The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 22. juli 1830
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

20. Fra E. Collin.

Kjbenhavn d: 22. Julii 1830.

Kjre Andersen.

Uagtet jeg frst imorgen (Fredag d. 23de) faaer Brev fra Dem, vil jeg dog i Aften begynde Brevet for at bruge Tiden saa godt som mueligt, og da der er en Gjenstand, som det er Os begge vigtigt nrmere at drvte. De veed nok selv, hvad jeg mener; De beder mig selv saa indstndigt om, at skrive noget Mere i denne Anledning, og jeg gjr det med Fornielse. For det Frste forlanger De af mig, at jeg skal nvne Dem Personen, der har sagt det; dette maa jeg reentud ngte Dem; det kunde aldrig fre til det Gode, men vel til det Onde; og hvad er Grunden43 til dette Forlangende: Nysgjerrighed forenet med krnket Forfngelighed og, om man vil, en Art Hvne-Syge. Std Dem ikke over denne min Derivation af Deres Ord fra disses Grund; thi det er ikke sagt mod Deres Individualitet, det, troer jeg, have nsten alle Mennesker tilflleds. De sprger maaskee, hvorfor jeg da anvender det her? Jo! fordi jeg derved maa overbevise Dem om, at jeg ved at efterkomme Deres nske vilde offre Taushedens Pligt paa Deres Nysgjrrigheds og Forfngeligheds-Altar; thi den, som anfrte hine Beskyldninger imod Dem, kunde dog ikke nske, at jeg skulde i denne Henseende give efter. Jeg sagde, at det ei kunde fre til det Gode; det gjentager jeg: den bevidste Person, troer jeg, jeg tr forsikkre at have meget Venskab for Dem, og at netop dette har motiveret hiint overdrevne Udbrud; og, det veed jeg vist, De selv holder meget af den samme; hvad vilde Resultatet blive? Tnk Dem det samme Tilflde med mig, nemlig, at De fik at vide, at jeg havde sagt det, hvad vilde der flyde af? Dem selv ubevidst vilde en stor Deel af Deres aabenhjertede Godhed for mig forsvinde, Mistroe vilde indsnige sig. Denne Sag troer jeg vistnok, vi i Grunden ere enige om; jeg anseer det kun som en Idee, der et ieblik faldt Dem ind, og naturlig maatte falde Dem ind, men hvis Flger De dengang ikke beregnede. Nu hvad det Vigtigste, Realiteten, angaaer. Husk paa de 2 Alternativer jeg i mit Brev fremsatte: enten er De virkelig indbildsk, og Deres Vsen er da en ligefrem naturlig Yttring af Deres Tnkemaade (og som saadant i ; kan dette ei forandres uden Kilden forandres), eller ogsaa er De ikke indbildsk, og da er det et forkeert Vsen hos Dem, en Maneer, som bibringer Folk denne urigtige Mening om Dem. I Deres Brev udfolder De Deres hele Tnkemaade for mig, De anatomerer Deres Egoisme, stter Delene sammen igjen, og det Hele passer, som jeg troede; og at denne Bekjendelse er rlig, som faae Andres, derom er jeg overbeviist. Nu er herved altsaa det frste Alternativ forkastet, og det andet bliver tilbage. Her er det vi komme til det Resultat, som jeg allerede i forrige Brev, uden nogen vidtlftig Deduction fremsatte for Dem: at De gjr Synd imod Dem selv, at De ei med al Magt sger at vnne Dem af med saadanne Manerer, der i en saa uhyre Grad skade Dem. Dette er min uforgribelige Mening, og jeg siger Dem min Mening ligesaa rligt, som De Deres; jeg har vel flere Gange mundtligt sagt Dem noget Lignende, men i et Brev kan man sige meget, som i et ieblik ikke just falder En ind, og hvad der er af Vigtighed, man kan sige det mere Forbeholdent: liter non erubescunt. Det er saa sjeldent, at man i daglig Omgang taler saadan ret alvorligt med hinanden; dog een ret alvorlig Samtale veed jeg at have havt med Dem, en Samtale, som jeg desvrre vist ikke saa snart glemmer, ikke formedelst de deri opkomne Discussioner, men formedelst dens Anledning, og Anledningens indirecte Flger. At jeg mener Samtalen hos mig om Morgenen efter den bevidste Aften hos Bangs behver jeg vel ikke at sige Dem. Realiteten i denne Affaire drvtede vi den Morgen, og jeg troer, vi kom til et Resultat; derfor nok derom. Men hiin Aftens eller rettere hiin Misforstaaelses Flger kjender kun jeg, De vistnok ikke; thi De aner maaskee neppe, at det kan kaldes Flger, som ere vrd at tale om, at man mrker, at man i en Familie, hvor man fr, efter Alt at dmme gjerne var seet, at man, siger jeg, mrker, at man der, om end kun for en kort Tid, bliver betragtet med andre ine. Maaskee De ikke rigtig forstaaer mig?! At jeg maatte og vilde forsvare, at jeg havde vret Anledning til at forstyrre en Aftens Munterhed, er en Selvflge; men at jeg, uden forresten at kunne overbevise, maatte nedvrdige mig til at forsvare, hvad jeg havde sagt, det maae De selv tilstaae, kan saare; og en Nedvrdigelse kalder jeg det, thi Forholdet imellem Dem og mig ere idetmindste nogle af de bevidste Personer for bornerte til at bedmme....Troe imidlertid blot ikke, kjre Andersen, at jeg paany vil bringe denne Historie paa Bane, der er intet Fornieligt ved Tanken om den hverken for Dem eller for mig, men jeg er ganske naturlig bleven ledt dertil ved den alvorlige Vending mit hele Brev har taget, og fordi det staaer i saa nr Forbindelse med hvad jeg hver Dag maa hre, naar jeg taler med Nogen om Dem; da jeg fortalte til En, at De morede Dem fortrffeligt paa Hofmansgave, sagde han: han lser formodentlig alle sine Digte hit for dem derovre; fortller jeg en Anden det Samme, da kan jeg vre vis paa af ham at hre samme Bemrkning; og De veed, jeg har saa ofte gjort Dem opmrksom derpaa, der gives kun een Maade at standse saadanne Bemrkninger paa: ved at betage dem deres Grund. Har De kun een eneste sand Ven foruden mig, som ei generer sig for at sige Dem sin Overbevisning, da sprg ham, og De skal see, De faaer samme Svar.

Fredagen. d. 23 Julii 1830.

Af Deres Brev, som jeg i dette ieblik fik, seer jeg, at De veed, at Molbech er bleven ikke Censor men Directeur. For det Frste kan det vel ikke ventes, at han vil tage fat paa at gjennemlse alle de Stykker, der ligge og vente paa ham; imidlertid har jeg bedt Fader at tale til ham om Ravnen.

Hos Professor Petersen har jeg vret for at faae at vide, om De har faaet Communitetet; men han var til Examen i Sore.

Brevet til Henckhusen annoncerte jeg i Adresavisen, og det blev for nogle Dage siden afhentet....

Om Deres Digte, som De har sendt mig, siger jeg Dem heller min Mening mundtlig. I Alm. kan jeg blot sige, at jeg finder dem overmaade smukke. Heden i Regnveir har staaet i Kjbenhavnsposten. Lad mig i nste Brev faae at vide, hvorledes Deres vrige Reiseroute er, og naar De kommer hjem; hvis De kunde faae Tid, skulde De tage over i Nrager; De er velkommen der, det veed jeg, og De vil more Dem.

Deres Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin