Dato: 31. maj 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Voigt
Sprog: dansk.

Leipsig den 31. Mai 1831.


Kjære, kjære Christian!

Igaar ankom jeg her til, og min første Beskjeftigelse er at begynde paa det Brev du skal have fra mig fra Dresden. - O, hvor meget underdeiligt af Guds store Natur, har jeg dog seet siden jeg sidst skrev! Onsdagen den 25 Maj tog jeg med Snellpost fra Braunsweig til Goslar. Her var jeg første Gang imellem Bjerge, o havde du været her! min kjære, kjære Broder! De ligne ikke Skyer, ikke Havet, nei det er en Natur man maa see, men dog ikke kan fortælle; et svulmende Steenhav, en Kjæmperuin, der synes afbrændt, og nu pyntet med dunkle Graner. Jeg var inde i Bergværket. Gangen glindsede af Kobber og Sølv. Vandet bruste over mit Hoved med saadan en Larm at jeg knugede mig fast til min Fører. - Fra Goslar begyndte min Fodtour der i 4 Dage omtrent var 16 Mile, maaskee mere. - Jeg besteeg Brocken fra Ilse. 3 Stunde gik det immer »Berg auf«, jeg blev saa træt og hungrig, at jeg maatte hvile flere Gange. Ilsefloden styrtede i prægtige Vandfald over de store Klippeblokke, kridthvidt Støv foer over de sorte Afgrunde og altid blev det koldere, nu saae vi Sneen og jeg var paa Bjergtoppen, men Alt var »Nebek Vi sad alle i en ækel Sky, der vist nedenfra kunde see meget poetisk ud, men her oppe var kold og mørk; jeg havde Ild i Kakelovnen og maatte drikke 2 Glas Puns, før jeg kunde finde mig i det. - Længerud paa Aftenen begyndte det at blæse; Skyerne foer som lette Taager tæt forbi mit Vindue. Blandt de mange Reisende der, var ogsaa 30 i et Selskab, der alle havde Musik med (i 10 Aar havde der ei været Musik paa Brocken). Disse spillede, toge Kosteskafter og Ildklemmer og dandsede en Hexedands idet Maanen brød frem. - Om Morgenen Klokken 3, blev der kaldt paa os, og tænk dig min Lykke, det var klart; (noget som er sje1dent!). Dybt under os var Alt Skyer; i Dalen har man ikke kunde seet Solen for den graae Himmel. O, det er et underligt Syn, kun at see Skyer dybt under sig. Det var et uhyre Hav, hvor de hvide Bølger vare forstenede. Snart dampede nogle bort og vi. saa Bjerge en 12 Mile borte. I Brocken-Bogen, hvor man skriver, sædvanlig et lille Vers, skrev jeg det første paa min Reise:


»Høit over Skyen staaer jeg her,

dog, Hjertet maae bekjende:

du var dog Himlen meere nær,

den Gang du var hos hende!«


Fra Brocken besøgte jeg Baumanns Høle, den er saa dyb, siger man, at, om man endog gik 14 Dage derinde, fandt man dog ei den ydderste Grændse. - De forunderligste Figurer har Drypsteenen dannet, og jeg var her flere 1000 Fod under Jorden. Du kan troe, at jeg klattrede lidt ængstelig ned af de lange smalle. Stiger, med min Lampe i Haanden. - I Blankenburg var jeg en Nat over og saae her, første Gang, Ruiner af en Borg, der var hukket ind i. Klippen, denne var lodret ned paa den eene Side og vi talte derfra 10 a 12 Kjøbsteder med Magdeburg i Spidsen. - Dog noget af det Skjønneste paa Harzen saae jeg siden, samme Eftermiddag, nemlig »Rosztrappe«, en romantisk vild Fjeldegn, hvor en Flod bruuste under os; man skjød en lille Pistol af, og den dundrede som Kanoner mellem de stolte Fjelde. Her drak jeg »Bergwasser«, et Slags Viin, man præsser af Bøgetræerne, det smagte som Champagne. - I Alexisbad vare kun faae Gjæster, jeg drak af Brønden, men det smagte som Blæk. Her i Leipsig saae jeg i Aftes italiensk Opera, Wilhelm Tell, af Rosini; Stykket er saa stort, at hverken Sangere, Orkester eller Publicum kan see det Hele paa eengang, derfor fik jeg kun de 2 første Acter i Aftes og skal nu i Aften see de to andre;- Theatret er ikke ganske saa stort som vort. I hee1e Stykket bliver ikke talt et Ord, alt er Recitativ hvor der ellers skulde tales. Jeg var hos Brockhaus igaar for at hilse paa Lotte Oehlenschlæger, hun blev uhyre overrasket over at see mig her, og skabede sig da saa grausomt, at det var en Skam. Jeg har ellers her fundet en Dansk, der strax idag besøgte mig, en riig Boghandler fra Christiania Hoppe, vi gaae i Aften i Operahuset, erste Rang, for at lade os see. - Mig tage de alle for en Engelænder, og her i Hotellet har man sagt til de flere der have spurgt om mig, som Dansk, at her ingen var. - Men nu lev vel! i Dresden mere! Din Christian.


Dresden den 3 Juni.


I Dag har jeg været paa det store Billedgallerie, havde vor berømte Landsmand Dahl ikke ført mig derhen, havde jeg ikke kommet der, eftersom Galleriet i denne Tid er lukket, da man ordner Malerierne. O Raphaels Madonna og Corregio[s] Nat, er det allene værd, at reise til Dresden for! - Jeg kom her igaar Middags, og var alt om Aftenen til Thee hos Tieck; her var en Fiinlænder, der havde reist Verden rundt med Krusenstern, samt to Nordmænd, foruden Dahl. Tieck underholdt sig længe med mig, og overtydede mig om det feilagtige i Oehlenschlægers Coreggio. Siden læste han 2den Deel af Schackspears Hendrik den 4de for os og en udvalgt Kreds; det var noget ganske underdeiligt. Jeg har ellers en slem Tandpine, der følger med mig paa min hele Reise, og gjør, at jeg ikke ret kan tumle mig, som jeg vilde. - Jeg har da allerede givet flere Penge ud end jeg havde bestemt, her til Dresden. - Du skal see, hvilke Regninger jeg har faaet! men jeg har ogsaa brilliant Opvartning, en 3 a fire der løbe om mig, saa det i Førstningen generede mig, nu kan jeg bedre tee mig, som en fornem Herre!


den 4. Juni.


Igaar da jeg spadserede paa de brühlske Therasser, mødte jeg vor Landsmand Fröhlig, der kommer nu hjem fra Neapel, vi have i Dag været i Katholsk Kirke sammen og hørt Kastraterne, jeg blev ganske veemodig derved, der ligger saadant noget dybt, smerteligt i deres Sang, at Hjertet maa svulme derved. Veiret er ellers daarligt, men det er første Gang paa min Reise. Det regner og er koldt som i Kjøbenhavn! O gid jeg kunde flyve længere mod Syden, der føler jeg mig hjemme; jeg har slet ingen Hjemvee efter Kjøbenhavn, der er heller intet der, intet i Danmark, jeg med hele min Sjæl kan hænge ved; aldrig vil mit Hjerte mere komme til at elske, jeg er skuffet i min første, varme Tiltroe; o jeg frygter nu at blive kold, kold mod Alt i den vide Verden, uden Verden selv; Guds store, herlige Natur; Ene er jeg bestemt til at spadsere om i den, intet Hjerte elsker mig ret! - men det er nu min Bestemmelse, og jeg er jo meget lykkelig!


Dresden den 9de Juni.


I Aftes kom jeg her tilbage fra min Udflugt til det saxiske Schveits og de bøhmiske Bjerge, strax til morgen løb jeg paa Posthuset, hvor jeg alt flere Gange har spurgt om Brev fra dig, og blev da, naturligviis saare lykkelig ved at finde dit kjære, kjære Brev. Du har sendt det den 31 Mai, altsaa den samme Dag, jeg i Leipsig begyndte paa Dit. - Vore Tanker have mødt hinanden. - Du siger mig saa lidet om Riborg, men du veed da heller ikke meget, kan jeg nok vide! - Hver Gang jeg tænker paa hende, føler jeg en Smerte saa usigelig dyb, men jeg kan ikke græde, jeg elsker hende heller ikke mere, det er vist, men jeg lider nu mere ved Erindringen om hende, jeg har en Tomhed - O Gud, Christian, gid du aldrig føle hvad jeg føler; - Min Reise bringer mig ikke til at glemme hende, nei, jeg kommer ikke helbredet tilbage, maaskee roligere, mere forstilt, min Smerte er ikke for de kjedelige Hverdags Mennesker, med dem maa jeg lee og slaae Koldbøtter for ikke at gjælde for en føelsom Nar. - Jeg bør ikke bede dig at hilse hende, hun har det jo ogsaa godt i det smukke lille Huus hos ham, hun ret elsker; - men lee af mine Følelser, kan hun dog ikke; det er en djævelsk Tanke, og jeg kan ret ved den føle, at jeg har sydlig Blod i mine Aarer, o, havde jeg dog dig her! du er mig jo tro? - Du kjære, kjære Menneske! - men ikke mere! jeg vil ikke slutte mit Brev i Dag; mit Humeur er sat lidt i Bevægelse. - Vi sees snart. - Cholera er nu kun fire Mile fra Berlin, derhen gaaer jeg med Posten imorgen, der er slaaet en Cordon tæt ved, hvor vi skal forbi, men jeg er slet ikke bange, hvad godt skal vel jeg gjøre i denne Verden!

din Christian!


Dresden den 10 Juni.


I Aften Kl. 6 flyver jeg med Iilvognen herfra; jeg har i Dag faaet nogle ret kjære Erindringer fra vor berømte Dahl, nogle Skizzer; jeg har nu sagt Tieck Farvel, han trykkede mig til sit Hjerte, kyssede mig paa Kinden og bad mig have Mod til at gaae den herlige Vei, Gud havde aabnet for mig, jeg maatte græde, som et Barn, jeg følte, at jeg var ham kjær, at han erkjendte mit Digterværd, han bad mig endelig love at skrive Tydsk. - O, hvor det bedrøver mig at sige Farvel til de kjære, stolte Bjerge, nu gaaer det til det fornemme Berlin og derfra over den flade Sandørken, til Havet bærer mig til Danmark. - Ja, jeg elsker Bjergene, jeg elskede dem før jeg saae dem, og dog ere de ganske anderledes end vi drømme det der hjemme. Dunkelblaae, med sorte Graner, og hvidblaae Nebel stige de op mod Guds Himmel! jeg seer dem vist aldrig meer! - dette er det sidste fra Dresden!

Berlin den 11 Juni.


For en Time siden ankom jeg her, efter at have kjørt hele Dagen og Natten. Ja, dette er en By! Pallai ved Pallais! Alt er Pragt. Jeg boer i Hotel de Russie hos Vaudeville digteren Angely, der ogsaa er Gjæstgiver, her er saa elegant, at det er en Lyst. Jeg har et deiligt Sovekammer med en Balkon, og en stor Sal, med røde Silkegardiner, en Tjener i Liberie sidder udenfor Døren og venter paa mine Befalinger; man tænder i dette Øieblik Voxlys i min Lysekrone, og Tjeneren siger: jeg kan faae Alt hvad jeg ønsker mig (?). - Det er vist en Forfører! - Men nu er her ikke Plads til mere! jeg maa da sige dig lev vel! fra dig faaer jeg vel ingen Brev i Hamborg? Jeg kommer der om 6 Dage. Imorgen er jeg saa heldig at faae Oberon at see paa det store Operahuus, men jeg maae da ogsaa give det dobbelte af hvad vort Parquette koster. I Aften spille de »Fra Diavolo«, men det er nu forsildig ,for mig, jeg skal strække mig lidt og spise Steeg, Fisk og Jordbær og prøve deres Viin; jeg er temmelig træt, og nogle nye Støvler fra Dresden jeg havde paa har klemt mig grusom. Hils fremfor alle Johan, dem hjemme, Graae, Jacobæus, Ærreboe o.s.v. o.s.v. - Snart har du mig! i det seneste om 14 Dage, rimeligviis kommer jeg med Wilhelmine. Jeg længes efter dig, du kjære Væsen, dog i Tankerne er jeg hos dig.

Din Christian.


I Margen: Tjeneren fortæller, at Choleraen kun er 1/4 Miil her fra; vær ikke bange! jeg er rolig.


Udskrift:

Dem Herrn Studiosus Theologiæ

C. Voigt. HestemøllestrædeNo 123 1 Sahl in Copenhagen

(Segl) H. C. A.

fr. Hamburg

Tekst fra: H.C. Andersens Hus