The Hans Christian Andersen Center

Dato: 31. december 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Nytaarsaften 1830.

Kjre Hr Professor

Det er en halv Evighed siden jeg nu har talt med Dem og Deres gode Kone; vel reiste jeg i Sommer lige forbi Sor, men det var med Posten, og saa veed De man ikke tr gjre Vesitter; Gud veed naar jeg nu kommer ad den Kant, nste Sommer tager jeg til Norge, men kan jeg ikke gjre en legemlig Vesit, saa vil jeg her gjre en aandelig, gjennem mine nye Digte. Disse, haaber jeg, vil behage Dem og Deres Kone bedre end de i fior, thi disse have vistnok en langt dybere Grundtone, og for saa vidt, at den Talemaade er sand, at hvad der kommer fra Hjertet gaaer til Hjertet, vil vist ogsaa disse finde en god Modtagelse; jeg glder mig ret til, at hre fra Dem begge, hvad De har synes om dem og om jeg er gaaet frem eller tilbage, thi et Brev, veed jeg sikkert De glder mig med, da De nok veed, hvor kjrt dette vil vre mig, og hvor meget Deres gode Meninger er mig. - Jeg har nu ellers taget fat paa alvorligere Sysler jeg vil lgge mig efter Historie og Philosophie; ligesom jeg nu ogsaa har taget fat paa engelsk og italiensk, i hvilke jeg isr glder mig til Byron og Dante. - Sommeren har jeg ellers tilbragt meget behagelig, jeg var en Maaned i Jylland, i de fleste store Stder og hele 2 Maaneder i Fyen, Frugten af denne lille Udflugt er den nye Digt-Samling i hvilken jeg isr vil udpege rkenens Sn, Luftaanden og Livet en Drm, de tre Stykker jeg selv synes bedst om. Min Opera Ravnen er nu, i Musik, frste Aet frdig, og et andet Syngestykke, Bruden fra Lammermoor, arbeider jeg daglig paa; det er et smukt mne, De kjender det nok fra Walter Skotts Roman. Med mit Helbred gaaer det godt, men, dog fler jeg mig ikke tilfreds, jeg er ikke lnger den jeg var fr jeg mrker jeg bliver ldre, jeg fler at Livet har noget langt dybere end jeg fr har drmt, og at jeg aldrig, aldrig her vil blive ret lykkelig! Gid at De var her i Byen, mit Hjerte hnger ret inderlig ved Dem. De vilde da vist vre mig en sand, oprigtig Ven; O Gld mig ret snart med et Brev, et ret langt Brev, saa vil jeg under Lsningen tnke mig hos Dem, og hre hvad De nu synes om mig og min Muse. Hils Deres fortrffelige Kone og tnk imellem paa Deres af Hjertet hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Nytaarsaften 1830.

Kjre Hr Professor

Det er en halv Evighed siden jeg nu har talt med Dem og Deres gode Kone; vel reiste jeg i Sommer lige forbi Sor, men det var med Posten, og saa veed De man ikke tr gjre Vesitter; Gud veed naar jeg nu kommer ad den Kant, [overstr: thi] nste Sommer tager jeg til Norge, men kan jeg ikke gjre en legemlig Vesit, saa vil jeg her gjre en aandelig, gjennem mine nye Digte. Disse, haaber jeg, vil behage Dem og Deres Kone bedre end de i fior, thi disse have vistnok en langt dybere Grundtone, og for saa vidt, at den Talemaade er sand, at "hvad der kommer fra Hjertet gaaer til Hjertet", vil vist ogsaa disse finde en god Modtagelse; jeg glder mig ret til, at hre fra Dem begge, hvad De har synes om dem og om jeg er gaaet frem eller tilbage, thi et Brev, veed jeg sikkert De glder mig med, da De nok veed, hvor kjrt dette vil vre mig, og hvor meget Deres gode Meninger er mig. - Jeg har nu ellers taget fat paa alvorligere Sysler, jeg vil lgge mig efter Historie og Philosophie; ligesom jeg nu ogsaa har taget fat paa engelsk og italiensk, i hvilke jeg isr glder mig til Byron / og Dante. - Sommeren har jeg ellers tilbragt meget behagelig, jeg var en Maaned i Jylland, i de fleste store Stder og hele 2 Maaneder i Fyen, Frugten af denne lille Udflugt er den nye Digt-Samling i hvilken jeg isr vil udpege rkenens Sn, Luftaanden og Livet en Drm, de tre Stykker jeg selv synes bedst om. Min Opera Ravnen er nu, i Musik, frste Aet frdig, og et andet Syngestykke, Bruden fra Lammermoor, arbeider jeg daglig paa; det er et smukt mne, De kjender det nok fra Walter Skotts Roman. Med mit Helbred gaaer det godt, men, dog fler jeg mig ikke tilfreds, jeg er ikke lnger den jeg var fr, jeg mrker, jeg bliver ldre, jeg fler at Livet har noget langt dybere end jeg fr har drmt, og at jeg aldrig, aldrig her vil blive ret lykkelig! Gid at De var her i Byen, mit Hjerte hnger ret inderlig ved Dem. De vilde da vist vre mig en sand, oprigtig Ven; O Gld mig ret snart med et Brev, et ret langt Brev, saa vil jeg under Lsningen tnke mig hos Dem, og hre hvad De nu synes om mig og min Muse. Hils Deres fortrffelige Kone og tnk imellem paa Deres af Hjertet hengivne

Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 26-27)