The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

18. Til E. Collin.

Hoffmanns Gave den 11 Juli 1830.

Kjre, bedste Collin!

I Lverdagsaftes kom jeg her til, og agter at forlade disse fortrffelige Mennesker, frste Markedsdag O: Onsdag, men da det vil vre uvist, om jeg kommer saa tidligt til Odense at jeg der kunde faae et Brev skrevet og med Posten, vil jeg allerede begynde paa det her, og skrive nogle Linier hver Aften, for at der ingen Uge skal gaae over med at tilsende Dem mine Breve. Jeg har kun vret her een Nat og een Dag og finder mig alt ganske Nemme; jeg har nu lrt Ringspil, kan ogsaa godt balancere paa Stangen ved den grnne Plet udenfor Huset, hvor De vede Dem ifjor, og fremfor alt lrt at spise Kirsebr; Trerne bugne under Vgten, og de ere alle modne saa det er en Lyst; gid jeg kunde putte Dem et af Trerne herind i Brevet skulde jeg, men det lader sig nok ikke gjre! Jeg har mrket at man ret studerer Botanik her, og er Talen om Blomster og Vxter, fler jeg mig reent svinde hen i et Nix, jeg som dog i Jylland vandt daglig i Folks Agtelse, naar de hrte mig kjende Hr, Hamp, Rap og Rlleger! Man har lovet mig at jeg skal lre her at stbe Engle! Pigebrnene skal lre mig det, men Fruen vil at vi endnu en Dags Tid skal lre at kjende hinanden mere; Gud veed hvad der stikker under, jeg tnker det er slemme Skjelmsstykker. Iaften har vi alle gjort Kunster, lavet Gaader til hinanden, og den jeg gav Fruen var flgende men husk, at den er lavet i ieblikket. (Den bestaaer af fire Stavelser):

De tvende frste er et Hundenavn,

De sidste, Tittel paa en Tyvekvinde,

Det Hele staar som Fordeel ikke Gavn,

For en bekjendt tydsk Digterinde.

Caro O: et Hundenavn. Line, O: den line, den fine, den sde, den blde.

Det Hele er Caroline O: Caroline Pickler.36

Den anden Charade jeg maatte lave, thi jeg kunde ikke gjtte den Fruen gav mig, var saaledes:

Staaer jeg smukt paa mine Been,

Er jeg Dig en sdlille een,

Sat paa Hovedet for Dig, Bedes: Gud velsigne mig.

Sn O: en sd lille een; vendes det om, staaer der ns, af Verbum, at nyse.37 Men nu er jeg ganske svnig og vil derfor ikke skrive paa Brevet mere i denne Aften, da det ellers kunde blive Dem for kjedeligt; dog maa jeg fortlle Dem min frste Drm herude, den var om Dem, og ikke mindre end Deres Bryllup, og De saae saa usigelig lykkelig ud, at jeg aldrig har seet Dem saa smilende, ikke engang i Deres bedste ieblik.

Aftenen den 12 Juli.

Idag har vi maatte vre i Stuen den hele Dag eftersom det regnede, det er ret et kjedeligt Sommer-Veir, jeg troer, det ikke er rigtigt i Hovedet. Imidlertid har jeg idag arbeidet et Par Timer paa min poetiske Jydepotte, nemlig et Stykke i Prosa, der hedder: Ideer for dem som selv ingen have, en liden Nd og Hjelpe-Bog isr for de som vil38 vre Poeter; ved samme Leilighed kan jeg nu ogsaa fortlle Dem at jeg alt, fr jeg tog herud, fik min claurenske Novelle, den skjnne gramatica latina frdig, der som De veed ikke er andet, end salig Badens rlige Gramatik behandlet lidt felsom, jeg har lst den for Guldbergs, der er ganske entusiastiske for den, ja erklre den endogsaa for mit heldigste O: originalste Produkt, men det troer jeg ikke selv; jeg glder mig ret til at lse den for Dem. Af Digte har jeg ingen i de sidste 8 Dage, derimod Ideen til et stort alvorligt, men jeg venter ikke fr paa svenborger Touren at komme ned med det; Barnet hedder: Naturens Bog; det er igrunden en gammel Pjese, som De veed.

Alle Hoffmanns har bedet mig at hilse Dem mange 100000000000000000000000 Gange her i Brevet, vi taler daglig om Dem, og det lutter fortrffelige Ting, bare De var hos os! Imorgen, som er den sidste Dag jeg bliver, thi det er St: Knuds Markede i Odense, vil vi have Schattenspiel an der Wand. Lund skal vre Casander; den ldste af de her vrende Snner, Colombine; den yngre, Harlequin, og jeg, Pjerot.

Aftenen den 13 Juli.

I Formiddags kjrte Hr Hofman mig ud paa Hals, jeg var paa den ydderste Spids og fik mig en Steen med; herude voxte Lyng, noget jeg ikke troede at finde i Fyen. Med vort Schattenspiel gik det fortrffeligt og vi havde, oven paa Baletten Svngjngersken der ret var et non plus ultra i sin Slags.

Odense den 14 Juli.

Imiddags forlod jeg det hoffmanske Huus, hvor jeg ret har moret mig, begge Dttrene rullede med til Byen, hvor jeg nu ankom for en Time siden. Jeg har tusinde Hilsener til Dem fra Hoffmans hele Familie. I dette ieblik fik jeg Deres kjre Brev, og jeg takker Dem ret for at De saa hjerteligt tnker paa mig. Deres mange Nyheder morede mig meget, isr det om Archiaten, og hvad der gldede mig, var at Jomf: Ptges har slaaet op med Hviid. Angaaende min Opera, og om Ansgningen til Regentsen har De nok glemt, tnk paa mig nste Gang . Ligesaa meget som hele Begyndelsen af Deres Brev gldede mig, lige saa meget bedrvede Slutningen mig, ikke for den Persons ilde meente Dom, thi han har ikke kjendt mig, eller talt gjennem et andet Organ, men, for at Deres kjre Fader, selv ikke troer at forstaae mig i denne Henseende, at mine E[x]clamationer er et levende Udbrud af Hjertet. Kjre, gode, Collin, De er min eneste, sande Ven, gid jeg dog ret tydelig kunde give Dem en Idee om mit Indre, kan De virkelig tro, at jeg nogensinde tnker mig liig39 ehlenschlger, mindre mere original end ham; nei, saa vidst, som jeg nsker Guds Bistand i al min Virken, veed jeg ikke med mig selv, at jeg nogensinde har troet det, mindre at kunde vilde yttre det. Den Person, der, som De siger, udlod sig med saa megen Agtelse og Venskab om mig, har ikke meent mig det godt. Siig mig hvem det var? jeg skal aldrig rbe at jeg veed det, men maaskee kan jeg da see, og sige Dem Kilden hvorfra sligt kommer. Der er neppe nogen der mere fler sine Feil og Mangler end jeg selv, tro mig, Egoisme er neppe det rigtige Udtryk paa mine Svagheder. For ret at vise Dem min hieste Egoisme i al sin Ngenhed, vil jeg sige Dem mine forfngeligste Ideer, men som jeg aldrig i alvor nogensinde har yttret for nogen; jeg troer at jeg blandt de unge Poeter er den der for ieblikket, tr love mest, at jeg med Guds Hjlp, ved ydre Omstndigheder vil kunne kom[me] til at indtage en Plads mellem de gode Digtere, men vil staae dybt40 under ehlenschlger, og langt fra Ingemann. Dette er mit oprigtige Skriftemaal; enhver som ret kjender mig, vil ikke kunde finde mere, som den hieste Egoisme hos mig, end hvad jeg her siger Dem, og det vil dog kun vre i Spg at Sligt kommer til Yttringer; lad saa de andre Personer tale venskabeligt, ilde om mig, der kommer vel engang en Tid at vi alle, Venner og Uvenner komme bedre til at forstaae hinanden. Lov mig nu, at De i Deres nste Brev vil tale lidt mere om denne Materie; og usigeligt vil det glde mig, naar jeg da bliver overbeviist om, at Deres Fader og De forstaaer mig; lov mig det! og skriv snart, ret snart, det glder mig saa meget, skriv hvad De vil, kun at jeg faaer et Brev. Hils dem alle,

Deres altid hengivne Ven

Andersen.

Hvad siger De om Ideen til den poetiske Jydepotte?

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter