The Hans Christian Andersen Center

Dato: 2. april 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 2 den April 1831.

Kjre, kjre Hr: Professor!

De kan ikke tro, hvor inderlig jeg har gldet mig til at tale med Dem og Deres gode Kone i denne Paaske, men saa komme De dog slet ikke, det ret bedrver mig! - Da Lorenzen reiste ud til Sor gav jeg ham et Brev til Dem, og et til Wilster, men begge har han tabt, som De nok veed? Det er altsaa, ikke ganske, min Skyld, at De ikke saa lnge har hrt fra mig! Idag er det min Fdselsdag, min frste Beskjeftigelse skal vre dette Brev til Dem og Deres Kone, gid jeg altid maa fortjene Deres Venskab; med et barnligt Hjerte holder jeg fast ved Dem, De vil vist ikke misforstaae mig. I Dag er jeg ordenlig et gammelt Menneske! og jeg kan ordenlig blive ganske bedrvet ved at tnke hvor barnagtig jeg dog er i mange Ting, uden dog ganske at vre hvad jeg har vret, thi der var en Tid, hvor jeg ret kunde drmme mig Alt, og naar jeg saa ret bad vor Herre i mit Hjerte, saa troede jeg det vilde skee; nu kan jeg slet ikke bede ham om det jeg nsker mest, thi jeg er saa fornuftig, at jeg veed, der skeer ingen Mirakler.

Jeg begynder ellers at kunne vise mig roligere, men i Hjertet bliver jeg vist aldrig mere ret glad; hvorfor mon Gud dog har vildet det saa? Havde jeg Sommer ikke kommet til Faaborg, saa havde jeg aldrig lrt at kjende Riborg, det havde dog vret bedre, skjndt jeg ofte finder det underligt, at jeg fr den Tid har kunde undvre Tanken og Forestillingen om hende. - Aldrig skrive vi hinanden til, vi br ikke, og dog veed jeg hun tnker saa tidt paa mig, at hun ret elsker mig, skjndt jeg ikke kan begribe, hvorledes hun saa kan gte en anden, jeg kunde det ikke! Gid at hun ikke var riig, saa var hun vist fri for den anden Mand, skjndt det er jo rimeliigt nok, han maa elske hende ogsaa for hendes egen Skyld. Jeg bliver vist ubillig mod ham, og dog er jeg, og ikke han, den der kan dadles, han har kjendt hende lngst. - Men jeg plager Dem, bliv ikke kjed af mig derfor, naar jeg ret skriver af Hjertet, saa kan jeg ikke vre moersom! - Dem og Deres Kone faaer jeg nok nu ikke at see, fr jeg til Sommer kan flagre ud til Dem, o hvor der er meget jeg vilde fortlle Dem; maaskee bringer jeg da noget af min Roman med, endnu har jeg intet skrevet af den, jeg har i Grunden ikke ret Mod at begynde paa den skjndt Skizzen staaer levende i mit Hoved, thi altid synes jeg, at mangle noget, jeg endnu maa vide; nsten daglig skriver jeg Data ud af Bger og Manuscripter paa Kongens og Universitets Bibliotheket, for ret at kjende Tidsalderen, og jeg haaber derfor min Flid skal blive belnnet. - Udstillingen, aabnes frst i morgen, De faaer den altsaa ikke at see, der skal vre et ganske herligt Stykke af Ekkersberg, der forestiller Fiskerne (Evald har besjunget). En Dame, rimeligviis Frken Stub, har malet mit dende Barn, jeg lnges ret efter at see det. Jeg blev ellers ikke lidet overrasket igaar, ved at see af Avisen, at De har skjnket os et nyt Arbeide, Ole Navnlse, jeg er meget begjerlig efter at lse det, og haaber alt at faae Fingre paa det fr Aften! Kjre, kjre Professor, gld mig imellem med et Brev, lad mig undertiden maatte skrive Dem til, det er mig saa kjrt, saa usigeligt kjrt, thi jeg troer og veed, at De ret af Hjertet er mig god; o, jeg tnker saa ofte paa Dem og Deres gode Kone, o gid at Sore laae, hvor Roeskilde ligger, saa kunde jeg dog oftere see Dem! - Jeg har i Dag, paa min Fdselsdag faaet en Tornekrands med Indskrift Digterkrandsen fra Fru Lesse (Abrahamsons Datter); det er dog en skjn Idee Folk, at tnke sig Digterkrandsen som en Tornekrands, mig staaer den nu ganske anderledes, det er ene Poesien eller Religionen, thi begge smelte mig sammen til eet, der nu giver mig den Husvalelse, som intet andet kan; ja, nu begynder jeg selv at troe, at jeg er Digter, det er jo dog ikke for forfngeligt tnkt? Skjndt det rigtignok er det Herligste jeg kan drmme! - Siig mig engang ved Leilighed, er Hauck lnger bitter mod mig, det bedrver mig, at vide nogen har imod mig; dog, der vil vel nok komme en Tid vi alle blive gode Venner! - Men nu lev vel! nsten frygter jeg at mit Brev her er, for barnagtig, men jeg fler mig saa underlig veemodig i Dag, det er for mig, som dette er min sidste Fdselsdag jeg oplever; o jeg vilde dog saa gjerne de: saa oplevede jeg ikke Riborgs Bryllupsdag. - Lev vel! lev vel! af Hjertet er jeg Deres oprigtige

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Kjbenhavn den 2den April 1831.

Kjre, kjre Hr: Professor!

De kan ikke tro, hvor inderlig jeg har gldet mig til at tale med Dem og Deres gode Kone i denne Paaske, men saa komme De dog slet ikke, det ret bedrver mig! - Da Lorenzen reiste ud til Sor gav jeg ham et Brev til Dem, og et til Wilster, men begge har han tabt, som De nok veed? Det er altsaa, ikke ganske, min Skyld, at De ikke saa lnge har hrt fra mig! Idag er det min Fdselsdag, min frste Beskjeftigelse skal vre dette Brev til Dem og Deres Kone, gid jeg altid maa fortjene Deres Venskab; med et barnligt Hjerte holder jeg fast ved Dem, De vil vist ikke misforstaae mig. I Dag er jeg ordenlig et gammelt Menneske! og jeg kan ordenlig blive ganske bedrvet ved at tnke hvor barnagtig jeg dog er i mange Ting, uden dog ganske at vre hvad jeg har vret, thi der var en Tid, hvor jeg ret kunde drmme mig Alt, og naar jeg saa ret bad vor Herre i mit Hjerte, saa troede jeg det vilde skee; nu kan jeg slet ikke bede ham om det jeg nsker mest, thi jeg er saa fornuftig, at jeg veed, der skeer ingen Mirakler. Jeg begynder ellers at kunne vise mig roligere, men i Hjertet bliver jeg vist aldrig mere ret glad; hvorfor mon Gud dog har vildet det saa? /

Havde jeg Sommer ikke kommet til Faaborg, saa havde jeg aldrig lrt at kjende Riborg, det havde dog vret bedre, skjndt jeg ofte finder det underligt, at jeg fr den Tid har kunde undvre Tanken og Forestillingen om hende. - Aldrig skrive vi hinanden til, vi br ikke, og dog veed jeg hun tnker saa tidt paa mig, at hun ret elsker mig, skjndt jeg ikke kan begribe, hvorledes hun saa kan gte en anden, jeg kunde det ikke! Gid at hun ikke var riig, saa var hun vist fri for den anden Mand, skjndt det er jo rimeliigt nok, han maa elske hende ogsaa for hendes egen Skyld. Jeg bliver vist ubillig mod ham, og dog er jeg, og ikke han, den der kan dadles, han har kjendt hende lngst. - Men jeg plager Dem, bliv ikke kjed af mig derfor, naar jeg ret skriver af Hjertet, saa kan jeg ikke vre moersom! - Dem og Deres Kone faaer jeg nok nu ikke at see, fr jeg til Sommer kan flagre ud til Dem, o hvor der er meget jeg vilde fortlle Dem; maaskee bringer jeg da noget af min Roman med, endnu har jeg intet skrevet af den, jeg har i Grunden ikke ret Mod at begynde paa den skjndt Skizzen staaer levende i mit Hoved, thi altid synes jeg, at mangle noget, jeg endnu maa vide; nsten daglig skriver jeg Data ud af Bger og Manuscripter paa Kongens og Universitets Bibliotheket, for ret at kjende Tidsalderen, og jeg haaber derfor min Flid skal blive belnnet. - Udstillingen, aabnes frst imorgen, De faaer den altsaa ikke at see, der skal vre et ganske herligt Stykke af Ekkersberg, der forestiller / Fiskerne (Evald har besjunget). En Dame, rimeligviis Frken Stub, har malet mit "dende Barn", jeg lnges ret efter at see det. Jeg blev ellers ikke lidet overrasket igaar, ved at see af Avisen, at De har skjnket os et nyt Arbeide, Ole Navnlse, jeg er meget begjerlig efter at lse det, og haaber alt at faae Fingre paa det fr Aften! - Kjre, kjre Professor, gld mig imellem med et Brev, lad mig undertiden maatte skrive Dem til, det er mig saa kjrt, saa usigeligt kjrt, thi jeg troer og veed, at De ret af Hjertet er mig god; O, jeg tnker saa ofte paa Dem og Deres gode Kone, o gid at Sore laae, hvor Roeskilde ligger, saa kunde jeg dog oftere see Dem! - Jeg har i Dag, paa min Fdselsdag faaet en Tornekrands med Indskrift "Digterkrandsen" fra Fru Lesse (Abrahamsons Datter); det er dog en skjn Idee [hul i papiret] Folk, at tnke sig Digterkrandsen som en Tornekrands, mig staaer den nu ganske anderledes, den er ene Poesien eller Religionen, thi begge smelte mig sammen til eet, der nu giver mig den Husvalelse, som intet andet kan; ja, nu begynder jeg selv at troe, at jeg er Digter, det er jo dog ikke for forfngeligt tnkt? Skjndt det rigtignok er det Herligste jeg kan drmme! - Siig mig engang ved Leilighed, er Hauck lnger bitter mod mig, det bedrver mig, at vide nogen har imod mig; dog, der vil vel nok komme en Tid vi alle blive gode Venner! - Men nu lev vel! nsten frygter jeg at mit Brev her er, for barnagtig, men jeg fler mig saa underlig veemodig i Dag, det er for mig, som dette er min sidste Fdselsdag jeg oplever; o jeg vilde dog saa gjerne de, saa oplevede jeg ikke Riborgs Bryllupsdag. - Lev vel! lev vel! af Hjertet er jeg Deres oprigtige

Andersen. /

[Udskrift] ST.

Hr Professor Ingemann

i

Sor

frit

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 36-38)