The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. juli 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Gunder Adler
Sprog: dansk.

Vernet Pyrenees Orientales den 11 Juli 1846

Kjre Hr. Geheime-Etatsraad!

I det jeg vilde reise fra Neapel, fik jeg Brev fra Conferentsraad Collin, han skrev, at jeg rimeligviis samme Dag jeg modtog hans Brev vilde ogsaa faae et fra Dem, men hverken i Neapel eller senere i Marseille, hvorhen alle mine Breve skulde sendes, har jeg modtaget noget fra Dem. Enten har altsaa ikke Deres Tid tilladt Dem at glde mig, eller Deres Brev er blevet borte paa Reisen, i ethvert Tilflde skriver jeg for at bevidne Dem min Tak, for at De venligt erindrer mig, De kan vre overtydet om, at jeg har et stort Hjerte der rummer Taknemmelighed mod de Mange i Hjemmet og ude, som ligesom kaste Solskin ind i mit Liv. Hvor megen Glde har jeg ikke nyt, hvor meget Herligt har jeg ikke seet, siden jeg tillod mig at sende Dem mit sidste Brev, der var fra Dresden! Jeg var der saa vel og godt; Alle Aabnede mig Huse og Hjerter og selv Kongen af Sachsen var saa naadig at lade mig tilsige; jeg tilbragte en hist behagelig Aften i den kongelige Familie, og ved Afskeden tilbd Dronningen af sig selv, naadigst at give mig Brev med til hendes Sster Erkehertuginde Sophie i Wien; ogsaa her, som i Prag hos Erkehertug Stephan fandt jeg den elskeligste Modtagelse. De gamle Keiserinide, Enke efter Kaiser Frantz spurgte mig om Hoffet hjemme, om Enke-Droningen, jeg var en Aften der og ved min Afreise fik jeg en smagfuld Brystnaal af Erkehertuginde Sophie til en Erindring om dette mit Ophold i Wien; vor danske Menister og flere af de frste Familie viiste mig al tnkelig Opmrksomhed og Godhed, saa man nsten ydmygede mig ganske med e saa stor Venlighed. Kunstnere og Forfattere have paa hele Reisen gjennem Tydskland overalt nsten overvurderet mig, ja jeg kunde blive fordrvet ved alt dette, men frygt ikke derfor, jeg tager det Hele, som en smuk Solskins Dag der skal oplive og styrke mig til nye Virksomhed. - Med Hensyn til Modtagelse og Behandling maa jeg regne Triest med til Tydskland; vor Consul, Gouverneuren / Grev Wallstein og en Mngde hjertelige Mennesker bragte mig ganske til at glemme, at jeg var ude, ja, saa godt som i Italien. Grev Wallstein har ellers en Slags Interesse for os Danske; han er en Descendent af Corfitz Ulfeldt, og har mange Breve og Erindringer fra denne ulykkelige store Mand; jeg gjorde vor Historiker von Allen i Rom opmrksom herpaa, og jeg troer, at han gaaer hjem over Triest for at tale med den ulfeldske Slgtning. Fra Triest seilede jeg til Ancona, hvor jeg frst fandt Foraaret, det varme, milde Foraar. En Broder til Frst Paar i Wien, gjorde Reisen med mig til Rom, hvor jeg boede med ham, og havde paa lidt Sygdom nr, deilige Dage. Rom er og bliver dog en Verdens By, men den har, siden jeg var her frste Gang, forandret sig meget. Det er, som om Ruinerne vare pudsede og saaledes har man understttet dem; Alt er reent og pynteligt men Folkelivet mere trngt tilbage, og Troen selv er ikke som for 13 Aar siden. Jeg saa, ved Paaskefesten, Hyrderne fra Kampagnen, staae medens den hellige Fader gav Velsignelsen. Forstanden er ogsaa paa Jernbane rullet ind i Pavestaten.

Af Alt i Rom interesserede mig denne Gang Statuerne meest; det er en heel Aandens Storhed, som her aabenbarer sig. Af Kunstnere vakte Jerikau meest Opmrksomhed og hans store Gruppe Jupiter Herkules og Hebe er jo ogsaa snart europisk bekjendt, dog stiller jeg denne langt bag ved hans nyeste Vrk: Jgeren; det er vistnok noget af det frste, Billedhuggerkunsten i vor Tid kan fremvise. Han var ellers allerede lidende, da hans Legeme ikke taaler Italiens Varme og nskede at komme til Norden; Lger og alle hans Beundrere, erklrede at han ikke kunde udholde een Sommer til i Italien; men han havde ikke Penge til Hjemreisen; jeg skrev til Conferentsraad Collin, hvorledes Sagerne stode, og var vis paa, at vor fortrffelige Konge vilde hjlpe Jerikau, og netop, da mit Brev var afsendt gik hans Lykkestjerne op, en russisk Frste kom i hans Attelier og bestilte: "Jgeren"; samme Dag fik han endnu to Bestillinger og kom saaledes selv til Penge og er - som De, Hr. Geheimeetatsraad veed, alt i Danmark - Varmen begyndte ogsaa at afficere mig og jeg ilede da med at komme til Neapel, hvor Jeg besgte Capri og Iscia, men ved den tiltagende Varme blev jeg skrkkeligt angrebet, at jeg tilsidst ikke kunde gaae tyve Skridt./

De sidste fjorten Dage var for mig sande Lidelses Dage; jeg har maattet ligge saalnge nsten Solen var oppe og jeg kunde ikke en Gang vove mig til Pompeji; aldrig har jeg prvet Sligt; jeg var ved hver lille Anstrngelse nsten afmgtig, og i denne nerveuse Svkkelse opgav jeg ganske at gaae til Spanien denne Gang. Jeg havde ikke tnkt mig Varmen i Syden saa strk og endnu mindre at jeg aldeles ikke kunde taale den, ellers havde jeg lagt min Reiseplan anderledes og i Marts gaaet til Spanien, det er da ret Tid; jeg derimod vilde gjemme det Bedste til sidst og maa nu - for nogle Aar, miste det. -Imidlertid havde jeg i Neapel det stille Haab at Sreisen til Marseille vilde gjre mig godt, og fandt jeg mig da styrket, saa seilede jeg med det frste Dampskib der gik til i Barzelona. Den 23de tog jeg med Castor fra Neapel, Skibet var overfyldt med Vogne og Mennesker, man kunde neppe rre sig, og nu fik vi et netop paa denne Aarstid, usdvanligt slet Veir: Det stormede i to Ntter og Dage, vi laae nsten Alle udstrakte hen under Vognene; de Fleste forlode Skibet i Genua, og jeg vilde have gjort det Samme, og herfra sgt til Schweitz - Noget man almindeligt havde raadet mig, -; men mit Creditiv var kun paa Marseille og nogle spanske Stder, jeg kunde ikke i Genua faae Nogen til at udbetale mig hele Creditivet og maatte derfor ombord igjen. Paa fransk Grund aandede jeg lidt sundere og Lysten til at naae, idetmindste Barzelona drev mig afsted; men frst 8 Dage efter min Ankomst gik et Skib, og det blev forlnge at vente, jeg besluttede da at forsge i smaa Reiser, hvorledes jeg holdt det ud i Diligence, og er ogsaa naaet Perpignan; men her slog Krfterne ikke lnger til; man er kun et Menneske! Alle sagde mig at selv i Barzelona vilde jeg finde det endnu varmere, at jeg ikke kunde holde det ud, men skulde hellere sge op i Pyrenerne og der ved det lille Bad Vernet vinde Krfter, ikke for at bereise Spanien i denne Sommertid, men for at blive strk nok til at naae tilbage til Schweitz.

Nu er jeg her i denne lille By, der ligger mellem Prades og den spanske Grndse; her er meget mildt og en frisk Luft, ja nsten koldt; jeg fler mig forunderligt styrket og seer at min hele Sygelighed er kun Varme og det, at jeg vilde drive igjenem Noget, jeg ikke kan. Men tungt var det at staae, ligesom Moses, og see det forjttede Land for sig, men ikke komme derind. Jeg er imidlertid nu saa styrket, at jeg kan gaae strre Toure og vil imorgen titte lidt ind over den spanske Grndse, men derpaa i Dag-/Reiser begive mig til Schweitz; skulde De der ret ville unde mig en glad Dag, da send mig et lille Brev, til Genf post restante; jeg beder Dem deri sige mig om den kjre Konge naadigst har modtaget mit Brev fra Wien; jeg skrev, da De sagde mig at jeg godt kunde det; jeg skrev saa ganske ud af mit Hjerte, at jeg aldrig kan troe, at Kongen har taget det unaadigt op! Jeg bad ham om at turde bre den mig af Kongen af Preussen tildeelte Orden; derom haaber jeg ved Dem, kjre Hr. Geheime Etatsraad, at erholde Tilladelse. Vil De hilse Deres Kone og Frken Hyer, jeg var i Neapel et Par Gange sammen med Frken Knudse, der er henrykt over Neapels natur og over sin Svoger, begge ere ogsaa meget fortrffelige. Hendes Sster synes jeg i hi Grad godt om, jeg var der et Par Gange. - Af Alle i Neapel maa jeg ellers fremhve den preussiske Minister, Baron Brockhausen som den der har taget sig meest af mig; ved ham skulde jeg have vret indfrt i flere diplomatiske Kredse; men jeg var for lidende til at taale at komme omkring. Imidlertid har jeg i Rom og Neapel fuldendt min Biographie for den tydske Udgave af mine Skrifter, og jeg troer de Danske, alle mine Venner ville vre tilfredse med den; jeg er ogsaa glad ved at jeg deri har kunnet udtale mit taknemlige Sind til Kongen og mine sande Venner. Eet maa jeg dog tilfie her i Brevet, Eet som har overrasket og gldet mig: Jeg traf i Marseille Ole Bull der kom fra Amerika og blev her i Frankrige modtaget med Serenader; han fortalte mig at de engelske Oversttelser af mine Romaner, vare i Amerika eftertrykte og i Godtkjbsudgaver i tusindviis udbredte, mit Navn der var hdret og kjendt. Det havde jeg endnu ikke troet, at mine Skrifter skulde flyve til den nye Verden! Ja jeg er et Lykkens Barn, men jeg skjnner paa det! Vor Herre har vist lagt Mrke der til, ellers var han mig ikke saa god. Min kjrligste Hilsen til ehlenschlger; Fader og Snnerne! Lev vel!

Deres inderligt hengivne

H.C. Andersen.

Hilsen til Hedemann &

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 13, 15-18)