldberg i Odense

Lev vel! Deres

Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin