The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. juli 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

180. Til E. Collin.

Avignon 19 Juli 1846.

Kjre Ven!

Fra Petrarc og Lauras By skal De have, i det mindste et halvt Brev; jeg skriver Resten i Lyon, hvor jeg venter at vre om to Dage, hurtigere bliver det ikke. De har vel lst mit sidste Brev til Deres Fader, jeg sendte det fra den spanske Grndse, saa langt kom jeg. O De begriber ikke hvor meget jeg har lidt i den sidste Tid, saaledes at reise er det en Qval; alene at jeg maatte for Hede opgive Spanien var mig piinlig; i Vernet kom jeg nogenlunde til Krfter igjen, der var koldt og der var frisk Luft, og som Krfterne kom vaktes306 Lysten dog at naae Barcellona, det var kun een Nat og ikke ganske to Dage, men Lgen i Vernet og nogle spanske Familier raadede mig aldeles derfra, en ung Holstener, Clausen-Schtz, som lige kom fra en Reise, eet Aar i Spanien, sagde at see Barcelone var til at faae en Forestilling om Spanien, det samme, som om man fra Frankerige reiste til Nice for at kjende Italien; jeg var dog imidlertid i Kamp med mig selv, men Reisen fra Vernet til Perpignan overtydede mig om at jeg hellere maatte benytte de Krfter jeg havde tilbage for at naae Schweitz og den nstflgende Dag og Nats Reise, fra Perpignan til Cette, lrte mig at jeg aldrig havde naaet Barzelone; ja jeg vover for det frste ikke mere at reise 24 Timer ad Gangen; nu kan jeg begribe Deres Svogers Qvaler, hvorledes det for ham maa vre at reise.–Til Spanien kan man kun gaae i Marts og April, samt hen i September, det har man saa lseligt sagt mig forud, men hvad tnkte jeg paa at Heden kunde virkelig saaledes delgge et Menneske, naar Mennesket havde en Villie.– Det er en nerveus Svkkelse jeg lider af, kun i Vernet de sidste Dage var den307 saa godt, som borte. Aldrig glemmer jeg Reisen fra Perpignan til Cette! Frankerige er det meest fordmte Land, hvad Reise-Beqvemmelighed angaaer, kan man ikke 5 a 6 Dage forud bestille en Plads i en Coup saa faaer man Kjrligheden at finde!–Jeg kunde i Perpignan kun faae Plads i den bageste Deel af Vognen og her kommer hele Krapylet, jeg havde nu ikke tnkt mig det saa galt, som det var, jeg fik en Hjrne-Plads steeg ind og nu kom en jadsket kel Kjlling, saa kom en Matros, der strax trak sine

Stvler af og havde kle Been, saa en Bondekarl i en snavset Skjorte og saaledes fik jeg fem Naboer; Stvet vltede ind til os; hele Selskabet dampede, jeg sad med Vifte, Vandet haglede ud308 af mig, og jeg havde to Gange aldeles Flelse af at skulle besvime, det kan De troe er behageligt, nste Formiddag naaede vi Beziers og her, under nogle dumme, tynde Trer, der vist havde solgt deres Skygge, stod jeg med Paraply og ventede over en Time paa Trk-Baaden, der frer af Lanquedoc-Canalen til Cette; jeg var nr ved at segne om; tnkte virkeligt, jeg naaer aldrig til Schweitz, saaledes, som jeg er; endelig kom Fartiet, overlsset med Mennesker og Fragtgods, da det just nu er det store Marked i Beaucaire, der var Ingen til at bre mit Ti ombord, jeg maatte selv slbe det og da jeg kom ned i den overfyldte Kahyt, sortnede det for mine ine!–jeg satte mig lige ned paa Gulvet, der var ingen anden Plads og tnkte, lad der skee hvad der vil!–I sex Timer gleed vi under den brndende Sol hen af den til at blive gal over eensformige Canal, grnt Grs, grnt Tr, en Sluse'ndash;grnt Grs grnt True, en Sluse osv.–Da jeg naaede

Cette, var jeg den eneste der vilde blive der, og maatte nu kjre med alle de Andre frst ud til Jernbanen, da Omnibussen ikke frst kunde stte mig af og da jeg saa kom i Hotellet var der kun eet Vrelse, med Vindue ud til en lukket Gang, hvorfra al Mad-Lugten kom, da blev jeg formelig rasende! jeg skjldte Hotellet ud, forlangte:Luft, Luft!–Jeg var ved [at] grde og kunde dog have pryglet dem allesammen, mine Lemmer rystede! Madammen i Hotellet maa jeg imidlertid rose, hun sagde : De er meget afficeret! De har ret, men jeg har kun dette ene Vrelse!–Dog snart fandt hun paa Raad; den store Spisesal blev indrmmet mig, en Seng slaaet op; halv afkldt satte jeg mig ud paa Balkonen, fik Iis og Selzervand og sov deiligt hele Natten

dog endnu nste Dag var jeg saa mat at jeg af vor Consul, hos hvem jeg spiiste maatte flges hjem; Dagen derpaa igjen gjorde Cazalis's en lille Frokost for mig og Klokken 2 kjrte jeg saa den 2 Timers korte Tour paa Jernbanen til Montpellier; Alle talte de om den skrkkelige Ulykke ved Valenziennes og ved hver Dybde vi foer over gik den Tanke gjennem mig, Gud veed hvor jeg skal lgge mine Been, men jeg bad inderligt: skal en Ulykke skee, da helst brkke Halsen! det er frste Gang jeg egentligt har flt Skrk paa en Jernbane, men det ligger vel i mit Physiske. Med eet holdt vi stille, der var noget galt ved Kjderne'ndash;imidlertid kom det istand og vi fli, saaledes kjre de ikke i Tydskland, vi fli til Nimes; denne By saae jeg tidligere og da jeg fandt Diligense der i fire Timer gik til Avignon vovede jeg at tage en Plads, og kom her til i Aftes Klokken 10, her er noget kjligt, jeg har sovet godt og nu skrevet mig ganske trt, altsaa lev vel til'ndash;Lyon!

Genf 26 Juli 1846.

Jeg er i Geneve, kjre Ven! der blev intet af Brevskrivningen i Lyon, havde jeg skrevet derfra, da var Brevet blevet en heel Jerimiade; jeg har ikke havdt det godt siden jeg var i Avignon; temmelig svag tog jeg derfra og Dagreisen paa Rhonen angreb mig meget, og jeg har maatte blive hele fire Dage i det kjedelige Lyon, for at faae en ordenlig Plads med Diligensen her til, da jeg ikke turde tage den som den faldt; men nu skal De hre en lille Begivenhed, som slet ikke er for nerveuse Folk. Jeg er nsten til det Komiske ngstelig med at have mit Pas i Orden, og dog er det dette der i Frankerig har skaffet mig Skrk og Uro. Da jeg kom fra Italien til Marseille, gav Poletiet mig mit danske Pas tilbage og istedetfor Visa udstdte mig et fransk til Perpignan, for at vre vis paa at det kom rigtig i Orden, fik jeg vor danske Consul med op i Poletiet og nu var Alt saa fortrffeligt i det Rene; jeg kom imidlertid til Cette og der opdager jeg, at man havde vret saa galant i det franske Pas at gjre mig til 22 Aar, samt sagt at jeg var Svensk; jeg viiste det til Consul Jansen, der forsikkrede at det gjorde ikke noget, men paa min Anmodning gik han med til Mairen, denne erklrede at det var en saadan Feil at jeg i syd Frankerig kunde udsttes for at blive aresteret; Mairen udstedte nu et nyt indenrigs Pas til Perpignan, der viserede man mig det til Vernet og atter til den schweitsiske Grndse; af Forsigtighed lod jeg paa Gjennemreisen i Cette Passet igjen visere af Jansen og af den preusiske Consul; nu kom jeg til Lyon, man sagde mig at der var en Consul for Schweitz, som maatte paategne det; jeg sendte ham Passet, han forlangte frst een fra Poletiet i Lyon, og da det saae mit danske og franske Pas, erklrede de at de ikke vilde visere, det var ei som det skulde; jeg maatte op i Prefecture de police hvor man erklrede at der hrte til en Visa af den indenrigske franske Menister. Hvor boer han? Spurgte jeg!–I Paris!–Men jeg har ikke vret der og kommer der ikke!–Men den Feil er begaaet i det De kom til

Marseille at Deres danske Pas derfra skulde sendes til Paris og De opgive i hvilken Grndseby De vilde have det!––Det har man ikke sagt mig! det er en Feil af Poletiet i Marseille, jeg er fremmet, kjender ikke de franske Love! jeg beder Dem som Franskmand tage Dem af min Sag, da jeg i denne By ingen kjender?–Nu maatte jeg udstaae en lang Examination, hvilken Dag jeg havde forladt Neapel, var kommet til Livorno etc., dernst hver Dags Ophold i Frankerige; De kan troe det var en behagelig

Situation! havde jeg anet det forud, jeg var vist halv dd af Skrk, nu derimod, saalnge det stod paa, var jeg til min egen Forundring rask paa det!–Jeg fik efter en fornyet Lben Passet viseret for Schweitz, men da jeg i kom hjem i Logiet var jeg saa angrebet, saa nerveus, at jeg er blevet fire Dage i Lyon for at faae en magelig, luftig Plads.–I Eftermiddags kom jeg her til Geneve, fler mig, i den kolde Luft her er, usdvanlig vel. Jeg

boer ligeud til Genfersen, pleier mit Legeme, som det kan trnge til.

Mine ine ere ellers en Deel angrebne af den overstaaede Hede og jeg har nu i otte Dage samlet til Skjppe Byggryn paa ienlaagene, ingen behagelig Fornemmelse.–Posthuset er lukket, der venter jeg imorgen tidlig en Slump Breve, jeg har jo ikke siden jeg var i Neapel hrt hjemme fra. Imorgen efter Brevene slutter jeg dette.–Staaer der noget i danske Aviser om den utrolige Varme i Syden, her lser jeg at Folk de paa Markerne. Den ene Ulykke paa Jernbanerne flge[r] efter den anden; ikke frre end 6 have fundet Sted i de sidste 3 Uger. Jeg haaber derfor det gaaer heldig paa den franske jeg har tilbage fra Basel til Stratzburg. De Franske kjrer nu ogsaa, som de vare gale. Med alt dette er jeg dog ret tilfreds med hele Reisen i Sydfrankerige; jeg har fr vret to Gange i Paris, men det er dog anderledes at see flere af Provinds Stderne, isr de sydlige; det Eiendommelige trder her mere frem, og hvilken Rigdom af romerske Monumenter, eier dog denne Deel af Frankerige, det er rigt, som Italien selv. Dernst har jeg lrt mere Fransk, end jeg nogensinde kunde fr, eller rettere lrt mere i denne ene Maaned, end jeg i eet Aar vilde have faaet af Bger; og hvad Ingeborg nok vil sige er en stor Vinding: jeg har lrt at man ogsaa kan blive kjed af Reise, det vil sige naar Reisen er en Lidelse, som denne virkelig har vret.

Genf den 27 Juli.

Kjre Ven! De skulde have seet mig for en Time siden, jeg var saa lynende gal, ikke paa Dem eller Deres men'ndash;paa hele Frankerige! jeg sendte Klokken 7 imorges Bud paa Posthuset for at faae de forventede mange Breve og jeg faaer ikke eet!–jeg blev lynende knusende gal i Hovedet! altsaa havde Frankerige ikke engang kunde besrge mine Breve rigtig!–Nu gik jeg selv paa Posthuset og jeg fik eet fra Deres Fader, de havde ikke kunde lse Navnet, men paastod at der stod Anderen; naa Gudskee Lov, det var en Trst! tak Deres Fader derfor ! desvrre havde han skrevet saa lidt og jeg kan ikke see om han har faaet mit sidste Brev fra Pyrenerne, det var meget langt og med Indlg til Ingeborg, Louise og Jonna; jeg frygter det er forkommet thi paa intet af de tre Breve jeg i Vernet afsendte er Svar og det ene Brev sendte jeg til Arvestorhertugen af Weimar, der ellers er saa niagtig med at svare.–Jeg er hist urolig derover.–Deres Fader siger mig heller ikke hvor fra Pengene til dette sidste Creditiv ere tagne, 300 veed jeg ere fra Zahlkassen, men hvormange fra Theatret? det nskede jeg sat udfra hinanden; efter min Beregning er 750 U Banko = 500 Rdlr Dansk. Det er altsaa 200 for Liden Kirsten. Er det ikke saa.–Dernst har jeg igjen fra Perpignan skrevet Adler til om Tilladelse til at bre den rde rns Orden og det er fortvivlende at jeg ikke kan faae den fattige Tilladelse.–Det er jo ingen Orden jeg tager fra de 1000 hjemme, man der finder vrdig til at bre danske Ordner. Der er noget oprrende i, at mens jeg sidder og i min Biographie udtaler mig i Begeistring over mit Fdreland og Kongen, jeg paa samme Tid ikke kan faae Lov til at vise for Verden det Tegn Udlandet giver mig paa mit Vrd.–Beed Deres Fader fra mig sprge Kongen om han unaadig har optaget mit Brev, da jeg er i stor Uro derover? det er dog et beskedent Sprgsmaal der kan gjres, men jeg vil have Svar!–De skriver mig nu et langt venskabeligt Brev til!–Tnk jeg har ikke i over en Maaned hrt et Ord fra Hjemmet309 uden de Par Linier Deres Fader gav mig i Dag! hils ham, tak ham! skriv hvilke Breve han har310 faaet og send Deres Brev til Frankforth post restante.–Hils dem Alle, Alle!–O havde jeg

dog faaet et langt godt Brev i Dag! det er syndigt med de korte Breve! men det er sandt, man troer aldrig hjemme jeg kan vre syg!– Nu hrer

jeg da intet fr i Frankforth, med broderligt Sind

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Skriv hvad De og Jette sige om Biographien. Siig Lind velkommen hjem.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter