The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. september 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

185. Til E. Collin.

Leipzig 11 Sept: 1846.

Kjreste Ven!

Fra jeg traadte ind i Tydskland har jeg skrevet eet Brev til Deres Fader og eet til Dem, paa intet af disse har jeg faaet Svar; De mldte mig at Deres Fader havde vret syg, men nu besgte Jylland, og at Ingeborg var vltet; jeg fler en Angest, en Uro, jeg lever i stadig Frygt at noget Vrre er skeet; at een af dem ligger meget syg; Deres Fader maa jo dog ved Septembers Begyndelse vre kommet til Kjbenhavn og da maatte han, efter hans venlige Sind for mig, have skrevet; jeg er endnu skrkkelig nerveus, kan slet ikke forvinde denne skrkkelige Sommers Indvirkning; jeg piner mig der hos med Angest for mine Kjre og De veed jo at det Collinske Huus, er Hovednrven mellem mig og Hjemmet. Beed dog Deres Fader skriver et Par Ord, om han har faaet mit sidste Brev fra Tydskland, ligesaa, om ogsaa De har faaet eet fra mig, jeg gav det paa Posten i Weimar.–Nu maa jeg i midlertid bede Dem og Deres Fader at Breve, sendes til Oldenborg, Groszherzogthum Oldenburg, dette sidste maa isr huskes, thi ellers lbe disse Breve til Oldenburg i Holsteen; De er saa god at adressere der til Hofrath, Ritter m, Orden, von Eisendecher, der tager jeg hen paa Tirsdag, og bliver Maaneden ud.–I October er jeg i Danmark. Det var mig smerteligt at forlade Weimar, hvor man saa gjerne nskede jeg skulde overvintre! Hendes keiserlige Hihed, er mig inderlig god, og De gjr Dem ikke Begreb om Arvestorhertugens Venskab for mig. Jeg var, da Kongen af Holland vilde vre paa Ettersborg og jeg saae hvor lidt Plads der var, taget 2 Dage ind til Weimar til Beaulieu; Arvestorhertugen kjrte da ind og besgte mig, og da vi den anden Dag ved Taffelet paa Belvedere ikke som vi vilde kunde sige hinanden Levvel, han gik med sin Gemalinde og Kongen af Holland til Schlesien, kjrte han efter Afskeden med sine Forldre, hen til mig, hvor vi i Sophaen udtalte os endnu engang ret til Afsked, og hvor han paa det kjrligste bad mig blive Vinteren hos sig, eller i det mindste til midt i October for at overvre Indvidsen af Herders Monument, men jeg sagde min Trang efter nu at komme hjem, og der fuldende Ahasverus, som ret ligger mig i Tanke; jeg skal mundtlig fortlle Dem meget om den unge Arvestorhertug, som Elertz engang, paa sin raske Maade, saa frisk dmte om, og dmte saa ubillig; jeg troer neppe der gives et dlere Sind end den unge Frste og han er ikke ringe begavet, men noget forlegen i sin Fremtrden, han er ogsaa af dygtige Mnd, udenfor Sachsen, vurderet og afholdt; et Par Trk af hans Personlighed, skal jeg ved Leilighed meddele Dem og De skal begribe hvor meget Fortrffeligt der rrer sig i ham.–I Weimar selv betragtes jeg af de Fleste, som jeg hrte hjemme der.–Hvor kjrligt og skattet er jeg ikke overalt i Tydskland!; den forkastede Hjrnesteen synes at faae en god Plads i den europiske Litteraturs store Bygning.–Fra Engeland har jeg Brev, man vil ogsaa der slutte en Slags Acordt med mig, om forud at faae de trykte tydske Ark af mine Skrifter; Mary Howit fortller mig at jeg er i det store Engeland en Yndlings-Forfatter, og i Amerika gaaer det mig jo ligesaa;

hvor slsomt, jeg den overseete, med Fdder traadte, bespttede'ndash; – oh!–Nu kommer jeg hjem til den kolde Winter! det collinske Huus isr, maa erstatte mig Alt, jeg kommer, med kjrligt Hjerte, med det Barnesind, man ikke i Kjbenhavn har kunnet slaae ihjel! jeg er blevet eet Aar ldre, har lrt at elske Kunsten for sin egen Skyld, og jeg haaber, i den at glemme mit menneskelige jeg !–Vr mig god, vr mig en trofast kjrlig Broder, det er Gemyt og Hjerte der gjr min Verden, der styrker og fordler mig; med Guds Hjlp haaber jeg at vise fornyet aandelig Dygtighed.–Br lidt over med mig, om jeg bliver lidt mfindelig, imellem lidt heftig! jeg er blevet forvnt ude'ndash;jeg veed mine Mangler og Ingen ydmyger sig mere i Tanken for Gud end jeg, men jeg veed ogsaa nu af facta hvor megen Uret jeg har lidt, hvad Betydning jeg har, og hvilken Plads jeg som Digter indtager; men hvorfor skrive alt dette til Dem; det flyder mig af Pennen, da jeg er saa ganske Nerve og Bevgelighed endnu !–I Jena har jeg opholdt mig 5 Dage og i Forening med Professor Wolf oversat mine Digte, jeg sender til Viggo eet af Digtene, der vil fornie ham; han faaer det et andet Aar paa engelsk, (i Engeland kommer nemlig ogsaa mine Digte ud); her i Leipzig arbeider jeg med Byrons Overstter Bttcher, der paa Lorcks Regning skal levere nogle af mine Poesier; det angriber mig imidlertid, jeg trnger til Ro, Hvile, jeg maa ikke bevges, og Alt bevger mig i denne Tid.–Lorck vente vi hver Dag, jeg bliver til han kommer; De har vel talt med ham, mit Haab er at han bringer mig Brev fra Dem; skjndt jeg hader dette at sende Breve med Leilighed, det gaaer altid ind i Evighederne.–Tak for Deres herkuliske Arbeide, jeg er halv ulykkelig derover, og jeg seer heller ikke hvorledes De skal blive frdig. Biographien skal jo vre trykt i October og endnu er knap mere end eet oversat316 Ark her! Reutscher overstter slet, jeg har med Btcher maatte corrigere det Tydske og fundet Huller deri, Stder, som han har oversprunget, thi det var Intet, De kunde finde Grund til at udstrge.–Naar De skriver mig til, da tag altid mit sidste og nstsidste Brev for Dem, thi der ere mange Ting jeg sprger om, men som ikke besvares; det lille Lystspil veed De jeg gjerne vilde oversette i Tydskland, dersom Forfatteren skal nvnes nu; send det til Oldenburg. Her i Leipzig har jeg fra Adler, endelig faaet Brev, det er gaaet det halve Europa om efter mig og han siger at et tidligere Brev, det jeg heller ikke har faaet, er sendt fra ham til Neapel.–Jeg har maatte give henved 2 Rdlr for Brevets Omvandring, det bragte mig imidlertid mange venlige Ord og Hilsen fra Kongen og Dronningen; der synes at have optaget mit Brev, det jeg skrev fra Wien til Kongen, srdeles vel! Tilladelsen at bre Ordenen fulgte; ved at nvne dette maa jeg dog sige til Dem317 og til Deres Faders Yttring i tidligere Breve, at havde jeg i dette Anliggende henvendt mig til Deres Fader var det strax bragt i Orden, det er jeg ogsaa for visset om, men det blev netop skrevet til mig, skrevet af Deres Fader, at jeg skulde selv skrive derom til Kongen, eller faae Adler til at arangere det. Det er umueligt at misforstaae de skrevne Ord, jeg blev just viist derhen!–Af det engelske Brev jeg her har faaet fra Mary Howit, seer jeg at hun endnu ikke efter'ndash;jeg troer snart to Aar'ndash;har faaet den Bog den gode Kammerjunker i Mad: Thybergs Huus besrgede, den er aldeles ikke naaet London, Bjelke har selv sagt hende det, men ivrigt i den Anledning vret saa hflig at opsge hende og sige hende det.–Under Skrivningen af dette, har jeg havdt et Par Vesitter, det er mig en Plage, med de gode Mennesker, som komme i denne Tid og prsenterer nye Poeter og Kunstnere for mig, jeg er, som Jenny Lind, kjed af de mange smukke Talemaader, imidlertid hrte jeg dog her fra Amerika, af Een der netop kom der fra, Befstigelse paa min Erkjendelse i dette Land, selv OT er nu ogsaa kommet der og Eventyrene.–Hvor det er moersomt, jeg glder mig, som et Barn, Sligt var aldrig faldet mig i Tanker !–Min Biographie

haaber jeg vil end mere vkke Interesse for mig, og den maa snart ud! af den tydske Overstter, samt af Lorcks Med bestyrer har jeg den inderligste Opfordring om at faae noget Manuscript fra Dem!–Siig mig dog hvad De og Deres Jette synes om det Hele.–Skriv mig til om hvem jeg kan dedicere den tydske Udgave af mine Skrifter, enten Arvestorhertugen af Weimar eller Kongen af Danmark, hos den sidste maa jeg have en Tilladelse. Vidste jeg Kongen satte nogensomhelst Priis derpaa, da fik han den; jeg har den inderligste Trang til at vise ham min Taknemlighed, men seer De Arvestorhertugen elsker jeg ogsaa, med en Broders Sind har han behandlet mig.–At den318 megen Skrivning med Biographien er Skyld i at De ikke sender mig Brev begriber jeg, men lnges kan jeg derfor lige fuldt.–Hils nu Deres Kone og alle Brnene, hils Deres egen Fader og Sskende. Theodor hrer jeg aldrig om eller fra, hils ham ! og siig han har tidt vret mig i Tanke!–og nu Lev vel kjre Ven!

Deres trofasthengivne

H. C. Andersen.

E.S

Vi faae nok af Mendelson snart en Melodie til: lille Viggo.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost