Dato: 25. november 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den [ca. 25. Nov. 1830]

Kjære, gode - - -

Ja hvad tør jeg nu sige, - god Dag! allesammen! De kan ikke tro med hvilken Glæde jeg aabnede det sidste Brev, det saae saa deiligt langt ud! og viiste mig ret levende, den humoristiske Jette, der vil være vreed men ikke kan det, og den naturlige, næsten for kloge, Caroline, om Forladelse, Tiden er mig uhyre kort i Dag, men det er en Pligt-Sag at skrive; dersom jeg oftere vil vente Duen med Oliebladet fra den kjære Føde-Ø. - Maa jeg ellers spørge Dem gode Jomf: Jette, hvorfor De kan ærgre Dem over, at skriver et Brev til mig, ærgre Dem over at De glæder et Menneske, ja den eneste Grund De har, er, at der var lidt mere Bitterhed i, end Deres Hjerte havde Deel i, men glæde mig gjorde det, dog usigeligt. De mener at jeg indbilder mig at være ulykkelig, - ja, De har Grund til at tro det, og Verden vil være enig med Dem, men husk paa, at der foregaaer mange Scener ikke blot i Hjertet, men i Virkeligheden selv, som ingen ere indviede i, som jeg ikke tør afsløre; meget, meget er der skeet siden jeg sidst livsglad flagrede om i Tolderlund7 , Ting, der have grebet ind i mit Livs Drama, og ikke er Phantasie; De siger at foruden min Kunst og den hele Natur, har jeg Erindringen, der maa kunde udfylde ethvert Savn, men maaskee just denne omskaber mit hele Væsen; mit aandige jeg har vundet - nu er jeg Digter, og tør sige og føle det for den hele Verden! ihvad man end kalder denne Bevidsthed: -

"Nur die Lumpe sind bescheiden,

Brawe freyen sich der That." 8 Gid De ikke maa have Hovedpine naar De igjen glæder mig med et Brev, som jeg nu snart gjør Regning paa; - skriv da heller ingen Tankestreger, lad Hjertet tale frit, det kan ogsaa Deres nok. - De og Caroline ere, som jeg seer, de eneste der lidt tænke paa mig; Gud velsigne Dem derfor, De kan ikke tro hvor det glæder mig! - Gid jeg dog ret, med de døde Ord, kunde sige Dem hvor det ret er mig en Vederqvægelse at høre fra Dem, og saaledes at drømme mig de mange glade Timer tilbage, jeg nød i Sommer. O, jeg er syg, sjælesyg; men bort med dette mørke Lune, det er jo Indbildning - ikke sandt! - nu hver ikke vred paa mig fordi jeg her bliver lidt ondt! - Folk er fraperede over mine sidste Digte, tænk engang, man troer jeg er forelsket; alle troer det; jeg har allerede hørt Navnene paa de flere man gjætter imellem, det kan maaskee more Dem og Deres, nogle sige, at det er, Elmquists Datter i Aarhuus9 ; andre, at det er en Contesse Molke10 i Odense, atter andre at det er en Jomfrue Hanck i Odense, flere sige, det er en Frøken Guldberg, efter Beskrivelsen Petra11 ; nogle tro at det er en Frøken Hetscher12 her i Kjøbenhavn, og atter enkelte at det er Frøken Voigt13 , den sidste er det da ret naragtig om, da hun er forlovet, og jeg tør næsten gjøre Eed paa, at hun ikke er mere for mig end jeg for hende, vi have jo kun seet hinanden nogle Dage, og hun er nu snart Brud. O det er ret en naragtig Verden. Men lad mig ikke glemme et Ærinde, jeg maa bede Dem besørge til Deres Bedstemoer; - jeg har, for hende været hos Popp14 , som jeg viiste de Ting i Brevet, hun ønskede sig, og han svarede, at jeg om nogle Dage kunde faae det, da jeg siden paa den bestemte Tiid sendte Bud, traf jeg ham ikke, og ventede derfor til i forgaars, da jeg hørte en Skibs Leilighed til Odense, som Deres Bedstemoder vil have jeg skal sende det med; men da jeg nu sender Bud har Bogtrykkeren glemt Antallet paa de Sager, jeg skulde have, og Deres Bedstemoders Brev er forlagt, saa jeg nu, i flyvende Fart, maa bede Dem om, at vi underrettes om, hvad det var og hvor meget; der gaaer en Skibs Leilighed næste Torsdag, naar De altsaa strax skriver, vil der ingen Forsinkelse endnu kunde skee, hvori jeg er ganske uskyldig, thi da jeg havde viist Bogtrykkeren den løse Seddel fra Deres Bedstemoder, lagt jeg den hen og nu er den kommen bort, skjøndt jeg ellers gjemmer alle skriftlige Sager. Baade jeg og, ved mig, Popp, venter altsaa Beskeed med første Post, som Deres Tante, hvem jeg ret har Lyst at skjende paa, nok kan skrive og saaledes tale lidet med mig. Deres fortræffelige Søster skulde have Brev i Dag med, men det er mig umuelig, og jeg stoler paa at hun ikke er saa let til at blive vred, som De idetmindste truer med at være. - Jeg læser nu engelsk og italiensk, arbeider paa et nyt Syngestykke for Bredal15 (men det er en Hemmelighed), har et andet større Værk, (som ogsaa er en Hemmelighed) under sidste Pennestrøg; og skal nu have Manuduction i Philosophie, hvortil jeg ganske opofre mig! Jeg bliver nu gammel og maa tænke paa noget alvorligt. - Her har De Par smaa Digte af de sidste. - (Dette siger Heiberg er det bedste jeg har skrevet)

Perlen. 16

Man har et Sagn, et Eventyr:

Hvert Muslingdyr,

Der bygger i den dybe, salte Sø,

Naar den har skabt sin Perle, maa den dø.

- O Kjærlighed! Du blev mit Hjerte givet,

Og Perlen koste vil sin Skabning Livet.

Vil De faae Fingre i de sidste Flyveposte der staaer et Digt Amor og Digteren17 , som har gjort megen Lykke, det kommer i den nye Digt-Samling, men Deres Fader maa med Fornøielse gjerne optage det strax i Avisen, det maa gjerne læses af Alle. - Nu lev vel! Brev faaer jeg altsaa om Popp, i den følgende Uge. Hils Dem alle. I største Hast med inderlig Høiagtelse

Andersen

[Langs Randen] Jeg faaer ikke Tid at læse Brevet igjennem da det ellers ikke kan komme afsted. Popps Regning bliver 4 Rdlr Sølv.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus