Dato: 21. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

19. Til E. Collin.

Odense den 21 Juli 1830.

Kjære bedste Ven!

I Dag har jeg ikke meget at fortælle, thi hele denne Uge har det været et Regnveir, saa at man ikke kan komme i Skoven, skjøndt den staaer lige udenfor Vinduerne; Jorden er saa blød, at jeg frygter for, vi tilsidst træder paa de kjære Antipoder. I denne vandede Tid kan jeg altsaa ikke andet end give Dem lidt af samme Element, nemlig et Par Digte af min: poetiske Jydepotte, dog betinger jeg, at de ikke komme i noget somhelst Blad, ei engang Flyveposten, thi saa kjender Folk for meget til dem. – Nu maa De smukt sige mig Deres Mening. Ikke?

Phantasie ved Vesterhavet.

Er disse høie, sorte Masser Fjelde?

Nei ! fremad styrte de med Vælde,

Og Sneens Masser paa den høie Tinde,

Snart stige, snart forsvinde!

– Er det da Skyer, som i Dalen svæve,

Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?

Nei, det er Havet! hør dets dybe Sang;

Ei hørte Øret før slig Orgelklang!

Den ryster Sjæl og Tanke,

Thi her er alting stort og uden Skranke!

– Hvad gjemmer Du o Bølge i Dybets Bugt?

Hvad saae41 Du paa Din stolte Flugt?

Hvad hørte Du? – Du Jordens Vugge, Jordens Grav,

Herlige Hav ! ! !

– Din Bølge saae ved Nordens Pol

Den ei synkende Sol,

Iisbjergenes evige Lag!

Den følte Saharas brændende Dag;

Den hvilte stille, udbredt som et Klæde

Om Øen, hvor Pilene græde!

Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,

Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;

Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,

Og gik over Perler og Dødningebeen.

Den skued' ved Luftningens Strømme, ved Stormenes Chor

Verden saa undrende stor!

Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,

Herlige Hav! – –

Og dog hvad er vel Du mod Himlens store Sø,

Hvor Jorden staaer kun som en lille Ø,

Hvor Sol og Maane, ja hvor hver en Stjerne,

Som Øer ligge adspredt i det Fjerne!

Og hvad er atter denne store Vrimmel?

Een Draabe kun i den uendelige Himmel!

– Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer,

Paa Cherub-Vinger!

– Men døe – – ja, det er underligt at tænke paa!

Dog, grumme lidt det Hele vi forstaae,

Det er saa stort og smukt hvad Døden skjænker,

Ja, meget meer end nogen Digter tænker!

O, saae vi det kun klart med Aandens Blik,

Vi lige strax da ned i Graven gik,

Men vi er' Børn jo kun paa denne Side,

Og Børn maae ikke Alt paa eengang vide!

– Thi bruus kun vilde Hav ! opløft Din Kjæmpevove!

Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!

Dette Digt synes hele den guldbergske Familie er det bedste af alt hvad jeg har skrevet, men det er ikke min Mening; hvad siger De? Har det Deres Bifald, vil De da lade Deres Fader og Søster læse det, men ellers ikke.

– Nu et andet Digt.

Bøgetræet.

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene;

Afhugget har man jo dets bedste Grene!

Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr,

Den vist fortæller gamle Eventyr,

Om Elskende, og andet saadant noget;

Hør kun! – forstod' vi bare Sproget!

– »Høit og stolt jeg Kronen bar!

Ægte jo min Stamme var.

Mine Børn, de stolte Grene

Havde alting paa det Rene;

Fik ei Skjænd og fik ei Huk,

Drak kun Sol og Morgendug.

Alt har jeg som Fader gjort;

De maa blive noget stort,

Tænkte jeg, det kan ei feile.

Som en Skibsmast hver skal seile

Lystigt over salten Vande,

See og sees i fjerne Lande!

Men af tretten jeg har havt,

Een blev kun et Kosteskaft,

Gjærdestave blev' de tre,

Men de ni, o bittre Vee!

De fik dog den værste Ende,

De blev kun til Pinde-Brænde!«

Heden i Regnveir (O: den jydske).

Ak ! Himlen staaer med Graat i Graat,

Og Regnen rusker nu saa smaat;

See, Heden hist og her sig høiner,

Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner!

Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,

Skjøndt Græsset ligner Andemad!

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer,

To Smaa-Børn vogte Faar ved Veien,

Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Søsterlil

En Psalme synger os dertil.

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om »Roat, som faldt ned« –

Men tys! hvem er det som sig nærmer?

Det er Nomade-Folk, som sværmer.

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjeltringer paa jydsk !

See, Konen her er ikke styg!

Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drømmer,

Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer,

De andre Unger ved Siden gaae;

De tradske godt, skjøndt de er' smaae!

Hvem veed – selv Tanken gjør saa godt,

Maaskee jeg her, skyndt alt er graat,

Skal Deres Preciosa møde,

Den fine, line, søde, bløde;

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

Dette sidste lille Digt, er halv bekjendt, for Mad: Iversen bad mig om det til hendes Avis og fik det da naturligviis, men jeg troer ikke der er42 mange der dog har læst det. – Nu er jo da Moelbeck blevet Censor; tjen mig der­for endelig i, at faae Svar paa min Opera, om der er noget, der skal for­andres i Texten, eller om de ikke synes om det Hele, men det maa de! Æmnet maa behage. Fra Foersom har jeg mange Hilsener til Dem, vi træffe ofte sammen, og han kommer ogsaa ud til mig, her paa Tolderlund; forrige Uge havde vi, det vil sige, Mad: Iversen, hos hvem jeg boer, stort Selskab, paa en 100 Personer, der brændte Beegkrandse i Skoven, og alle Mand spadserede med Paraplyer, det var et skjønne Syn! – I næste Uge reiser jeg bestemt til Svenborg, Faaborg og Assens, derfor skriv mig til paa Løverdag, saa faaer jeg Brevet Søndagaften, og altsaa før jeg reiser afsted; 8 a 12 Dage bliver jeg borte, men min Brevdue skal ikke undlade at flagre til Dem, thi jeg veed, at De dog, hvergang den kommer, tænker lidt paa mig; nu lev vel! næste Gang haaber jeg, at De skal faae mere Prosa og mindre Vers fra mig! Hils Deres Fader, Moder, Sødskende og alle Venner og Bekjendter; seer De Thiele da giv ham ogsaa en Hilsen. Af Nyheder veed jeg ingen, uden at Studiosus juris Gottlieb Collin siges at være for­lovet med Jomf: Pätsholt (jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives) er det Sandhed med Forlovelsen saa gratulerer jeg. Folk har ogsaa forlovet Dem med – dog det veed jeg nok er ikke sandt endnu. Hvorledes er det ellers med Frøken Bang? – Nu lev vel, evig og altid Deres hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost