The Hans Christian Andersen Center

Dato: 12. december 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: William Jerdan
Sprog: dansk.

[Kibenhavn den 12. December 1846.]

Histrede Herre!

Det er Smukt, ja, det er mere, det er hjerteligt og venligt af Dem at De har skrevet mig til, jeg iler med at bringe Dem min Tak, aandeligt i det mindste trykke Dem i Haanden. Allerede for henved en tre Uger siden, kom Hr. Beckwith, som har oversat Bazaren, en Morgen til mig og fortalte hvor srdeles vel ogsaa denne Bog var blevet optaget i Engeland, senere bragte han mig flere Journaler ogsaa Deres, og De veed neppe hvor forunderligt et saadant Solskin udefra opfylder mig, det ydmyger og oplfter. Jeg begriber tidt ikke selv hvorved mine Bger, hos Fremmede, vinder saa hjertelig Modtagelse, ja jeg forstaaer ofte ikke selv hvad det er [som] ude, lade Menneskene fatte saa megen Godhed for min Person. Jeg har i mit Liv prvet mrke Dage, men i de sidste Aar, faaer jeg tusindfold Lykke, tusindfold Glde; jeg synes tidt, Gud er mig for god!

Man synes i Engeland og Tydskland kun at ville have ie for det Gode der kan vre i mine Skrifter; jeg fler der ved en Lyst til at arbeide og tillige en Angest for ikke at kunne levere noget Dygtigere endnu. - Bring mine Venner og Veninder i Engeland mit fulde Hjertes Hilsen! jeg har lnge flt Lngsel efter at see dette Land, hvis Litteratur saa forunderligt har beriget min Phantasie og fyldt mit Hjerte. Af den biographiske Skizze foran i Improvisatoren, veed De jo hvorledes jeg som lille Dreng spillede paa mit Dukketheater Schackspears Tragedier, som jeg rigtig nok da slet ikke forstod. - Ingen Digter har senere opfyldt mig mere end Walter Skott, da jeg ved min frste Ankomst til Kjbenhavn, gik fattig og forladt, tidt ikke havde til et Middagsmaaltid, gav jeg de faae Skillinger jeg havde for at faae fra et Leiebibliothek en walterskottsk Roman, og ved den glemte jeg Kulde og Hunger, jeg var riig og lykkelig. Hvor kjr har jeg ikke Bulver, hvor inderligt nsker jeg ikke at trykke Boz's Haand, naar jeg lser hans Bger troer jeg tidt, det har jeg selvoplevet, det kunde jeg digte! misforstaae mig ikke, og om De er en Ven af Boz og han seer disse Linier, han vil ikke betragte det som Forfngelighed, men jeg veed ikke bedre at udtrykke [mig], end [ved at sige] at hvad der ret opfylder mig, bliver som en Deel af mig selv. Som Vinden suser i hans Klokkestreng har jeg tidt den kolde vaade Efteraarsdag hrt den suse; og Faarekyllingens Pip kjender jeg godt fra den lune Krog i mine Forldres fattige Stue.

Jeg elsker Engeland for dets Digtere! jeg har tidt og lnge flt Lngsel efter at komme der. For et Aar siden reiste jeg, som De maaskee veed, for tredie Gang til Italien. Det var min Hensigt derfra at gaae til Spanien og da over Engeland hjem; men jeg var i den varme Sommertid i Neapel, Sommeren var usdvanlig heed, jeg flte mig angrebet deraf og da jeg i Julimaaned dog vilde foretage Reisen over Sydfrankerig til Spanien, blev jeg saa lidende saa nerveus, at jeg maatte tye til et Bad i Pyrenerne for, i Bjergluften der, at vinde Krfter for at vnne mod Norden; jeg gik til Schweitz blev der nogen Tid og senere til Kjbenhavn, hvor jeg kom for en 6 Uger siden, idet jeg, mere legemlig strk, end jeg endnu er, troede bedre at kunne senere nyde et kort Ophold i London. Jeg har den strste Lyst til at komme der nste Aar, og jeg kommer vist, jeg tr jo betragte Dem, som en Ven! En Slags Forestilling om Deres Person har jeg dog; jeg har i en engelsk Journal, seet Deres Portrt; - hver Reise for mig er som et aandeligt Bad, jeg kommer styrket og forynget tilbage. Ingen Reise, intet Aar i mit Liv har vret lykkeligere, mere solbelyst end dette sidste. O De veed ikke hvor elskelige man i Tydskland har vret imod mig, Fyrsterne, Kunstnerne, Alle - ja, jeg har kun seet og flt det dle Menneskelige der overalt! Som i Middelalderen, Troubadouren kom fra Hof til Hof er jeg ogsaa kommet, og milde ine saae mig; Huus for Huus aabnede sig og jeg var i de fleste som halv hjemme. Jeg har kun Aarsag til at elske Menneskene. - I Tydskland kan jeg nu ogsaa udtale mig, desvrre vil det ikke gaae saaledes naar jeg kommer til London, jeg kan ikke Engelsk! - men jeg vil begynde derpaa, og vel er jeg en daarlig Sprogmand, men jeg har et Slags Talent til at kunne med de faae Ord jeg kan i et fremmed Sprog klattre igjennem en Conversation, og De, De taler vel Tydsk?

Jeg arbeider flittig paa en ny Roman, lever et frit uafhngigt Liv, thi jeg behver ikke meget, jeg har ogsaa i Danmark trofast Kjre, Mennesker, som med Sjl og Hjerte holde af, min Konge er mig naadig og god og jeg elsker ham, han er oplyst og del! Fra Tydskland kommer mangt et glad og hderlig Budskab og nu - fra Engeland; ja, jeg forsikkrer Dem, tidt troer jeg min Lykke er en Drm! seer jeg tilbage over hele mit Liv til nu, da prdiker det forsvundne en Prdiken om Gud og hans Kjdighed, der er langt mere gribende, end nogen Geistlig endnu holdt den.

Bring Ainsworth min kjrlige Hilsen, jeg takker ham fordi han saa venligt erindrer vort Reiseliv, Dagene i Qvarantainen, han var en hist elskelig Engelnder og jeg er truffet paa mange af hans Landsmnd, jeg har faaet kjr; da jeg skrev Bazaren troede jeg rigtignok ikke at den, eller nogen af mine Skrifter skulde vre. blevet oversat paa engelsk, ellers havde jeg maaskee slet ikke skrevet Vetturinreisen, med den utaalelige Engelnder, dog dersom De havde kjendt dette Menneske, diet, hvad jeg diede med ham - og som jeg ikke har fortalt - da vilde De finde, at jeg ikke har gjort det for haardt. Siden jeg ellers her omtaler Bazaren, maa jeg tillige protestere imod een Beskyldning mod mig i Deres Artikkel over samme Bog, Gud veed, De har sagt meget mere Godt end jeg fortjener, men De siger noget, som ikke er rigtig, at jeg altid er imod Jderne! - Nei, nei! det er ikke saa; jeg har altid taget deres Parti, just fordi jeg har seet man saa ofte var uretfrdig mod dem. Jeg har ligsaa varmt et Sind for dem, som Cumberland havde, da han skrev sit uddelige Drama. - De maa give mig Ret, thi jeg har den. De kan ikke vise mig et Sted, hvor jeg har udtalt nogen Uvillie mod dette begavede, ulykkelige Folk.

Men det er blevet et langt Brev, og vist, som det frste Brev til Dem, et underligt sladdrende Brev, men jeg betragter Dem alt, som en halv Bekjendt, een af Vennerne, i et Land hvor man er mig god, og hvor jeg lnges efter at komme. - Gld mig snart med nogle Ord, at De har lst og optaget alt dette, som jeg giver det, af et fuldt varmt Hjerte. Mary Howitt, beder jeg Dem ogsaa venligt hilse fra mig, ja Enhver som er mig god, min Tak min Hilsen.

med udmrket Hiagtelse, Deres hengivne

H. C. A

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost