Dato: 27. december 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Berlin den 27 Decembr 1845

Min kjære, kjære Jonna!

i dette Øieblik bragte Portneren mig dit og din Bedstefaders Brev; "ja Jonna fortæller Dem Nyhederne!" skriver han, men Du sagde mig ikke en eneste Nyhed; tak fordi Du skrev; jeg har allerede leveret et Dusin Breve hjem og beder at I Alle læse dem, Een bliver altsaa den sidste der faaer Brev, men den Sidste staaer derfor ikke sidst i mit Hjerte, Een maa jo være sidst, og denne bliver - ikke Du, men Henrik, han faaer Brev næste Gang; hils ham! tryk hans Haand og siig ham at han er levende og inderlig i min Tanke, som Du er det. Hvorledes gik Eders Jule-Aften? Min var den eneste triste jeg endnu havde ude; jeg var indbudt forskjellige Steder, men havde sagt nei, da jeg vilde være sammen med Jenny, og meget godt havde ladet mig mærke for Madms. Johansen dermed, men jeg fik ingen Indbydelse og vare ene, var trist! – Dagen efter fik jeg et nydeligt Brev fra Jenny og da vi saaes sagde jeg hende Alt og hun blev ganske bedrøvet og meente at der var en skrækkelig Rift om mig og at hun aldrig havde anet at jeg for hendes Skyld havde sagt andet Steds nei! hun havde været hjemme hos Billedhugger Wickmanns hvor hun boer og hvor ingen Fremmede have været; hun gjorte det snart godt igjen, vi kjørte ud sammen, vi to, vi sladdrede og hun foreslog mig, om vi skulde reise sammen til Weimar, men det skeer dog nok neppe, thi da maa jeg blive her i Berlin til midt i Januar, og jeg boer for dyrt hertil. Hotellerne under den Linden er meget kostbare; jeg maa boe ordenligt da jeg faaer saa mange særdeles Besøg. I Mandag morges blev jeg overrasket ved at Holger Stampe traadte ind i min Stue, han var, sagde han, / taget i Julen til Berlin for at høre Jenny Lind og see mig, i Aviserne staaer om min høie Ankomst. "Andersen tilhører mere Tydskland end Danmark, der ikke vil erkjende ham efter fortjeneste (dette er nu ikke Sandheden længere – siger jeg) – er den sædvanlige Tirade. Jeg har været sammen med Holger, saa meget jeg kunde, men jeg maate lade ham vandre selv meget om, da jeg idelig skulle til Folk. Igaar spiiste jeg hos Kongen af Preusen, der fortalte mig at han ved sin ankomst til Kjøbenhavn strax havde spurgt om mig. Dronningen var ogsaa saa elskværdig. Jeg havde Plads ved Siden af den berømte Alexander Humboldt. Han kjender din Moder dog? Spørg hende ad, den kjære velsignede Kone. Damerne er skrækkeligt velsigne imod mig, de unge give mig Blomster og et par af de gamle have klappet mig. De holde mig fast om Haandledet og stryge mig paa Haanden og og saa sige de: "han er saa god, saa elskelig!" – Ja de burde jeg nu ikke skrive, for saa er jeg ikke god og elskelig. – Det er deiligti Verden saaledes at flyve Menneskene forbi, som kort at de kun kunde vise deres venlige Ansigt og ikke det haarde Hverdags. Om min Present i Oldenburg har Du vel hørt! – Hils nu Dusine Larsen ret meget, dersom du endnu seer hende eller naar Du skriver. Fortæl mig snart lidt Nyt! noget fra Theatret Noget om H. P. Holst og om vort Publikum. See til at Mulatten kan komme til at gaae, det er bare alene for Pengenes Skyld, bare der snart maatte komme lidt i Kassen. Hils Brødrene! Allesammen! Siig til Adolf Boye at jeg takker ham for hans venlige Hilsener. Lev nu vel,

Din trofast hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus