The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. december 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

158. Til E. Collin.

Berlin den 19 December 1845.

Kjre Ven!

Igaar kom jeg her til Berlin, iaften skriver jeg alt til Dem, min trofaste, kjre, kjre Ven!–Det er just ved Afstanden, som denne voxer, man ret fler hvor fast man er voxet til sine Kjre i Hjemmet!–Gid jeg et lille ieblik kunde sidde hos Dem og Deres Jette! fortlle det Meget der rrer sig i mig, den Erkjendelse hos mig selv jeg har af min Lykke! O hvor velsignet komme Folk mig imde overalt!

17 Dage blev jeg i Oldenborg, jeg har i mit Brev til Deres Fader og til Louise skrevet derom, hvorledes alle de frste Familier, ja Hoffet selv kappedes om at vise mig Venlighed. Det er underligt nok, det var i Tydskland man frst gav mig Erkjendelse, som Digter, denne Erkjendelse er nu voxet over Hjemmet og flere Lande, det er i Tydskland, hvor jeg dog ikke, det siger jo alle Danske, jeg ikke kan Sproget, man begynder at erklre min Forelsen af Eventyr, som noget mrkeligt! man var om at faae eet eneste Eventyr at hre lst af mig, som var det Jenny Lind, der skulde synge en Romanze, selv ved Hoffet blev jeg bedet om at lse en Aften, og jeg gjorde283 det og blev nydeligt behandlet, ja'ndash;betnk, derom veed de Andre hjemme endnu ikke!–Jeg var den sidste Middag i Oldenburg hos Statsministeren Beaulieu de Marconnay, hvis Snner jeg i to Aar har vret i Brevvexling med og som ret holde af mig, det var hos den ldste Kammerherren, jeg boede sidst i Weimar; som sagt jeg spiiste hos Ministeren og da Champagnen kom, reiste den gamle Bea[u]lieu sig og sagde, jeg vilde benytte dette ieblik for at overrkke vor Ven Andersen en Erindring fra Storhertugen (denne havde jeg sagt Levvel om Formiddagen, han havde forud ikke vidst at jeg nste Dag vilde bort). Det var en kostbar Ring, man siger den er over 200 preusiske Thaler vrd. Var det ikke deiligt! og Storhertugen havde ved Audienzen vret saa velsignet mod mig, sagt hvor kjrt det var ham at han havde gjort mit Bekjendtskab, og naar jeg kom tilbage over Oldenborg, da gldede [det] ham igjen at see mig.–Jeg har imidlertid ikke vildet fre denne Ring med paa Reisen, da jeg saa let kunde miste den, og med Posten hjem bliver den dyr over Grndsen, jeg har derfor givet Hofraad Eisendecker den i Forvaring indtil videre.–I Franckfurt-Tidende lser jeg allerede iaften hvor vel jeg er blevet modtaget i Oldenborg, ved Hoffet og hos Familier. I Theatret veed De jeg der havde hver Aften min fri Plads. Det maa jeg dog fortlle Dem med, at Digteren Mosens lille Sn, 5 Aar, grd da jeg sagde Farvel og om Aftenen sendte, med Faderen, hen i Theatret, een af sine Tinsoldater om jeg vilde have den med fra ham. Eisendecker sagde mig at jeg godt kunde slge Ringen, det brugte man, men jeg fandt det ikke passende og trnger jo for ieblikket ikke dertil; men hr veed De nu hvad, den Ring De har i Forvaring, synes jeg nu gjerne kunde springe, De kan jo nok faae den til at gaae Hofveien; alt paa Fhr, da jeg fik den, vilde Sally skaffe mig af med den, men De faaer nok mere for den; jeg regner nu temmeligt vist at den nok gaaer til 150 Rdlr. Dette vil nu antage, altsaa

150 Rdlr for Ringen.

50

har De i Forvaring.

50

skylder Reitzel mig.

300 Rdlr

fra

Zahlkassen

for

1/2 Aaret 1846 (Januar til Juli)

_______ disse hves d. 1ste Jan:

tilsammen

550 Rdlr

De rrer altsaa ikke ved hvad jeg kan have fra Theatret, ikke heller ved mine 300 i Sparekassen, men sender mig et Creditiv paa 550 Rdlr, der lyder paa et sikkert Huus i Triest, i Rom og i Neapel, lad det lyde paa spanske Pjaster (O: Collonati).–Faaer De nu ikke Penge for Ringen eller er Tiden saa, at man misbyder, da er der vel gaaet Stykker, f Ex liden Kirsten, og ldre Sager, der tilsammen kunne skaffe 100 Rdlr og saa bliver det et Creditiv paa 500'ndash;ringere maa det ikke vre! og Sparekasse Pengene ere dog endnu ikke tagne; De er nok saa god i Deres Brev at stte mig ud fra hinanden hvilke Penge der ere gaaet op i Creditivet; dette nsker jeg at De i Begyndelsen af Januar sender til Weimar (Storhertugdmmet Sachsen-Weimar-Eisenach); det er bedst at De foruden min Adresse tilfier at det kan afgives hos Kammerherre Beaulieu de Marconnay, Referendar hos H.K.H. Storhertugen af Sach[s]en-Weimar-Eisenach i Weimar. Forstaaet?

O jeg var ganske veemodig da jeg forlod Oldenborg, hvor jeg var saa hjemme, saa afholdt; jeg maatte bort om Morgenen Kl 5, og tnk Dem, Fru Eisendecker stod op saa tidlig for at skjnke mig Kaffe! og da jeg kom til Posthuset, var den unge Beaulieu der for endnu engang at see mig! – Saa rullede jeg afsted! med tusinde Tanker, med Veemod og Glde over hvad Gud under mig!–Fra Hanover til Berlin er 49 Miil, det er en Dags Flugt paa Jernbanen! man flyver afsted Klokken 6 om Morgenen og er 6 1/2 om Aftenen i Berlin! det er som Skyerne i Blst, o hvor deiligt at flyve, og hvor underligt at have den Tanke om faae Minutter, hvis en Ulykke skeer'ndash;flyver Du ind til Gud, jeg tnkte derpaa, men bange, nei det troer jeg man ikke kunde kalde det. Jeg boer i britisch Hotel, boer nydeligt men dyrt, rige Meubler, Gulvteppe, hyggeligt, som aldrig hjemme'ndash;O, saaledes maa jeg have det i Kjbenhavn; jeg maa her i Berlin have et ret ordenligt Vrelse, da jeg faaer mange Vesitter, Excellensen Humboldt, har alt strax i Dag gjengjldt min Hilsen; jeg troer han frer mig til Kongen,

Men Jenny Lind? Ja, jeg har endnu ikke talt med hende'ndash;! hun boer 1/2 Miil ude i Byen, i et kjedeligt Qvarteer; strax igaar da jeg kom, sendte jeg hende et Epistel; hun traade284 just da op i Svngjngersken, alle Billetter vare udsolgte; jeg var ret kjed der over; imidlertid travede jeg hen til Operaen'ndash;jo! Parterre og Gallerie vare der, jeg gik i Parterret, i meget sjofelt Selskab, stod hele Tiden ved Dren, mellem Landsoldater og Fiskerkjllinger, men jeg hrte hende; jeg kjendte den svenske Original i den tydske Oversttelse! hun var magels i sidste Act; men tnk min Skrk da hun gik over Mllehjulet, hun var ved at falde, men faldt ikke!–Imorges kjrte jeg ud til hende, hun var alt paa Prve, men havde ladet Madms: Johansen hjemme for at tage imod mig. Det er dog ogsaa noget! sagde Madmoisellen.–Imorgen sees vi nok! hele Berlin er henrykt over hende. Rimeligviis kommer hun til Weimar i Januar mens jeg er der285. Hils Deres Jette.

Deres broderligt sin[dede]

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter