The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 18. juli 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

31. Til E. Collin.

Kjbenhavn den 18 Juli 1831.

Kjre, kjre Collin!

Det er meget kjedeligt, det at64 maatte skrive til Venner og Bekjendtere naar man er borte, man kan virkelig holde meget af dem og dog ikke have Lyst til at tage Pennen, det er en Ting, vist Ingen bedre kjender end jeg; men naar man derimod er den der venter Brevet, saa vil man ikke godt indsee dette; dog det gjr jeg, og er i Hjertet vis paa at De er min Ven, skjndt jeg slet intet Brev faaer fra Dem. Emil sagde mig for en 14 Dage siden at De havde skrevet ham til, at jeg den flgende Postdag fik Brev fra Dem, men der er endnu intet kommet. De skal ikke undskylde Dem, jeg kjender, som sagt, nok det piinlige at maatte skrive mange Breve. De har jo tnkt paa mig? Ikke sandt! Ret ofte lnges jeg efter Dem, saaledes kan De ikke tnke paa mig, det ligger nu saaledes i vor forskjellige Natur; men gid jeg dog havde Dem! Min Lanterna Magica O: min Reise, skriver jeg raskt paa, men deraf kan jeg nu ikke meddele Dem noget, kun enkelte af de lyriske Stykker, men selv disse, som De nok indseer, blive da revne ud af deres Sammenhng. Her har De en Slump, siig mig nu Deres Mening om dem.

No. 1. Den blinde Moder

(dette Digt er puttet ind ved Reisen fra Merseburg til Leipsig)

1.

Trommen hvirvler de er' nr!

Mgtigt suse Hrens Faner.

Moder, det er Vinden her,

Der gaaer gjennem Skovens Graner.

Hrer Du ei Hestens Hov?

Rustvogn tt ved Rustvogn kjrer.

Veien gaaer i denne Skov,

Det er Reisende Du hrer.

2.

Stille Barn, de er' os nr!

Vinden suser ei i Granen.

Seer Du ei den hele Hr,

Stolt Din Fader brer Fanen.

Nei, det er ei Nattens Blst,

Eller fremmed65 Mand, der reiser,

Foran Hren paa sin Hest,

Rider jo den store Keiser.

3.

For mit ie er der Nat,

Men i Mulmet ham jeg kjender.

Barn, jeg fler mig saa mat,

Fold Du mine gamle Hnder!

Vinden suser gjennem Fanen,

Mildt Din Fader vinker der,

Barn, o st mig her ved Granen,

Dden fler jeg er nr !


No. 2.

(her har De et andet Digt, der vistnok er de mest bielig Vers jeg har skrevet, Situationen er paa Grndsen af Bhmen og Sachsen paa grosze Winterberg.)

Hit paa Bjerget hvor Skyerne gaae,

Hvor de sorte Graner staae,

Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,

Sidder jeg ene;

Snart er Fjeldet en ,

Skyerne staae, som en uhyre S;

Nu skilles de her,

Og i Sollysets Skjr,

Seer jeg dernede den grnne Vang.

Der var jeg engang,

Der, hvor Fuglene slaae,

Hvor de brune Hytter staae,

Hvor Rgskyer, blaalige hvide,

Hvirvle ad Bjergets Side.

Et Hjem fandt jeg der;

Jeg fandt en Hjertenskjr;

Tanke og Sjl flte jeg brnde

Ene for hende!

Hun elskede mig hun var tro!

Tro derfor skildtes vi to.

Hun var Brud. Dernede de bygge

I Hytten, hist hvor Egene skygge,

Hvor Rgskyer hen over Toppene blge;

Hun sin Tanke maa dlge,

Hun tr ei tnke paa mig.

Dog, drmmer Hjertet kun Dig!

Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte;

Du kun boer i mit Hjerte!

O Du Skyernes blgende Hav,

Skjul mig min Kjrligheds Grav!


No. 4. Tre Dage af en Tyvekngts Liv.

(det kommer i Preusen)

1.

Den frste Dag jeg husker det godt!

Det var paa Marken foran et Slot;

Man hngte Een i en Galge der,

Og det var min Fader, denne her.

Min Moder man ind i Hullet jog,

Men dirke hun kunde, det slle66 Skrog,

Hun lb til Skoven, mig tog hun med,

Og vi kom begge ret godt afsted;

Den Gang, var jeg kun en Unge!

2.

Den anden Dag ja Tiden gaaer!

Da var jeg saadan en nitten Aar.

Jeg blev forlibt jeg var ei klog,

Nr var jeg bleven et rligt Skrog!

Hvad Kjresten vilde, det vilde jeg med,

Men hun gjorte Nar af min Kjrlighed!

Hun var, som de andre, af Evas Slgt,

Jeg blev da igjen en Tyvekngt,

Og det skal jo nogen vre!

3.

Den tredie Dag ih nu, lad gaae!

Jeg maa vel slgte min Fader paa.

Af Sult min Moder forlngst gik bort,

Men jeg, jeg gjr det nu mere kort

Lidt hit jeg hele mit Liv har tnkt,

Nu kommer jeg hit, nu bliver jeg hngt!

Maaskee min Kjreste seer her paa,

Hun er her med Manden og med de Smaae,

At see, hvor Tyven kan dingle.


No. 5 af Indledningen til Reisen.

En Forgrund med en Smule Grnt,

Et Tr men det maa vre kjnt!

En Luft, og saa er det forbi,

Saa har man strax et Malerie,

Men til et Digt? Hvad skal der meer!

Her strax man et for iet seer.


Dette lille gjr Lykke hjemme hos Deres.

Men nu har De vel Vers nok? Vi vil gjemme lidt til en anden Gang. Bogen vil blive saastor, som Fodreisen, maaskee lidt strre, og den kan trykkes67 sidst i August, haaber jeg, nu maa De raade og hjlpe mig lidt, hvordan bre vi os ad med dette Opus. Det er kjedeligt at samle Subscribenter, og sine Venner maa man heller ikke alletider plage, jeg vilde derfor, at denne skulde have en Forlgger, men hvem? Hvor meget skal jeg have for Arket? Hvorledes skal jeg tale om det. Skal Reitzel eller Printslau denne Gang lyksaliggjres? Hvad, hvordan og hvorledes? Siig mig det i Deres frste Brev, thi saa lnge vil jeg intet tale om. Det er kjedelig at jeg ikke ret selv kan snakke for mine Sager. Det er ogsaa mit nske og min bestemte Villie, at faae den oversat paa Tydsk, selv om jeg intet faaer derfor, kan De maaskee ogsaa give gode Raad i denne Henseende?

Nu er der da nedsat en Komision der skal bedmme Musikken af de unge Componister, den bestaaer af Weyse, Siboni, Schall og Zink. Directionen vil have Een til, og have foreslaaet Bay, hvad synes De? Men de andre synes ikke om ham, det bliver troer man, Harttmann. Deres Broder Gottlieb og jeg var igaar hos ham og hrte Musikken (han er nu frdig med 1ste og 2denAct.) Gottlieb troer det gjr furore. Bredahl er i anden Act, den frste har vret under Censur og vundet meget Bifald, kun siger Siboni, at den ikke er erhaben, men niedlich, ein Stch wie das Slosz Montenero; men det er jeg forniet med. Jeg har vret et Par Dage i Sllerd, Boye var meget elskelig mod mig, og vi vare enige i mange Ting. Skriv mig dog snart til, men et langt Brev, der er jo saa meget De kan sige mig; husk jeg har kun faaet eet Brev (det i Berliin) i en 10 Uger, thi saalnge er det nu siden jeg talte med Dem. I Aftes skrev jeg et lille Harzdigt, det er det sidste, altsaa det kjreste, det er derfor bedst De faaer dette med og saa lev vel! Hils Bindesblles Familie, jeg tnker ofte paa de glade Dage ifior, dernede ved Assens.

Kulbrnderen

1.

Mellem Skovens Graner her,

Brnder Ildens rde Skjr.

Kulsort Rg fra Hytten gaaer,

Foran Ilden Svenden staaer,

Og belyst af Trets Gld,

Seer han ud halv sort, halv rd;

Han de store Masser vender,

Strkere det brnder.

2.

Lnet til sin Lfte Stang

Nynner han en gammel Sang:

Granen voxer Aar for Aar,

Altid lige grn den staaer,

Som min Kjrlighed saa skjn,

Altid grn, men dunkel grn!

Sangen ingen Trst ham sender

Strkere det brnder!

Lev vel kjre kjre Colin!

Deres Ven

Andersen

[I Margen:

] Fru Viborg har bedet mig at skrive: De har jo en lille Bog, hvori De optegne[r] alle Deres Feil, vil De deri tilfie jeg glemmer ogsaa at skrive dem til, jeg har lovet det, og som jeg veed holder meget af mig!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter