Dato: 18. august 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

26. Til E. Collin.

Odense den 18 August 1830.

Kjære, bedste Collin!

Af mit sidste Brev saae De, at jeg var avanceret til Faaborg, det er ret en venlig lille By, og jeg morede mig fortræffeligt. Agent Voigt kjørte mig derfra til Flenstofte hvor jeg snart blev hjemme, da Fru Bindesbølle er me­get godmodig og munter. En Middag var jeg inviteret paa Frederiksgave, hvorfra de kjørte mig til Assens hvor jeg var to Aftener sammen med Jomf: Jürgensen; her i Byen var jeg af Guldberg anbefalet til Byens første Mand, en Agent Bruun, der er gift med Biskop Plums Datter, og her logerte jeg i to Dage, hvorpaa jeg om Natten retournerede til Odense med en grusom Snue, der dog nu er næsten borte. Her har De hele Reisen i løse Omrids. De kan ret tro at denne fynske Tour morede mig, og at jeg nu har faaet meget localt Bekjendtskab til min Fødeø. Sandbakkerne hvor Hans Madsen steeg i Land og Øxnebjerget, har jeg ret nøie betragtet, og De kan tro det vil komme mig til gode. Nu begynder jeg ellers, at længes efter, at tale lidt mundtligt med Dem, der er ofte Øieblikke jeg har saa grumme Meget, der ligger mig paa Hjertet, jeg vilde meddele Dem, men naar jeg faaer Pennen i Haanden saa er det vigtigere ofte fortrængt af mindre betydelige Sager. I Slutningen af næste Uge forlader jeg Odense med Pakkeposten og venter altsaa Søndag 8te Dage at være i Kjøbenhavn, thi til Nørager er det nu ikke værd at tage, jeg vil heller have det til Gode til næste Sommer, og kom jeg nu iaar, gik det ikke an at gjøre et Dacapo! Saa har jeg desuden et lille Punkt i det grønne at tye til næste Sommer49. Seer De, at jeg med 100 Rdlr gjorte Touren i disse 3 Maaneder? Nu har jeg 17 Rdlr tilbage, af disse skal jeg give henimod 10 Rdlr til Posten og 2 Rdlr til Drikkepenge til Pigerne50 hos Mad: Iversen, mindre kan det ikke være! der bliver altsaa 5 Rdlr tilbage, til Reisepenge, og disse haaber jeg vil være nok, da Posten, som De veed reiser de 22 Mile i omtrent lige saa mange Timer, dog for ikke at komme i Uleilighed, troer jeg dog det er bedst, om De vil faae en 10 Rdlr hos Deres Fader til mig, bruger jeg slet ingen af dem, saa meget desbedre!, saa har jeg nogen i Hænderne naar jeg kommer til Byen, og reiser da mindre ængstelig; men vil De tjene mig i, at sende dem med første Pakkepost, thi den gaaer kun engang om Ugen, den kommer her til Odense Søndag­ aften, og jeg vil reise herfra Løverdag 8te Dage; Jeg maa altsaa bede Dem om, at Brevet kommer bort fra Dem, denne første Fredagaften; skulde det, som jeg dog ikke troer, blive for seent, vil De da lægge det i et Brev med Brevposten, en saadan enkelt Seddel kan jo ikke fylde noget. Glem heller ikke at skriv, thi det er da det sidste, kjære Brev jeg faaer fra Dem paa denne Reise. Siig mig endelig hvad Resultatet bliver med Operaen; nu begynder jo Forestillingerne snart og min fri Entre er forbi, men det er dog virke­lig for haardt for mig! Var nu mit Stykke antaget, saa beholdt jeg den, men er det ikke, maa jeg i tide see hvad jeg kan gjøre. Derfor glem heller ikke det! Da dette mueligt er det sidste Brev jeg skriver Dem til herfra Odense, Saa lad det ikke undre Dem, at jeg repeterer hvad jeg før har sagt, at De er den eneste jeg anseer for min Ven og at jeg af mit ganske Hjerte hænger fast ved Dem, det er noget jeg maaskee aldrig mundtligt kan yttre Dem, men hver vis derpaa, at jeg veier ethvert af Deres Ord, derfor stød mig al­drig bort – – dog jeg bliver for sentimental, De forstaaer mig jo nok! Gud give at jeg altid af mit ganske Hjerte tør betro mig til Dem! Af Digte har jeg to nye, som jeg vil afskrive Dem her, hvad synes De om dem? – Hils dem alle.

Deres inderlig hengivne Ven

Andersen.

Kjærlighed.

See Solen blusser saa elskovs rød,

Den lægger sit Hoved' i Bølgens Skjød;

Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!

Tilbedende tier den hele Jord, :

Kun Blomsterne nikke i Vinden,

De kysse hinanden paa Kinden.

Hvad rasler hist hvor Sivene groe?

Der gynger en Baad med Elskende to!

I Havet, i Øiet og høit i det Blaae,

Alle tre Steder jo Himle staae!

Men aller herligst blandt disse,

Er Øiets Himmel tilvisse!

Den Himmel eier det reneste Blaae,

Og Tankerne der, som Stjerner staae,

Man skuer klart i Aandernes Land,

Man føler sig Barn og dog en Mand!

Hver Tanke mod Himlen sig taber,

Og Øiet troer paa sin Skaber!

Taaren.

Mit Hjerte er en Himmel graae,

Hvor Sorgerne som Kloder staae;

Saa underlig er deres Gang,

Derfor er Barmen dem saa trang!

Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro!

Hver Taare er en Verden jo!

En Verden fuld af Sorg og Lyst,

Der ruller fra det snevre Bryst.

Og har Du grædt Dit Øie træt,

Da bliver Du om Hjertet let,

Thi Sorgen, om den end er stor,

I hine Taare-Verdner boer;

Og troer Du vel, at han som glad

Seer Krybet paa det mindste Blad,

Han som det Hele stræber til,

At han en Verden glemme vil?

(Glem mig ikke med Brev paa Søndag).

Undskyld mig om mit Brev er altfor uordenligt skrevet, men jeg har en

utaalelig Hovedpine, saa jeg ikke godt kan ordne det, som det burde.

Kjære Collin!

Efterat have forseglet Brevet og sendt det ind til Byen, fik jeg Deres kjære, venlige Skrivelse; jeg er derfor spadseret ind til Byen for at skrive denne lille Sæddel, og stikke den ind i Brevet med, for ret at takke Dem for Deres Venskab og Interesse for mig. Manthey forekommer mig at være en Smule fordægtig, i sin Opførsel mod mig, men det bliver vel nok godt. Nu tør jeg ikke haabe Brev fra Dem paa Søndag, eftersom De alt glæder mig dermed i Dag, dog vilde det være mig usigeligt kjært, blot nogle Linier, angaaende de 10 Rdlr maae De ikke glemme mig, og hvor let kan De ikke skrive nogle Ord deri. –

Deres hjerteligste

Ven A.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost