The Hans Christian Andersen Center

Dato: 12. marts 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian VIII
Sprog: dansk.

Wien den 12 Marts 1846.

Allernaadigste Konge!

Det har paa hele denne Reise vret mit Hjerte en Trang at udtale mig for Deres Majestt, hvem mit Hjerte hnger ved, og fortlle, hvor godt det gaaer mig, hvor rigt mit Liv er paa Solskin, hvor hdrende, hvor hjerteligt man overalt modtager mig; men jeg har ikke vovet at skrive til min naadige, gode Konge. Jeg har imidlertid i et Brev til Hendes Durchlauchtighed Hertuginden af Augustenborg bedet om, at, naar hun skrev til Hendes Majestt Dronningen, jeg da maa blive bragt i naadigst Erindring, og jeg har saaledes haabet, at Deres Kongelige Majestt og vor milde, elskelige Dronning have hrt, hvor trofast og inderligt min Tanke hnger ved Dem Begge, hvor megen re og Glde jeg ogsaa har herude. Deres Majestt veed, at Kongen af Preussen allernaadigst har tildeelt mig den rde rneorden; jeg modtog den ved Afreisen fra Berlin, og nu, da jeg sex Uger senere kom til Dresden, overrakte Ministeren Jordan mig mit Diplom. Da jeg ikke var inde i Formerne, ikke vidste, om det danske Gesandtskab bragte Efterretning derom til Danmark, eller om jeg selv skulde give Beretning, skrev jeg til Hr. Geheime-Etatsraad Adler, og han har i et Brev, som jeg modtog denne Morgen, sagt mig, at Deres Majestt var mig meget naadig, og at det vilde vre rigtigt, at jeg skrev til min Konge selv og udbad mig den Naade, at jeg turde anlgge og bre den fremmede Orden. Dette er det, jeg altsaa her vover og seer derved et af mine kjreste nsker opfyldt: at skrive Deres Majestt til, skrive ret ud af mit Hjerte. Geheime-Etatsraad Adler meente, at min milde Konge slet ikke vilde tage mig det unaadigt op, naar jeg i denne samme Skrivelse fortalte andre Efterretninger om mig selv paa denne Reise. Mit Hjerte siger mig det Samme, og uden Frygt for at blive misforstaaet, tr jeg udtale den Lykke, som flger mig, det Solskin, som strmmer ind i min Sjl og Tanke. Gud er mig nsten altfor god; jeg begriber det ikke selv!

- - - - - Da jeg kom til Berlin, lod Kongen af Preussen mig strax naadigst tilsige til Taffels; jeg tilbragte senere en for mig hist interessant Aften i Potsdam, hvor Kongen var overordentlig naadig og elskvrdig; han talte meget om sit Ophold i Kjbenhavn, var henrykt over vore Bgeskove, vort fortrffelige Theater, talte meget med mig om dansk Literatur og isr om det Indtryk, mine Skrifter havde gjort paa ham. Ved Lsningen af Min Roman Kun en Spillemand, sagde han, havde han ved Storkens Dd faaet Taarer i inene.

- - - - - Overalt lrte jeg, at mine Skrifter ere gaaede ind i det tydske Folk. En Lykkestjerne staaer over mine Arbeider; de flyve vidt omkring.

- - - - - En saadan Lykke, en saadan Erkjendelse gjr bld om Hjertet, ydmyger for Gud. O, naar jeg tnker paa min fattige Barndom, [mine] Savn og Mangler, de tunge, mrke Timer, da synes jeg ofte, at dette Hele er en Drm; jeg er ved at kunne grde. Deres Majestt! Jeg tnker mere paa Deres Hjerte end paa Deres Krone, idet jeg skriver dette; De vil kjrligt og naadigt opfatte det.

Jeg kom til Weimar og fandt hos den elskelige Arve-Storhertug en Modtagelse, en Hjertelighed. Ingen, Ingen af mine Kjreste i Danmark kunde inderligere flyve mig imde, end han gjorde det.

- - - - - Da jeg i to Dage opholdt mig i Jena, hvor Holsteneren Professor Michelsen havde et stort Selskab for min Skyld, og hvor han srdeles smukt udtalte sig om den danske Literaturs Betydning og Blomstren, kom Arve-Storhertugen selv til Jena for endnu engang at sige mig Levvel og overbringe mig et Anbefalings-Brev fra sig til Erkehertug Stephan i Prag. I Leipzig kom Brockhaus, Lorck og flere Boghandlere til mig, og jeg fik for frste Gang et Tilbud i Udlandet, der kan bringe mig Penge. En Pragt-Udgave af mine Eventyr og en stor Udgave af mine Samlede Skrifter ville til Nytaar udkomme, og jeg faaer for at gjennemlse dem 300 preussiske Daler. Da jeg kom til Dresden, lod Kongen af Sachsen mig indbyde en Aften; Dronningen fortalte mig, at hendes Sster, Dronningen af Preussen, havde skrevet saa venligt om mig. Begge Majestterne vare hist naadige, og jeg maatte lse for dem Eventyret om Grantret og om Holger Danske, hvorved vi ret kom ind i Danmark og i alt Stort og Godt der. Prinds Johans Gemalinde ligner i en Grad sin Sster, Dronningen af Preussen, at jeg blev formeligt forbauset derved. Deilige, elskvrdige Brn har Prinds Johan, og de syntes at kjende alle mine Eventyr. Ligesaa hjerteligt blev jeg modtagen af Erkehertug Stephan, og nu her i Wien, hvor Dronningen af Sachsen har givet mig Brev med til sin Sster. Erkehertuginde Sophie, er jeg af denne naadigst bleven modtagen. Jeg var for to Aftener siden hos Hendes Kejserlige Hihed. Keiserinde-Moderen spurgte mig meget om Deres Majestt, ogsaa om Enkedronningen. Jeg saae ogsaa der Prinds Wasa og flere hie Personer. Det er mig interessant, og jeg haaber ogsaa til Gavn i aandelig Henseende, at se forskjellige Hoffer og leve ind i, hvad man kalder det hiere Selskabsliv; Blomsten deraf, haaber jeg, vil give en ny Duft i kommende Skrifter. Jeg lrer i mit Liv ret at erkjende, hvor meget hjerteligt stort, hvor meget Elskeligt der findes i alle Stnder. Livet er saa deiligt, alle Mennesker i Grunden gode; jeg har Tillid til dem Alle, og i Grunden har jeg aldrig fundet mig skuffet. Selv i oeconomisk Henseende har min Reise vret heldig; jeg er nu paa femte Maaned borte og har ikke givet ganske fem Hundrede daler ud; det har gjort mig let ved, at jeg de fleste Steder er optagen i Familier og har, som en kjr Slgtning, boet hos disse; og Slgtskabet er den Interesse, man har for mine Skrifter, og den Venlighed, hvormed man opfatter min personlighed. Ja, de fleste Byer forlod jeg med Taarer; jeg er bleven hjemme i hver som en Ven og Broder. Men jeg trtter min allernaadigste Konge; min Skrivelse er alt bleven saa lang, og der var endnu en Deel, jeg vilde fortlle, en Deel, der maaskee kunde have lidt mere Interesse, end det Meget, jeg har sagt om mig selv. Saaledes var Afreisen fra Prag et Skue, jeg aldrig vil forglemme. Flere tusinde Soldater reiste derfra til Polen; det var Tropper, som i flere Aar havde ligget i Prag; Folk vare derfor gaaede ud for at sige dem Farvel. Hele Bjerg-Siden var besat med Mennesker, Hoved ved Hoved;& det saae ud som et stort, broget, tyrkisk Teppe; milevidt strakte Skaren sig, overalt vaiede Hatte og Trklder; ved hver Landsby, vi kom forbi, saae vi Folke-Masser. Den hurtige Flugt, Fakkelbelysningen, de bhmiske Ansigter, det fremmede Sprog - Alt havde noget srdeles Gribende. Det var Masserne, der her imponerede. - Med Jenny Lind har jeg vret med sammen i Berlin og i Weimar; hun gjemmer med dyb Flelse Erindringen om Danmark og elsker dette Land. Hendes Fremstilling af Svngjngersken er Noget af det Herligste, jeg kjender. Hun har for mig yttret Lyst til at trde op i denne Opera, naar hun kommer til Kjbenhavn; det bliver vel i September. Dette Spil, denne Sang, den hele Aabenbaring i Svngjngersken, er Noget, jeg ikke veed andet Ord for, end at man bliver et bedre Menneske, naar man seer hende deri! Man leer og grder; Gud i os selv bliver os klarere; jeg har glemt Theatret; jeg har flt det Helligste i Kunsten. Midt i April kommer hun til Wien, bliver her en Maaned og reiser da til Schweitz. - Den danske Componist Gade, der lever i Leipzig, har jeg givet en original Operatext, som han nu componerer. Jeg selv arbeider flittigt paa min Biographie, som min tydske Boghandler vil kjbe af mig, ogsom kommer til at staae foran i den nye samlede Udgave. Jeg vil deri udtale min Tro paa Gud og Verden, fortlle mit oplevede Eventyr, der er saa rigt og lykkeligt; jeg kunde ikke, selvom jeg havde faaet mgtige Krfter dertil, herligere [have] ordnet Alt, end den gode Gud har ledet det for mig. Jeg erkjender det saa fuldkomment, mit Hjerte bier sig med Tak mod Gud og Menneskene, og naar det da ret er fuldt, - kunde jeg trykke den hele Verden til mit Bryst! Tro mig, Deres Majestt, jeg gjemmer dybt og fast det Gode, jeg modtager. Gid jeg i min Livs-Skizze ret maa kunne udtale det, og min kongelige Velgjrer vil forstaae, hvor inderligt jeg fler og skatter hans hie Naade og Mildhed mod mig. Det var paa Fhr, femogtyve Aar efter, at jeg som en fattig Dreng kom til Kjben havn, jeg Aarsdagen sad ved min Konges Taffel; Deres Majestt og Dronningen lyknskede mig; de Dage paa Fhr, den elskelige, milde Maade, De Begge udtalte Deres Naade for mig, den, jeg i Virkeligheden har modtaget, har evigt og altid bundet mig til Dem. Gud glde og velsigne mit hie Konge-Par! Jeg flyver nu ind i Italien. Den anden April fylder jeg allerede mit 41de Aar; men min Tanke og mit Sind ere friske, som var jeg kun tyve. Nye Vrker haaber jeg at bringe; enhver Reise er mig, ikke et Middel til at sge Stof, men et forfriskende, aandeligt Bad; denne Reise - vil Gud - bringer vist ogsaa et Vrk, og da, naar mit Fdreland modtager det, naar Udlandet er opfyldt deraf, da, min allernaadigste Konge, er min Glde ikke Forfngelighed, nei, det er Glde over, at mine Venner faae re af mig, at min elskede Konge faaer at se e, jeg ikke ganske er hans Naade og Mildhed uvrdig. Et nyt Leve-Aar ruller op i Italien; det vilde begynde med lykkelige Varsler, om jeg der, gjennem Geheime-Etatsraad Adler eller Conferentsraad Collin, der jvnligt skriver til mig, erfarede, at min Konge har, som jeg haaber og troer, naadigt som altid lst dette Brev, og at, hvis Former er altfor meget udenfor det Sdvanlige, Deres Majestt har tilgivet mig dette. Tr jeg vove at bede min Konge sige Hendes Majestt Dronningen, hvor trofast, i dybeste refrygt, jeg tnker paa hende. Gud give Deres Majestt Sundhed og Lykke! Evigt og altid hnger mit Hjerte fast ved min gode, milde Konge.

I allerdybeste Underdanighed

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Wien den 12 Martz 1846.

Allernaadigste Konge!

Det har paa hele denne Reise vret mit Hjerte en Trang at udtale mig for Deres Majestt, hvem mit Hjerte hnger ved, og fortlle, hvor godt det gaaer mig, hvor rigt mit Liv er paa Solskin, hvor hdrende, hvor hjerteligt man overalt modtager mig; men jeg har ikke vovet at skrive til min naadige, gode Konge. Jeg har imidlertid i et Brev til Hendes Durchlauchtighed Hertuginden af Augustenborg bedet om at, naar hun skrev til Hendes Majestt Dronning, om jeg da maa blive bragt i naadigst Erindring og jeg har saaledes haabet at Deres Kongelige Majestt og vor milde, elskelige Dronning have hrt hvor trofast og inderligt min Tanke hnger ved Dem begge, hvor megen re og Glde jeg ogsaa har herude. Deres Majestt veed at Kongen af Preussen allernaadigst har tildeelt mig den rde rneorden, jeg modtog den ved Afreisen fra Berlin og nu da jeg sex Uger senere kom til Dresden, overrakte Ministeren Jordan mig mit Diplom. Da jeg ikke var inde i Formerne, ikke vidste om det danske Gesandtskab bragte Efterretning derom til Danmark, eller om jeg selv skulde give Beretning, skrev jeg til Hr. Geheime-Etatsraad Adler og han har i et Brev, som jeg modtog denne Morgen sagt mig, / at Deres Majestt var mig meget naadig og god, og at det vilde vre rigtigt at jeg skrev til min Konge selv og udbad mig den Naade at jeg turde anlgge og bre den fremmede Orden. Dette er det jeg altsaa her vover, og seer derved et af mine kjreste nsker opfyldt at skrive Deres Majestt til, skrive ret ud af mit Hjerte. Geheime-Etatsraad Adler meente at min milde Konge, slet ikke vilde tage mig det unaadigt op naar jeg i denne samme Skrivelse fortalte andre Efterretninger om mig selv paa denne min Reise. Mit Hjerte siger mig det Samme og uden Frygt for at blive misforstaaet tr jeg udtale den Lykke, som flger mig, det Solskin, som strmmer ind i min Sjl og Tanke. Gud er mig nsten alfor god, jeg begriber det ikke selv! Frst tilbragte jeg 14 lykeklige Dage paa Gravensteen, hvor jeg i denhertugelige Familie modtog saa megen Hjertelighed, flte mig saa hjemme og glad, at jeg ikke nok kan udtale det. I Oldenborg optoges jeg i en elskvrdig dannet Familie, i Theatret havde jeg min fri Plads, alle de frste Huse stode mig aabne og hos Storhertugen var jeg saavel til Taffel som Hofconcert og i Aftencirkel; ved min Afreise var hans kongelige Hihed saa naadig at skjnke mig til Erindring om sig en meget kostbar Ring. Da jeg kom til Berlin lod Kongen af Preussen mig strax naadigst tilsige til Taffels, jeg tilbragte senere en for mig hist interessant Aften i Potsdam, hvor Kongen var overordentlig naadig og elskvrdig; han talte meget om sit Ophold i Kjbenhavn, var henrykt over vore Bgeskove, vort fortrffelige Theater, talte meget med mig om dansk Litteratur og isr om det Indtryk mine Skrifter havde gjort paa ham. Ved Lsningen af Min Roman "kun en Spillemand, sagde han, at ved Storkens Dd havde han faaet Taare i inene. Jeg var flere Gange hos Prindsessen af Preusen, en aandfuld, elskelig Dame; da jeg sidste Gang saae hende gav hun mig til Erindring om / et rigt indbundet Album, hvori hun selv havde skreve tog indklbet Billedet af det Slot hvori hun aldtid havde modtaget mig. Fyrst Ratzewill Sawigny, Bismer-Bohlen [Bismarck-Bohlen] alle de frste Familier, saavel som Lrde og Kunstnere aabnede mig deres Huse, overalt lrte jeg, at mine Skrifter ere gaaede ind i det tydske Folk. En Lykkestjerne staaer over mine Arbeider; de flyve vidt omkring, selv de engelkse og rusiske Oversttelser modtages med Glde. En saadan Lykke, en saadan Erkjendelse gjr bld om Hjertet, ydmyger for Gud. O, naar jeg tnker paa min fattige Barndom, Savn og Mangler, de tunge mrke Timer, da synes jeg ofte at dette Hele er en Drm jeg er ved at kunne grde. Deres Majestt, jeg tnker mere paa Deres Hjerte, end paa Deres Krone i det jeg skriver dette; De vil kjrligt og naadigt opfatte det.

Jeg kom til Weimar, blev en Maaned der og fandt hos den elskelige Arvestorhertug en Modtagelse, en Hjertelighed. Ingen, Ingen af mine Kjreste i Danmark kunde inderligere flyve mig imde, end han gjorte det. Daglig saae vi hinanden, udtalte os for hinanden, jeg har ham inderlig kjr og jeg veed hans Hjerte hnger fast ved mig. Storhertugen og Storhertuginden lod mig jevnlig tilsige, jeg var ved alle strre og mindre Fester, vi talte tidt om Danmark, om Deres Majestt. Jeg blev en heel Maaaned og da jeg i to Dage opholdt mig i Jena, hvor Holsteneren Professor Michelsen havde et stort Selskab for min Skyld, og hvor han srdeles smukt udtalte sig om den danske Literaturs Betydning og Blomstren, kom Arvestorhertugen selv til Jena for endnu engang at sige mig Lev vel og overbringe mig et Anbefalings Brev fra sig til Erkehertug Stephan i Prag. I Leipzig kom Brockhaus, Lorck og flere Boghandlere til mig, og jeg fik for frste Gang et Tilbud i Udlandet, der kan bringe mig Penge. En Pragt-Udgave af mine Eventyr og en stor Udgave af mine Samlede Skrifter ville til Nytaar udkomme, og jeg faaer for at gjennemlse den 300 preussiske Daler. Da jeg kom til / Dresden, lod Kongen af Sachsen mig indbyde en Aften; Dronningen fortalte mig at hendes Sster, Dronningen af Preussen havde skrevet saa venligt om mig; begge Majestterne vare hist naadige, og jeg maatte lse for dem Eventyret om Grantret og om Holger Danske, hvorved vi ret kom ind i Danmark og alt Stort og Godt der. Prinds Johans Gemalinde ligner i en Grad sin Sster, Dronningen af Preussen, at jeg blev formelig forbauset derved. Deilige, elskvrdige Brn har Prinds Johan, og de syntes at kjende alle mine Eventyr. Ligesaa hjerteligt blev jeg modtagen af Erkehertug Stephan, og nu her i Wien, hvor Dronningen af Sachsen har givet mig Brev med til sin Sster Erkehertuginde Sophie, er jeg af denne naadigst blevet modtaget. Jeg var for to Aftener siden hos hendes Keiserlige Hihed. Keiserinde Moderen spurgte mig meget om Deres Majestt, ogsaa om Enkedronningen; jeg saae ogsaa der Prinds Wasa og flere hie Personer. Det er mig interessant, og jeg haaber ogsaa til Gavn i aandelig Henseende, at se forskjellige Hoffer, leve ind i, hvad man kalder det hiere Selskabsliv; Blomsten deraf haaber jeg vil give en ny Duft i kommende Skrifter. Jeg lrer i mit Liv ret at erkjende, hvor meget hjerteligt Stort, hvor meget Elskeligt der findes i alle Stnder. Livet er saa deiligt, alle Mennesker i Grunden gode, jeg har Tillid til dem Alle, og i Grunden har jeg endnu aldrig fundet mig skuffet. Selv i Oeconomisk Henseende har min Reise vret heldig; jeg er nu paa femte Maaned borte og har ikke givet ganske femhundrede Daler ud; det har gjort mig let ved at jeg de fleste Steder er optaget i Familier, har, som en kjr Slgtning boet hos disse; og Slgtskabet er den Interesse man har for mine Skrifter og den Venlighed, hvormed man opfatter min Personlighed; ja de fleste Byer forlod jeg med Taarer; jeg er bleven hjemme i hver, som en Ven og Broder. Men jeg trtter min allernaadigste Konge; min Skrivelse er alt bleven saa lang, og der / var endnu en Deel, jeg vilde fortlle, en Deel, der maaskee kunde have lidt mere Interesse, end det meget, jeg har sagt om mig selv; saaledes var Afreisen fra Prag et Skue, jeg aldrig vil forglemme. - Flere tusinde Soldater reiste derfra til Polen; det var Tropper, som i flere Aar havde ligget i Prag, Folk vare derfor gaaet ud for at sige dem Farvel. Hele Bjerg-Siden var besat med Mennesker, Hoved ved Hoved; det saae ud, som et stort broget tyrkisk Teppe; milevidt strakte Skaren sig, overalt vaiede Hatte og Trklder; ved hver Landsby, vi kom forbi, saae vi Folke-Masser; den hurtige Flugt, Fakkelbelysningen, de bhmiske Ansigter, det fremmede Sprog havde noget srdeles Gribende. Det var Masserne, som her imponerede. - Med Jenny Lind har jeg vret med meget sammen i Berlin og i Weimar; hun gjemmer med dyb Flelse Erindringen om Danmark og elsker dette Land. Hendes Fremstilling af Svngjngersken er noget af det Herligste jeg kjender, hun har for mig yttret Lyst til at trde op i denne Opera, naar hun kommer til Kjbenhavn, det bliver vel i September. Dette Spil, denne Sang, den hele Aabenbaring i Svngjngersken er Noget, jeg ikke veed andet Ord for, end at man bliver et bedre Menneske, naar man seer hende deri! man leer og grder; Gud i os selv bliver os klarere; jeg har glemt Theatret; jeg har flt det Helligste i Kunsten. Midt i April kommer hun til Wien, bliver her en Maaned og reiser da til Schweitz. - Den danske Componist Gade, der lever i Leipzig, har jeg givet en original Operatext, som han nu componerer; jeg selv arbeider flittig paa min Biographie, som min tydske Boghandler vil kjbe af mig, og som vil komme foran i den nye samlede Udgave, jeg vil deri udtale min Tro paa Gud og Verden, fortlle mit oplevede Eventyr, der er saa rigt og lykkeligt, jeg kunde ikke selv, om jeg havde faaet mgtige Krfter dertil, herligere ordnet Alt, end den gode Gud har ledet det for mig. Jeg erkjender det saa fuldkomment, mit Hjerte bier sig med Tak mod Gud og Menneskene, og naar det da ret er fuldt, - jeg kunde trykke den hele Verden til mit Bryst! Tro mig Deres Majestt, jeg gjemmer dybt og fast det Gode jeg modtager; gid jeg i min Livs-Skizze / ret maa kunde udtale det og min kongelige Velgjrer vil forstaae hvor inderligt jeg fler og skatter hans hie Naade og Mildhed mod mig. Det var paa Fhr, femogtyve Aar efter at jeg, som en fattig Dreng kom til Kjbenhavn, jeg Aarsdagen sad ved min Konges Taffel; Deres Majestt og Dronningen lyknskede mig; de Dage paa Fhr, den elskelige, milde Maade, De Begge udtalte Deres Naade for mig, den jeg i Virkeligheden har modtaget, har evig og altid bundet mig til Dem. Gud glde og velsigne mit hie Konge-Par! Jeg flyver nu ind i Italien; den anden April fylder jeg allerede mit 41de Aar, men min Tanke og mit Sind er frisk, som var jeg kun 20; nye Vrker haaber jeg at bringe, enhver Reise er mig, ikke et Middel til at sge Stof, men et forfriskende, aandelig Bad, denne Reise - vil Gud - bringer vist ogsaa et Vrk, og da naar mit Fdreland modtager det, naar Udlandet er opfyldt deraf, da min allernaadigste Konge er min Glde ikke Forfngelighed, nei, det er Glde over at mine Venner faae re af mig, at min elskede Konge faaer at se jeg ikke ganske er hans Naade og Mildhed uvrdig. Et nyt Leve-Aar ruller op i Italien, det vilde begynde under lykkelige Varsler, om jeg der, gjennem Geheime-Etatsraad Adler eller Conferentsraad Collin, der jevnlig skriver mig til, erfarede at min Konge har, som jeg haaber og troer, naadig som altid lst dette Brev; og at hvis Formen er alfor meget udenfor det sdvanlige, Deres Majestt har tilgivet mig dette, tr jeg vove at bede min Konge sige Hendes Majestt Dronningen hvor trofast i dybeste refrygt, jeg tnker paa hende. Gud give Deres Majestt Sundhed og Lykke, evig og altid hnger mit Hjerte fast ved min gode, milde, kloge Konge.

I allerdybeste Underdanighed

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 371-76)