The Hans Christian Andersen Center

Dato: 10. december 1845
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjbh. 10/12 - 45.

Det har vret en daarlig Commissionair som De har sendt det lille Brev til mig, thi det var 11 Dage gammelt da jeg fik det, jeg anseer det derfor for rigtigst at skrive lige til Berlin, da De maaskee idag eller imorgen flyver fra Oldenburg og min Brevdue ikke mere vil finde Dem der. Jeg har i dette jeblik en gjennemhyggelig Flelse ved at stte mig til Skrivebordet og begynde dette Brev til Dem, det forekommer mig, som om min hele henrundne Ungdom igjen var vendt tilbage, og som om jeg var den Samme, der for 14'ndash;16 Aar siden begyndte den Brevrkke hvori Aarene have forandret saameget, som i et menneskeligt Hjerte; men dog ikke Alt haaber jeg, vi faae see at holde paa Venskabet kjre Andersen, thi naar Alt kommer til Alt, kunne vi dog ikke undvre hinanden, og jeg tnker da ogsaa at De ikke ganske vil glemme den gamle Sster for den nye, rigtignok har alt fra Jacobs Tid de yngste Brn vret de kjreste, og saa maae de yngste Sstre vel ogsaa vre det, isr naar de eje en saa riigt begavet Natur, den gam'ndash; Men det er jo igrunden Vrvl hvad jeg her siger, det er den indbildte Ungdom der lber af med mig.

Engelnderne ere en Nation, som jeg i de fleste Henseender har den strste Agtelse for det glder mig derfor meget at De udtale hvad min Flelse altid har sagt mig. Flyv De mod Solen kjre Andersen, og gid jeg kunde flyve med, men det er for seent, mine Vinger bevge sig kun nr Jorden, og de have ikke mere Kraft til at hve sig, men jeg skal gjre hvad jeg kan, og da vil Gud maaskee tilgive mig, at jeg har bortdrmt min bedste Ungdom.

Opholdet paa Augustenborg, Gravenstein mener jeg, maa jo have vret meget behageligt, og De er et lykkeligt Menneske, ikke fordi De saaledes kan flagre omkring; men fordi De kan nyde disse Udflugter med Geniets evige Ungdom. "Hvor den er lykkelig", siger Helten i min nye Bog, der ejer et saa dominerende Genie i een Retning at han ganske lever i dette. Talentet kastes omkring som en Bold for Tidsaandens Indvirkning, dets Interesse adsplittes i forskjellige Retninger, medens Geniet absorberer al sin Kraft paa eet Punkt . Det er Geniets Ubevidsthed der giver det dets evige Ungdom. Talentet ldes tidligt fordi det maa anvende sin Kraft paa at tilegne sig en ringe Deel af, hvad der for Geniet altid er Inspiration.866 Har min Helt ikke ret? Jeg har idetmindste ofte selv flt hans Ord. Vor Tid er jo ingen gunstig Tid for Poesien, isr her i Danmark, hvor det politiske og practiske Liv for jeblikket frer Scepteret; men de strre Digtere dygge ned i deres rige Kilder. H. C. Andersen ser af sin Phantasiverden, hvori Eventyrene og Eventyrdramaerne fdes. Heiberg tager sin Tilflugt til Philosophien, Hertz gaaer tilbage til Riddertiden. Paludan Mller behandler den (som det lader) uopslidelige Mythologi, Christian Winther nedlader sig til Oversttelser, og hlenschlger hviler paa sine evig friske Laurbr. Kun det fattige Talent hvis eensidige Virksomhed gjerne er Novellegebetet, vrider sig imellem Tidsaandens forskillige Indvirkninger, det har sjlden Kraft nok til at staae paa sine egne Been, og sttter det sig til det ene Parti, falder det andet hen over det. Det har Forf. til Hverdagsfortllingerne nok flt og er derfor i sin sidste Novelle: De to Tidsaldere aldeles gaaet uden for det politiske Gebeet; men at skildre vor Tid uden det Hovedhjul der stter den strkest i Bevgelse det giver et mat Udbytte. Jeg vil forvrigt ikke dmme Bogen, maaskee er det mig selv, der har opfattet den mat, men uagtet den har meget af sine ldre Sstres Ynde forekommer den mig dog flere Steder altfor hverdags. Har den foregaaende Tidsalder, som Forf. forvrigt har behandlet med Forkjrlighed, virkelig havt en saadan Foreening af Usdelighed og Sentimentalitet (den vrste Sammenstning af alle, synes mig), saa er vor Tid med sin Prosa jo langt at foretrkke. Men jeg kom bort fra min Text. Hauchs politiske Troesbekjendelse i hans "Slot ved Rhinen" er jo omtrnt: "Det Ene duer ikke meget, men det Andet duer heller ikke meget." See det er da et Resultat man let kommer til, isr i den ldre Alder, det har mit Ophold i Norge rigtignok ogsaa bestyrket mig i, der river Patrioterne ligesaa meget ned paa Storthinget, som Oppositionen her paa Souverainiteten, en ret kraftig Forfatter skulde hellere gjre sig til Opgave at fremhve det Bedste ved begge. Pointet af denne lange Snak er, at da jeg intet Geni er, saa har jeg ikke Kraft til at absorbere min indre Verden fra den ydre, jeg har meget af Talentets Bevgelighed, og har derfor i hj Grad vret underkastet Tidsaandens Paavirkning i den omtalte Retning. Jeg staaer omtrnt midt imellem begge Partier, skal jeg give et Billede af vor Tid, og hvad skal jeg ellers kunne beskrive, maae jeg udtale min rlige Overbeviisning, og saa vil formodentlig begge Partier styrte over mig. Nu, om jeg ogsaa har en svag Ryg, saa har jeg dog i mange Henseender et strkt Hjerte. Men jeg burde aldrig ved at ville vre Skribentinde have gaaet udenfor et Fruentimmers Grndser, thi nu kan jeg ikke mere staae stille. Men De smiler vist over den Betydenhed, jeg selv giver mit Skillingsforfatteri, ved at tillgge det den Vigtighed, at der vil lgges Mrke til dets indskrnkede Anskuelser, mine Betnkeligheder ere vel ogsaa blodt fremkaldt af mit Hang til i de senere Aar at tage Alt for "schwerflligt". Min nye Bog bliver i tre tykke Dele; men den er endnu kun halvfrdig, gid jeg kunde bortskre over det Halve af det der alt er skrevet, thi der er meget overfldigt Snak og mange trttende Reflectioner i denne Halvdeel; men jeg forstaaer ikke denne Operation som De har anvendt saa fortrffeligt paa mit lille Stykke, der alligevel er forkastet for min egen Domstol. Da De af det Foregaaende seer, at jeg har lst Hauchs Roman, maae jeg dog udtale mig lidt over den. Hav dog for Guds Skyld ikke den skrkkelige Idee at De som De her yttrede, har noget tilflles med den jammerlige Person som H'ndash; har fremstillet som en Thypus for Digtere, og som Hauch intet har kunnet give af Geniets Barnlighed, fordi han ikke selv ejer den867 ; han er vistnok gaaet efter den Regel, at man i Konsten skal give en Charakteer noget strkere end man finder den i Virkeligheden; men det har han nu overdreven i den Grad at han kun har gjort en i forvejen strk Ejendommelighed der kunde vre interessant halvgal og kjedsommelig i hj Grad. Franciskas Charakteer finder jeg derimod ligesaa elskvrdig som den philosophiske Emilie modbydelig. Men den sidste er vist godt skildret, kun troer jeg det umuligt at nogen Herre skulde kunne forlske sig i hende, og jeg finder det aldeles unaturligt at hun skulde kunne blnde saa Mange. Over de lyriske Partier i Bogen, og over flere af Naturskildringerne hviler jo derimod den samme deilige, men melankolske Efteraarsbelysning som over Forfatterens Poesier, og man hrer Drodslen slaae og Blgerne risle.

Det var smukt af Dem at De huskede at fortlle mig om Recensionen over Tante Anna, jeg fler forrsten nok, at jeg maae takke Deres Fortale meget for den Overbrenhed hvormed min Bog er optaget. Man finder ogsaa Fortalen her saa smuk og ejendommelig. Blodt mit Brev maa trffe Dem, men De kommer dog vist snart til Berlin? Fortl mig nu derfra om hvad der er Dem kjrest og interesserer Dem meest, ogsaa om Jenny Lind, jeg har i Berlingske lst om den Lykke hun gjr der, og om hendes forlngede Engagement. Troe ikke at jeg er blind for hendes udmrkede Evner, eller dv for hendes henrivende Toner, men det gik mig her, som naaer jeg staaer for en herlig Egn og er opfyldt af dens Beskuelse; men alligevel maae hre paa saadanne Opfordringer som: "See nu herhen – Nej see, hvor det er fortryllende. – Er det ikke guddommeligt ! Det er for mig som om man kastede et Slr over Landskabets Deilighed.

See nu har jeg jo sladdret som i gamle Dage. I det daglige og virkelige Liv naar jeg kun seer Dem i et flygtigt Besg, naar det forekommer mig, at enhver af Deres Venner har mere Ret til Dem end jeg, naar Livet og Menneskene strides om Dem, saa kan jeg ikke tale med Dem. Men den Andersen jeg skriver til, det er min Andersen, min Ungdomsven, som jeg skylder mange af mine bedste Erindringer, og som da jeg frste Gang saae ham, ved sin Ejendommelighed, aandrige Lege og Improvisationer tndte et nyt Lys i min Sjl. Moder og Sstrene fra hvem jeg skal hilse saa mange Gange , sige at det er mod Etiquetten at jeg sender Dem et saa langt Svar paa Deres korte Brev, og de har ret, strk i Etiquetten har jeg aldrig vret, og naar Andre have villet pine mig inden for dens Grndser, er jeg bleven stiv, kold og ubehagelig. Men tag mig (som min Fader altid gjorde) ganske som jeg er, saa vil De let kunne finde en yngere, behageligere, muntere, og i enhver Henseende mere glimrende Veninde, men ingen trofastere og mere hengiven end

Henriette Hanck.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost