The Hans Christian Andersen Center

Dato: 21. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

19. Til E. Collin.

Odense den 21 Juli 1830.

Kjre bedste Ven!

I Dag har jeg ikke meget at fortlle, thi hele denne Uge har det vret et Regnveir, saa at man ikke kan komme i Skoven, skjndt den staaer lige udenfor Vinduerne; Jorden er saa bld, at jeg frygter for, vi tilsidst trder paa de kjre Antipoder. I denne vandede Tid kan jeg altsaa ikke andet end give Dem lidt af samme Element, nemlig et Par Digte af min: poetiske Jydepotte, dog betinger jeg, at de ikke komme i noget somhelst Blad, ei engang Flyveposten, thi saa kjender Folk for meget til dem. Nu maa De smukt sige mig Deres Mening. Ikke?

Phantasie ved Vesterhavet.

Er disse hie, sorte Masser Fjelde?

Nei ! fremad styrte de med Vlde,

Og Sneens Masser paa den hie Tinde,

Snart stige, snart forsvinde!

Er det da Skyer, som i Dalen svve,

Og nu med eet sig hit mod Himlen hve?

Nei, det er Havet! hr dets dybe Sang;

Ei hrte ret fr slig Orgelklang!

Den ryster Sjl og Tanke,

Thi her er alting stort og uden Skranke!

Hvad gjemmer Du o Blge i Dybets Bugt?

Hvad saae41 Du paa Din stolte Flugt?

Hvad hrte Du? Du Jordens Vugge, Jordens Grav,

Herlige Hav ! ! !

Din Blge saae ved Nordens Pol

Den ei synkende Sol,

Iisbjergenes evige Lag!

Den flte Saharas brndende Dag;

Den hvilte stille, udbredt som et Klde

Om en, hvor Pilene grde!

Den hrte paa Klippens, paa Sandets Kyst,

Hvad dybt der sig rrer i Menneskets Bryst;

Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,

Og gik over Perler og Ddningebeen.

Den skued' ved Luftningens Strmme, ved Stormenes Chor

Verden saa undrende stor!

Ja stor Du hver Dig selv i Din Vugge og Grav,

Herlige Hav!

Og dog hvad er vel Du mod Himlens store S,

Hvor Jorden staaer kun som en lille ,

Hvor Sol og Maane, ja hvor hver en Stjerne,

Som er ligge adspredt i det Fjerne!

Og hvad er atter denne store Vrimmel?

Een Draabe kun i den uendelige Himmel!

Nu fatter jeg frst klart hvad Dden bringer,

Paa Cherub-Vinger!

Men de ja, det er underligt at tnke paa!

Dog, grumme lidt det Hele vi forstaae,

Det er saa stort og smukt hvad Dden skjnker,

Ja, meget meer end nogen Digter tnker!

O, saae vi det kun klart med Aandens Blik,

Vi lige strax da ned i Graven gik,

Men vi er' Brn jo kun paa denne Side,

Og Brn maae ikke Alt paa eengang vide!

Thi bruus kun vilde Hav ! oplft Din Kjmpevove!

Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!

Dette Digt synes hele den guldbergske Familie er det bedste af alt hvad jeg har skrevet, men det er ikke min Mening; hvad siger De? Har det Deres Bifald, vil De da lade Deres Fader og Sster lse det, men ellers ikke.

Nu et andet Digt.

Bgetret.

Hist staaer et Bgetr paa Hien ene;

Afhugget har man jo dets bedste Grene!

Srt ryster Toppen paa den stakkels Fyr,

Den vist fortller gamle Eventyr,

Om Elskende, og andet saadant noget;

Hr kun! forstod' vi bare Sproget!

Hit og stolt jeg Kronen bar!

gte jo min Stamme var.

Mine Brn, de stolte Grene

Havde alting paa det Rene;

Fik ei Skjnd og fik ei Huk,

Drak kun Sol og Morgendug.

Alt har jeg som Fader gjort;

De maa blive noget stort,

Tnkte jeg, det kan ei feile.

Som en Skibsmast hver skal seile

Lystigt over salten Vande,

See og sees i fjerne Lande!

Men af tretten jeg har havt,

Een blev kun et Kosteskaft,

Gjrdestave blev' de tre,

Men de ni, o bittre Vee!

De fik dog den vrste Ende,

De blev kun til Pinde-Brnde!

Heden i Regnveir (O: den jydske).

Ak ! Himlen staaer med Graat i Graat,

Og Regnen rusker nu saa smaat;

See, Heden hist og her sig hiner,

Men Lyng og Lyng og Lyng man iner!

Hver grnlig Plet gjr Hjertet glad,

Skjndt Grsset ligner Andemad!

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer,

To Smaa-Brn vogte Faar ved Veien,

Hr, Drengen blser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Ssterlil

En Psalme synger os dertil.

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om Roat, som faldt ned

Men tys! hvem er det som sig nrmer?

Det er Nomade-Folk, som svrmer.

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjeltringer paa jydsk !

See, Konen her er ikke styg!

Hun brer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drmmer,

Skjndt Regnen over Vuggen strmmer,

De andre Unger ved Siden gaae;

De tradske godt, skjndt de er' smaae!

Hvem veed selv Tanken gjr saa godt,

Maaskee jeg her, skyndt alt er graat,

Skal Deres Preciosa mde,

Den fine, line, sde, blde;

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

Dette sidste lille Digt, er halv bekjendt, for Mad: Iversen bad mig om det til hendes Avis og fik det da naturligviis, men jeg troer ikke der er42 mange der dog har lst det. Nu er jo da Moelbeck blevet Censor; tjen mig derfor endelig i, at faae Svar paa min Opera, om der er noget, der skal forandres i Texten, eller om de ikke synes om det Hele, men det maa de! mnet maa behage. Fra Foersom har jeg mange Hilsener til Dem, vi trffe ofte sammen, og han kommer ogsaa ud til mig, her paa Tolderlund; forrige Uge havde vi, det vil sige, Mad: Iversen, hos hvem jeg boer, stort Selskab, paa en 100 Personer, der brndte Beegkrandse i Skoven, og alle Mand spadserede med Paraplyer, det var et skjnne Syn! I nste Uge reiser jeg bestemt til Svenborg, Faaborg og Assens, derfor skriv mig til paa Lverdag, saa faaer jeg Brevet Sndagaften, og altsaa fr jeg reiser afsted; 8 a 12 Dage bliver jeg borte, men min Brevdue skal ikke undlade at flagre til Dem, thi jeg veed, at De dog, hvergang den kommer, tnker lidt paa mig; nu lev vel! nste Gang haaber jeg, at De skal faae mere Prosa og mindre Vers fra mig! Hils Deres Fader, Moder, Sdskende og alle Venner og Bekjendter; seer De Thiele da giv ham ogsaa en Hilsen. Af Nyheder veed jeg ingen, uden at Studiosus juris Gottlieb Collin siges at vre forlovet med Jomf: Ptsholt (jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives) er det Sandhed med Forlovelsen saa gratulerer jeg. Folk har ogsaa forlovet Dem med dog det veed jeg nok er ikke sandt endnu. Hvorledes er det ellers med Frken Bang? Nu lev vel, evig og altid Deres hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost