The Hans Christian Andersen Center

Dato: 15. februar 1832
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 15de Februar 1832

Det glder mig af Deres Veldelheds Brev, at see, at De befinder Dem vel, hvilket gudskeelov ogsaa for strstedelen er Tilfldet med den Hanckske Familie. Nervefeberen har vret i mange Huse paa Vester og Nrregade, Adskillige ere dde af den; men saavidt vi vide er den endnu ikke i vor Gade. - Jeg takker Dem for de mange Nyheder Deres sidste Brev indeholdt det morer mig altid, at hre noget fra Kjbenhavn endskjndt jeg kjender saa lidt til det, og endnu mindre til Menneskene deri. Hvo der dog kun en eneste Gang kunne see en af disse glimrende Operaer, hre noget af denne herlige Musik; I Vinter have vi slet ingen Comedier her, og det er der da heller intet tabt ved; men forrsten maae De ikke troe gode Herr Andersen, at vi i Odense ere langt tilbage, tvertimod, vi ere i Vinter gaaet meget frem i Oplysningen have havt Tableauer, dramatiske Forsg, og Voxcabineter. En stoer Deel af vor landlige Noblesse har i lngere Tid fr, og efter Kongens Fdselsdag gjestet Hovedstaden, og her har til re for dem vret, det ene Selskab ovenpaa det andet, man har opfrt Ordsprog, Ordspil, Ordbram o.s.v. Jeg vilde gjerne beskrive Dem nogle af disse Herligheder; men jeg taler om Dem som den Blinde om Farverne da jeg selv ikke har deeltaget i det Mindste, og kun har moret mig ved Sstrenes, og Andres Beskrivelser derover70 . - Jeg kan ikke sige Dem med hvilken Fornjelse jeg lste Deres Digter-Vignetter, jeg finder dem saa nydelige; men hvad der dog isr tiltaler mig ret levende det er: Baggrunden til disse Vignetter71 , den er nogle Steder saa malerisk, Tonen deri saa tungsindig, det hele Digt saa henrivende smukt, at jeg (dersom det ikke er mod Anstanden), vil fortlle Dem, at jeg holder grumme meget af det; strider det derimod med den Etikette hvormed De, i Deres sidste formelle Brev har ngstet mig saadan, at jeg nr havde besluttet ikke mere at skrive Dem til, saa vil jeg tie gandske stille, og ikke med et Ord omtale min Tilbjelighed for det. - Det er meget smukt af Dem, at De gjr mig opmrksom paa Blwers Skrifter, naar jeg nu blodt ogsaa kunde faae fat paa dem; men det vil blive vanskeligt her, tnk, jeg har endnu ikke seet den anonyme Nytaarsgave>72 , skjndt jeg virkelig har vret nysgjerrig efter at lse den, og altsaa har gjort mig Umage for at faae den. Det har moret mig af Kjbenhavnsposten, at see, at Gjengangeren73 ikke er saa stiv i Formerne, som han vil gjre Andre; ja jeg har nsten vret saa ondskabsfuld, at glde mig derover; men det er ikke min Skyld, jeg har en medfdt Modbydelighed for Spgelser, og hvorfor vil ogsaa denne baggesenske Copist nedrive fdte Digtere. - Lahdes Norne bladede jeg igaar lidt i, hvor er dog De og Heiberg kommen i det Selskab? 74 Nu hans Romance kan enda nok passe der, jeg finder Ideen til den forslidt, og Versene selv temmelig matte. Deres Varulv forekommer mig, (hvis jeg tr sige det, jo jeg tr!) lidt ubetydelig, derimod synes jeg (ikke allene fordi Frue Lesse finder det,) og endskjndt det lader til, at De ikke selv er af min Mening meget godt om Barnet paa Kirkegaardsgraven, der er noget rrende i dette Digt, jeg synes ret, at man maae blive den lille Engel saa god, som i sin barnlige Uskyldighed vil forskrive sig til Gud for ikke, at lade dem sulte derhjemme. - Hvad mon det er for en Jean, Jaque som ogsaa er med i Nornen? En Rousseau er han just ikke. - Her ere Flere i Byen som finde endeel af disse pseudonyme Forfatteres Arbejder saa simple, og hjertelige, hvad mig angaar, saa vil jeg rlig tilstaae, at jeg kun finder dem hjertelig simple. - Vi have i Vinter musikalske velser paa Klubben, hvorved endeel syngende Damer bleve anmodede om, at assistere, nogle af mine Sstre ere ogsaa med, jeg derimod har den Hjertesorg, at vor Huuslege aldeles har forbuden mig, at synge dersom jeg nogensinde vil vente, at komme mig, jeg gjorde det maaskee alligevel, dersom jeg ikke bestandig, blot af at synge et Par Smaaearrier blev flere Dage syg derefter, det er ret en besynderlig Flelse naar man saa tydelig mrker, at man daglig bliver svagere, Herregud jeg vilde dog saa gjerne, saa grumme gjerne, leve nogle Aar endnu! - Er det ikke ret ubarmhjertigt af Dem, at De altid kommer med Punkter og Streger, naar De vil omtale Deres nyeste Arbejde. Jeg forsikkrer Dem jeg er dobbelt saa discret, som jeg er nysgjerrig, og det vil ikke sige saa lidt. De kunde derfor gjerne skrive Titlen heelt ud, hvad skal jeg nu gjre af det M - - Lad mig gjette engang! - Manuscript. - Malerier af - Minder fra. - Middel mod Gjengangere f. Ex. - H. C. Andersens Memoire - Morgendrmme. - Mrkvrdige Biddrag til. - nej nu gi'r jeg mig tabt, og De? Ja De leer vel ovenikjbet af mine herlige Titler! - Gid jeg ejede Prinds Charmants Tryllebelte, saa vilde jeg den Aften de frste Gang opfrer Bruden fra Lammermoor, vre i Kjbenhavn og i Skuespilhuset. -

De veed maaskee, eller veed vel ikke, at jeg har et lille Institut d. v. s. at jeg foruden min yngste store Sster75 endnu underviser en 6, 7 andre Brn; jeg holder nok af lidt Virksomhed, det er mig derfor en ret behagelig Beskjftigelse. Caroline siger rigtignok, at det kun ere nogle udenad lrte Floskler som gjr mig til Gouvernante; men Brnene holde dog Alle af mig, og saa bilder jeg mig ind, at man kan vre en ret god Lrerinde fordi man endnu ingen Gouvernantemine har - den vil jo vel nok komme med Tiden. - Her har De nu som De nskede et ret langt Brev det er i Grunden alt for langt, isr da jeg frst havde besluttet slet ikke at skrive, indtil det faldt mig ind, at en aldrende sygelig Gouvernante som jeg jo nu er, ret godt uden Anstd mod Etiketten kan skrive til en Herre, om det ogsaa var en ung Herre; men hvad Dem angaar, saa er De jo i det sidste Aar bleven 10 Aar ldre, og maae altsaa nu vre en 5 a 36 Aar, og det er dog en ret antagelig Alder. -

Jeg har idag en heel Posefuld Hilsner til Dem ryst engang! Her er fra Lise Hejde til Skyggebilledernes Forfatter. Fra mine Forldre, og Sstre, fra Bedstemor, Tante, lille Christian, og fra

Jette H.-

[Langs Randen] Deres Fornuftgivtermaal No 276 har jeg lst, det har moret mig meget. - De skriver, at De kan hilse mig fra Fru Lesse, det gjr mig ondt, at De ikke skulde gjre det, nu fra mig skal De hilse hende, - hvis De vil da, og hvis De troer, at hun skjtter om min Hilsen.

Lste De det lille Digt til Digter-Vignetternes Forfatter som for noget siden stod i Bedstemoders Avis? 77 Det var af Mourier paa Hindemad. - Levvel!

Fader bringer mig i dette jeblik denne lille Odenseske Udsigt hvori St. Knuds Kirke og Nonnebanken spille Hovedrollerne, og sprger mig om jeg troer, at den hos Dem kan erstatte det Tab som De flte ved Savnet af Kirken paa den frste Vignet? - Fader har siden Begyndelsen af forrige Sommer blodt i sine faae Frietimer tegnet 97 saadanne Stykker, og Alle efter Skizzer som han selv har taget op.

[Paa Bagsiden] Her har De et Par Afskrifter af Jomfrue Salomons Oversttelse af Deres Digte.

Abend-Dmmerung aus dem dn[i]schen des Andersen.

Der Abend ist so ruhig, der Himmel ist so rein,

Es schlafen alle Blumen, und alle Vgelein;

Sie trumen sanft, o stret nicht grausam ihre Lust

Es bauen sich ja Welten, selbst in der kleinsten Brust

Im Traume schwingt die Lerche sich freudig in die Luft

Und was die Blumen fhlen, das athmet jetzt ihr Duft.

Die ganze weite Erde, mit Welten gross und klein,

Und alle Himmels-Raume, es schliess mein Herz sie ein.

Mein Auge schwimmt in Thrnen, doch schwindelt mir vor Lust

Gern druckt ich alle Wesen voll Freude an die Brust!

Seht wie die Sterne schimmern, der Abend schwindet hin.

Lasst nur die Strme steigen und schwarz die Nacht umziehn.

Schlaf sss, und trumt ihr Blumen, tramt nur ihr Vgelein,

Im Herzen ist es ruhig, da ist der Himmel rein.

Was ich liebe!

Ich liebe dich o Meer, mit sanften Wellen

Ich liebe dich wenn wildt dich Strme schwellen;

Ich liebe Flsse, liebe Thal und Hhen,

Ich liebe Berge die ich nie gesehen.

Ich liebe dich o Wald mit khlem Schatten,

Ich liebe deinen grnen Sommer-Matten.

Die stille Nacht mit ihrem Sternen-Schleier,

Der Abend-Dmmerung ruhig sanfte Feier

Das Schneegewand des Winters lieb' ich immer.

Doch hassen, o, nein hassen kann ich nimmer,

Ich hasse nur den sndigen Gedanken,

Macht er in meiner Brust die Tugend wanken

Ich hasse Grausamkeit und bose Triebe

Ein kindlich' Herz umfasse ich mit Liebe.

Ich lieb es wenn sanfte Tne schweben,

Ich liebe der Gedanken khnes Streben.

Die Blumen liebe ich mit sssend Dften.

Ich liebe jeder Vogel in den Luften.

Treu liebe ich den Freund, aus vollem Herzen,

Ich liebe Sie - die Einzige - mit Schmerzen,

Denn sie war Braut, es flossen meine Thrnen,

Doch liebe ich dies ungestillte Sehnen!

Ich liebe dich, o Grab, und deinen Frieden

Das Jenseits liebe ich, das uns beschieden!

Nej dette Brev er dog bleven uforskammet langt, her er Lsning for 2 Postdage, lg det endelig hen naar De har lst det halve.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost