The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

21. Til E. Collin.

Odense den 28 Juli 1830.

Kjre, bedste Collin.

Kunde De blot fle med hvilken Lngsel, jeg hver Postdag lader hre om der er Brev fra Dem, da vilde De ret indsee hvor kjr De er mig! Med Begjerlighed sluger jeg hvert Brev! om det endogsaa tidt smager noget, som Medicin, men Medicinen hjlper jo den syge, og naar en Ven rkker den, saa tager man den med mere Taknemlighed. Vr ogsaa overtydet om, at jeg selv fler mange af mine Feil og Svagheder, men paa eengang at rette dem er mig umuelig; dog troer jeg i det sidste Aar, at have forandret mig meget til det bedre; eller hvad Verden nu engang kalder det, blevet poleret mere af; havde [De] lagt Mrke til mig for nogle Aar tilbage, vilde De vist bedre kunde see Forandringen; sprg kun Fru Wulff? Da jeg nu alt jo hrer lidt til Offentligheden er det naturlig, at der lgges noget Mrke til mig, og mine Svagheder pilles frem, man danner sig et Begreb af de lse Trk man opsnapper, uden at disse Dele dog udgjr det rette Hele. Jeg finder det naturlig at man udpeger mine Feil; ingen gaar frie; jeg kjender ikke eet44 Menneske undtagen jeg har hrt noget ondt om det, min Feil bliver det nu, at jeg skal tnke for meget paa mit eget Vrd som Digter, og altid at bringe mig og mine Digte paa Bane; men tro mig, kjre Collin, kunde jeg ganske afvnne mig med denne Feil, fik Verden dog snart opdaget en anden hos mig, jeg veed ikke hvilken, de lige saa strkt vilde bebreide mig. At jeg dog ikke besidder denne omtalte Feil i den hie Grad man vil tillgge mig, har vi fr omhandlet; og jeg troer at De dog har noget Blik i mit Hjerte; at jeg ellers ofte og gjerne kommer frem med mine Digte er en Feil jeg endnu haver, men mon jeg ikke tr skrive den paa min Godmodigheds Regning? (Tilgiv at jeg siger, min Godmodighed, men det sige jo alle jeg er, og jeg troer det); eller har ikke ethvert ungt Menneske Lyst til at behage; med min Skjnhed vil det ikke lykkes og jeg tyer altsaa til hvad andet jeg har. Mon Feilen er saa stor, naar man ret beseer den? Men jeg kan jo ikke forlange at alle Mennesker skal see saa dybt naar de bedmme mig, jeg gjr det jo heller ikke altid med dem. At det ikke er Stolthed hos mig, at jeg ofte aldrig tager Notits af nogens Mening om mine Digte, er De vistnok forvisset om, og vilde vre det desmere naar De kunne hre de ydderst, modsigende Domme jeg hrer af dannede jaa af saa kaldte aandrige Mnd; skulde jeg for Ex: gjre de Forandring[er] man som oftest raader mig, blev der aldeles intet af mit; men kun noget saare hverdags tilbage. Pas ellers paa! der vil nok komme en Tid, De vil finde mig langt bedre end nu; forstaae mig ret, have aflagt endnu mere af det, som dog i Grunden er Feil hos Andre, men som efter Verdens Indretningen og alles Svagheder maa gjelde for mine. Kun at jeg nu veed, at De og Deres Fader forstaaer mit bedre Jeg; siig mig naar De skriver hvad han i Grunden troer om mig, om hans og Deres Idee, er nu den samme. De kan ikke tro hvad Priis jeg stter paa det, og hvad hans gode Tanker, baade fra Aandens og Hjertets Side, ere mig vigtige; ikke af den lave Grund, at jeg troer det politisk, at besidde hans Interesse, som De vel ikke troer om mig, men fordi, jeg af Hjertet betragter ham, som en Fader, for Alt hvad han har gjort for mig; fordi han er mig det eneste faste Punkt, jeg holder mig til i Menneskevrimlen. Det bedrvede mig inderligt, at De endnu med nogen Bitterhed erindrer hiin Aften hos Bangs; lad denne Misforstaaelse vre glemt, Feilen var jo min at jeg ikke fattede Deres Venskab. De vil ikke sige mig Dens Navn der venskabeligt talte Ondt om mig! nu, De br det heller ikke; der er meget, der ikke er godt for os at vide, maaskee vilde jeg bedrves mere, thi nsten troer jeg, at det er en Person, jeg eengang med min hele Sjl hang til; jeg har jo nsten fra min Barndom staaet ene, og Hjertet er dog i vor Alder skabt til Medflelse, den omtalte Person troede jeg mest, at harmonere med, men har siden mrket, at jeg dog tog Feil; det var den frste jeg flte Venskab for, men at jeg er skuffet har gjort et dybere Indtryk paa mig end maaskee nogen drmmer om; De er nu den anden, jeg i mit Liv, ret fler mig draget til, og De vil altid vre mig en Ven ! O gid at jeg ret kunde udtale min hele Sjl for Dem! gid at De, kun halv saa meget som jeg, altid vilde fle for mig! gid at jeg i Dem maa finde mere end den, der viser mig Interesse, gid at jeg altid med inderlig Fortrolighed maa kunde mde Dem. Men husk ogsaa, naar De hre Bekjendtere gjre deres Bemrkninger over mig, at alle tales der ondt om! at hos alle udpeges der Skygger; og vei da Feilene naar de ere satte45 i de rette Forhold. Dog det behver jeg ikke at bede Dem om! Men vr overtydet om, jeg vil gjre alt hvad jeg kan for at betage Folk Grunden til deres Snak. Et Skridt troer jeg alt at have gjort, skjndt rigtignok lidet, men jeg haaber at De bifalder mig. Paa Mandag vil det dramatiske Selskab her i Byen give, indbyrdes en Aftenunderholdning, hvortil Foersom bidrager, og man glder sig ret der til da Byens Indvaanere ikke lnge har spillet Comedie. Forleden kom da to af de Hrr: Directeurer ud til mig og bad mig saare meget om at hjlpe dem46; blot sige et eneste af mine Digte; De kan tro at det var haardt at staae imod, og i Grunden, thi jeg vil vre rlig, vilde jeg ogsaa nok; atter en daarlig Forfngelighed! Men Deres Brev bestemte mig til, ganske at ngte det. Naar man siger, at jeg formodentligt morede mig paa Hoffmanns Gave fordi jeg der lste dem mine Digte, hvad vilde man da sige naar jeg paa Theatret sagde eet; skjndt det, baade af dem der sagde det frste, og dette sidste bliver noget hsligt! Jeg havde virkelig en haard Kamp med mig selv, og man anvendte Alt for at bevge mig, og ere nu vrede for det. Siig mig nu om jeg har handlet efter Deres nske! Guldberg fandt at jeg havde baaret mig ret ad, skjndt hans Grunde vare alt for smigrende til at jeg vil anfre dem. Igaar var jeg hos Prof: Vedel-Simonsen paa Elvedgaard, der synes nsten at have Venskab for mig, jeg har maatte love ham, at komme nogle Dage ud til ham igjen fr jeg reiser. Ved at sge efter Sagn fra Grevens Feide, som jeg kun trffer faae af, finder jeg her en heel Guld-Grube til en Roman, der ligger hvor Tid ganske nr, og hvor Begivenheden selv staaer som et underligt, broget Drmmebillede fra min Barndom, og hvor alle Kilder ere mig aabnede; nemlig Spaniernes Ophold i Fyen; over alt hrer jeg smaae Skildringer og har i en kort Tid samle[t] en stor Deel Optegnelser; hvem veed hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveie Sagerne. Dersom det er mueligt at faae en Leilighed til Svendborg i Morgen, saa reiser jeg da derned og vil blive der en 8te Dage; naar De derfor, som jeg haaber om en 8te Dage glder mig med et Brev (det vil sige, skriver fra Kjbenhavn paa Fredag, 8te Dage eller fr den Tid) vil De da lade Brevet ikke gaae til Odense, men til Faaborg, hvor jeg da selv skal lade det afhente paa Posthuset, thi omtrent ved denne Tid er jeg i Faaborg; jeg vil nemlig frst til Svenborg og Taasinge, derfra til Faaborg og ende i Assens; foruden Deres kjre Faders Anbefalings Breve har jeg nu ogsaa et til hver By fra Oberst Guldberg, saa man nok tager sig af mig. Nu lev vel! evig og altid Deres

hengivne Ven

Andersen.

Hils dem alle hjemme! glem ikke Mindelsen om Tieck.

[I Margen: ] Jeg har skrevet et Digt: Hjerte-Tyven. De vil vist synes om det. Siig mig, om De kan, med nste Brev, hvorledes det gaaer med min Opera?

P.S. I Randers-Amtstidende lses flgende Digt, som Sidestykke til mit: Den jydske Hede i Regnveir:

De jydske Vange i Godtveir.

Ei, Himlen staaer med Graat i Graat,

Men Veiret det er smukt og godt.

See, Marken hist og her sig hviner,

Og Korn og Grs og Frugt man giner;

Nyslagne Eng gjr Hjertet glad,

I Skoven hres Fugleqvad.

Let gjennem Vangen Vognen gaaer,

Og tunge Ax mod Hjulet slaaer;

To Smaa-Brn flytte Qvg paa Vangen,

Imedens de istemme Sangen

Om: Dannevang ved grnne Bred,

Og Egnens spragled' Blomsterbed.

De ogsaa andre Viser veed,

Om Egnens Pryd og Frugtbarhed;

Men tys! hvem er det som sig nrmer?

Og rundt omkring paa Vangen svrmer.

De Hstfolk hedde her paa Jydsk;

Jeg veed ei, hvad det er paa tydsk.

See Konen her er ikke styg!

Hun brer Riven paa sin Ryg;

Mens Manden hist paa Agren springer,

Og Leen fro mod Axet svinger.

Imidlertid de Glutter gaae

Omkring og samle Blomster smaae.

Hvem veed ? Jeg seer i Tanken grandt

Jydpotte-Digteren iblandt;

Maaskee, at ham nu monne kjede

De Kjltringer paa sorten Hede?

Og meer ham fryder Hstfolks Sang

Bag Skovens L, i Dannevang.

Lund.

De seer det hele er Spg; om Lund er Poetens sande Navn veed jeg ikke.

Siig mig dog hvad De synes om Ideen til min: poetiske Jydepotte, om Tittelen osv. Fr allersidst i August kommer jeg nu slet ikke hjem; og meget kan der udarbeides i 3 Maaneder af Opgaven, her har jeg kun Ideen i Hovedet.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin