The Hans Christian Andersen Center

Dato: 14. oktober 1845
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 14. October 1845.

Ved at tale med vor flles Ven Ingemann har jeg med virkelig Bedrvelse erfaret, at De, kjreste Andersen, mener, at jeg har sigtet til Dem ved en af de meest fremspringende Charakterer i min nye Roman, Slottet ved Rhinen. Da jeg usigelig ndig vil krnke Dem og virkelig har Dem kjr som Menneske og skatter Dem som Digter, saa er det mig af Vigtighed at udtale mig for Dem i denne Henseende. Jeg veed vel, at Flere ere faldne paa den Tanke, og det har virkelig smertet mig. Det falder dog af sig selv, at jeg i hiin Charakteer kun har villet give et almindeligt Billede, der skulde vise, hvorledes Talentet kan forvilde sig, og hvor ulykkeligt det kan blive, naar det udelukkende vil gjre Poesien til Middel for endelige Interesser og ikke betragter den som et hit over ethvert personligt Hensyn staaende iemed, naar det vil gjre Muserne til Tjenerinder for jordiske Hensyn og ikke er i Stand til at opoffre alt sligt for det hiere, himmelske Kald. At vi nu Alle have vore svage ieblik, hvori den ydre Glands blnder os, det er upaatvivleligt, og i denne Henseende kan jeg sige, at jeg ligesaa vel har tnkt paa mig selv, paa tilbagelagte Stadier i mit eget Liv, som paa nogen Anden. Jeg har ivrigt kjendt en Original i Tydskland (en ubekjendt Digter, der var Huuslrer hos en Familie, hvor jeg ofte kom, og der meddeelte mig sine Manuscripter), hvilken ikke havde nogen anden Maalestok for et Menneskes Fortrffelighed, end om han, som han pleiede at sige, viste ham den skyldige Agtelse og paaskjnnede hans Fortjenester. Hvis jeg i det Hele har tnkt paa Nogen, saa er det isr denne Person, der har svvet mig for ie. For Resten er der vel faa Lande i Verden, hvor man er saa begjrlig efter at finde Allusioner, som i Danmark, og jeg har med Forundring hrt, at man har fundet Personer, til hvilke jeg skal have sigtet, nsten i alle de i den omtalte Roman opstillede Hovedcharakterer; ja, virkelig skarpsindige Mnd have endog paastaaet, at jeg har sigtet til Individer, som jeg ikke engang kjendte. Dette er, hvad jeg i Almindelighed herom kan sige; men fordrer De nu, at jeg skal lgge Haanden paa Brystet og for Gud og min Samvittighed tilstaae, om jeg da i intet ieblik har tnkt paa Dem, saa maa jeg, selv om De skulde vredes, svare, at nogle Svagheder hos Dem ogsaa er faldet mig ind under Udarbeidelsen; et Par Svagheder hos mig selv er imidlertid ogsaa faldet mig ind, som sagt, og der ere Flere her i Landet, der da kunde tage sig af Billedet. Vil De derimod sprge, om jeg har villet skildre Dem eller nogen anden virkelig existerende Digter, saa maa jeg paa det alvorligste svare med et Nei; jeg vilde kun give et almindeligt Billede, som vi Alle kunde have godt af at see os i Speil paa, og hvis Udskeielser kunde staae for os Alle som advarende Exempler; thi det er netop de hiere begavede Naturers Ulykke, at man i sin egen Triumph udvikler Spiren til en Egoisme, der let kan delgge den skjnneste Natur, og at man, idet man fremtrder som Reprsentant for den hiere Verden, let kommer til at modtage den Hyldest, som man saaledes erholder, som Noget, der tilkommer Ens egen Person. Heri ligger Geniets Syndefald, og mange, herlige Naturer ere faldne paa denne Vei; Enhver maa vogte sig, at Begeistringen ikke bliver til en forvildende Ruus, og at Henrykkelse over Aandens Gaver ikke bliver til Selvtilbedelse. Hvad nu Dem selv angaaer, da anseer jeg Dem for en virkelig kaldet Digter, der i Deres Hjertensgodhed, Deres Kjrlighed til det Skjnne og Begeistring derfor, besidder en saa stor Modgift mod alle Konstnernes Svagheder, at De sikkert vil, og, som jeg mener, for en stor Deel allerede er gaaet seirende ud af den store Kamp, som vi Alle maae kmpe, og som er langt vigtigere end den, vi maae kmpe udvortes mod et tidt uskjnsomt Publicum. At jeg for Resten ikke har tnkt paa Dem med Historien om Plagiatet eller med alle de mangfoldige Konster, hiin Person bruger, behver jeg vel ikke at forsikkre Dem om; det falder saameget af sig selv, at en slig Forsikkring vilde vre en Fornrmelse. Den hele melankolske Side, den indvortes Fortvivlelse og det Skinliv, der tilsidst fortrnger det sande Liv og forvandles til Afsind, mener jeg ogsaa, at hverken De eller nogen Anden her i Landet kan tage Dem af. Deres Naivetet og levende, barnlige Glde over Alt, hvad De oplever, Deres friske Anskuelse deraf, er jo netop en saadan Sindsstemning aldeles modsat. Ingen kan ivrigt vre mere overbeviist end jeg om, at de Gaver, Muserne have skjenket Dem,ville sikkre Dem mod den Forglemmelse, som hiin ulykkelige, saakaldte Digter i min Roman er hjemfalden til; thi hos ham er det Meste Skin og Bedrag, hos Dem er der derimod en virkelig Genialitet, der hvert ieblik bryder igjennem i Deres Productioner. Havde jeg for Resten troet, at De selv kunde falde paa at applicere en saadan Skildring paa Dem, da skulde jeg sikkert have modificeret den anderledes. Jeg haaber engang ved Leilighed ogsaa offentlig at kunne vise Dem den Erkjendelse, jeg har, af de rige Gaver, Muserne have udstyret Dem med; og jeg haaber, at De, hvad man saa finder for godt at sige, ikke vil betragte mig som den, der nsker at tilfie Dem Skade, eller der strber at nedstte Deres Virksomhed; det er langtfra, det forsikkrer jeg Dem om. Bestandig med uforandret Hengivenhed Deres

J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (316)