The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 27. februar 1846
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

167. Fra E. Collin.

[27/2 1846.]

Kjre Andersen. Jeg griber atter Pennen, og dersom De ikke beundrer mig derfor, saa beundrer jeg mig selv, thi jeg er altid ellers bange for at begynde paa lange Breve; men denne Gang kunde jeg ikke undgaae det efter Deres igaar ankomne mismodige Brev. Der var nu ingen Ting lettere for mig at fylde Brevet med, end naar jeg vilde istemme Deres Beklagelser, men oprigtig talt, det kan jeg ikke. Sagen er den: De er godt lidt i Tydskland, i Weimar forkjler man Dem, De bliver kysset og krammet af de Fornemme der; vi, som ere Deres Venner her hjemme, og som nu een Gang for alle ikke kunne lide, at Mandfolk kysse hinanden, vi smelte ikke hen i Rrelse derover, men vi glde os i Hjertet ved det af Historien, som er Kjernen deri, nemlig at De gjr Lykke, at De erhverver Dem Venner, som jeg indtil videre vil antage at vre sande og overhovedet at De har vret glad og forniet paa denne Reise. Naar De nu antager dette at vre den Tingenes Stilling, som den sande, der burde vre saaledes fra Evighed til Evighed Amen, og sammenligner det med Kaffetimerne i Amaliegaden, hvor Ingeborg driller Dem og Theodor kilder Dem og kalder Dem pauvre pomme de terre, saa laver De Dem, med Deres udsgte Indbildningskraft, strax en Historie om, at De er foragtet i Danmark og at De foragter Danmark, og det er Lgn begge Dele; thi i Grunden forliges De og Danmark fortrffeligt og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark; hinc ill lacrym! Dette forbandede Theater kommer De altid tilbage til, og det kan jeg rgre mig over; er dette Theater da Danmark, og er De da ikke andet end Theaterskribent? Er det som saadan, at de bliver feteret i Tydskland, er det ikke som Eventyrenes Forfatter? Og elsker man ikke Deres Eventyr i Danmark? Maaskee redeligere end i Tydskland. Men det sidste Brev er skrevet i et iebliks daarlige Humeur, efter at De paa een Gang har fundet Dem lidt ene i Dresden efter al den Sviir. . . Frst bliver De omfavnet af Hoffet i Weimar for at lse Eventyr, og nu sidder De ene i et Hotel; ligesaa hos os; igaar paa Casinopladsen raabte Plerammerne Hurra for mig, for at jeg skulde give dem til Brndeviin, og idag sidder jeg hjemme i min gamle Fliels-Trie og har Ondt i Maven. Saadanne Omvexlinger af Skbnen maa man finde sig i.

Det forbandede Theater maa jeg da, for at flge Deres nsker, atter tilbage til. Hvor er det muligt at De kan troe, der hvor De nu er, at kunne flde en rigtig Dom om Grundene til, at Deres Stykker ikke komme frem; see vi ikke hver anden Dag Forandringer og Opsttelse skee, uden at vi her hjemme kunne udgrunde dem? Er det Theatrets Skyld, at liden Kirsten ikke er kommet frem? Hartmann er jo ikke frdig med Ouverturen, men Partierne ere indstuderte; og har Hartmann da ingen Undskyldning? Jo megen; hans Huus har hele Vinteren vret hjemsgt af Sygdom, hans Kone har endog vret meget betnkelig syg, og er endnu svag.– Men De troer nu, at Directionen er Skyld i al Ting, skjndt De maatte vide, hvad det vil sige, at en Bestyrelse er afhngig af et 50 Menneskers Capricer og virkelige eller foregivne Sygdomme; men for at dog noget af Deres skulde gaae, trkker man den nye Barselstue frem, og denne er nylig gaaet 4 Gange.–Men hvad der meest forundrer mig, er, at De ikke kjender Fader bedre, end at nogle Ord fra ham, som dog ikke indeholde det mindste Krnkende, kan pirre Dem saaledes. Naar der er Tale om at melde Dem noget, som kan interessere Dem, er han altid den Frste til at paa tage sig det, han har altid Tid dertil; hans kraftige Udtryksmaade kjender De da trods Nogen, og De veed, at man ikke skal dmme hans Flelse efter hans Tone, fordi han engang kan vre gnaven som vi Andre. –Men det er ikke for at bebreide Dem, at jeg skriver dette, det er kun for at gjenkalde hos Dem, hvad De selv ikke tvivler om, at hans Kjrlighed for Dem er strkere end Tydskernes, om den end ikke er saa pyntelig. Men den Mismod, der er opstaaet hos Dem ved Ankomsten til Dresden, er vel egentlig en Slags Hjemvee, og den hover mig ikke; thi paa den lange Reise, som De har lagt Planen til, kan De jo ikke vente den Adspredelse, som Begyndelsen gav; og Hjemvee er noget af det Piinligste jeg kjender.

Nkken til Gade skal jeg nok besrge; jeg har begyndt selv at skrive den af, for at kunne sende den i et Brev. Jeg har desuden havt Brev fra Gurlitt derom. Deres Levnetsbeskrivelse skal jeg nok tage fat paa, naar den kommer til mig. Deres Overeenskomster med Boghandlerne synes jeg i det Hele godt om.

Deres Sprgsmaal i Brev af 11te dennes skal jeg besvare:

1. Det omtalte Expl. af Zeises Oversttelse af Eventyrene har jeg ikke givet til nogen, deels fordi det kun er anden Deel, deels fordi jeg ikke veed, hvem jeg skal foretrkke; lad det ligge til nrmere Bestemmelse.

2. Om liden Kirsten har jeg meldt Dem noget, idag hrer jeg, at Md. Rung gjr Vanskeligheder; men i den Anledning skal jeg i Eftermiddag tale med Ernst Weis og pudse ham paa hende. Md. Nielsen gjr ogsaa Knuder.

3. Hauch har ikke skrevet nogen anden Anmeldelse end den, som jeg har sendt til Wien.

4. Forlovelsen er ikke declareret og Mutteren er ligesaagal som hidtil.

5. Bruden fra Lammermoor kommer vist ikke meer frem; om Ravnen haaber jeg nok der skal blive Tale; Mulatten hrer jeg ikke noget om.

6. Skriv kun til Adler eller til Levetzau, naar De har altformegen Tid til

overs.

Fader siger, at han har skrevet Dem til, at De skulde skrive til Kongen om Tilladelse til at bre den rde rn. Gjr det; Kongen vil vist ogsaa synes godt derom.

Nu lev vel! misforstaae mig ikke, naar jeg skriver til Dem, som dette Brev begyndte; De kjender mig og mit Hjerte for Dem.

Deres

E. Collin.

Etatsraad Holm siger, at jeg skal hilse Dem.

Chr.Thyberg boede i Weisburggasse, men er nu nok flyttet til Baden, 4 Mile fra Wien; gjennem Legationen vil han kunne findes eller ialfald gjennem hans Lge Dr. Barries, som boer i hiin Gade.

Jeg maa endnu tilfje om Liden Kirsten: Ouverturen er frdig, Hartmann vil selv gaae til Md. Nielsen og Weis til Md. Rung. Det ansees aldeles ndvendigt, at Bogen er trykt, naar den skal opfres; man kunde jo lade den trykke som almindelig Textbog og slge ved Indgangen paa egen Becostning; en Forlgger giver vel neppe noget derfor. Men da Hartmann sagde, at der maa skee nogle musikalske Forandringer i den frste Text, men at De engang [sagde at]293 disse Forandringer ikke skulle ind i den trykte Bog, maa De give mig Besked, om maaskee begge Dele kunne trykkes (som i Sv. Dyrings Hus

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin