The Hans Christian Andersen Center

Dato: 23. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

13. Til E. Collin.

Odense den 23 Juni 1830.

Kjre Collin.

Med hvilken Glde lste jeg ikke Deres sidste hjertelige Brev; modtag kun varmeste Tak der for; det var frste Gang De underskrev Dem som Ven, skjndt De i Virkeligheden ofte har viist25 Dem saaledes, men denne lille omstndighed her var mig saa usigelig kjr, just fordi jeg, ikke blot af Forbindlighed, men fra Hjertet fler mig draget hen til Dem, og mit varmeste nske er, at der ikke nogensinde fra min Side maa gives Grund til at vort Venskab, om jeg endnu tr bruge dette Navn, skal lsnes; med den indderligste Fortrolighed vil jeg altid komme Dem imde, og jeg tr tro, selv naar De er i et daarligt Humeur, De ikke vil stde mig bort, uden at jeg jo fler, at det ikke er Deres Venskab der er mindre for mig, men det ligger i de ieblikkelige Omstndigheder. Nu er det mig derfor doppelt kjrt, ret ofte at kunde skrive Dem til, da jeg seer at, jeg vil ikke sige, De stter nogen Priis der paa, men det morer Dem, og De saa rligt gjengjelder mig med endogsaa hjerteligere Breve end mine vare, thi naar De skjnker mig Hjertelighed, br jeg vise Fortrolighed. Eengang om Ugen altsaa, vil jeg sende Dem et Brev, og hver 14 Dag, i det mindste tr jeg vel altsaa vente et fra Dem igjen? I Veile morede jeg mig meget godt, havde kun Veiret vret anderledes. Egnen omkring Greiss Mlle er ganske romantisk; hie skovbevoxne Banker og en dyb frodig Dal med den store Fabrik; om Onsdagen kjrte en Justitsraad Vaarsaae mig ud til Tiirsbk (c: Thyras Bek, thi Grund-Stenene ere lagte af Thyra Dannebod), her boer en General Krigskommisair Bekker, hvis Bekjendskab jeg havde gjort paa Dampskibet, og som nu modtog mig med megen Forekommenhed, men det blev saa sende en Regn, at vi slet ikke kom omkring i den deilige Skov der strkker sig langs Veile-Fjord, men jeg maatte lade mig nie med at see Gaarden, der er ganske antik, med Vindelbroe og Grave, Skydehuller ved Porten og et stort Taarn med en Fangekjlder, hvor der endnu sat Jern-Ringe i Murene. Da jeg om Aftenen kjrte til26 Veile strmmede Regnen saaledes ned at alle mine Klder draperede sig paa mig, saa man ret saae alle mine skjnne Former da jeg traadte ind i Stuen; jeg stiftede ellers Bekjendtskab med en stor Mngde Krigsmnd fra Fredericia, som ret afmalede mig deres By, som et sandt Eldorado, og vilde have mig ad den Vei til Fyen; Deres gode Fader havde desuden givet mig et Anbefalings Brev til Fru-Hornemann der, men da Fredericia ingen Mrkelighed havde for mig og jeg derimod lste at Skipper Clements havde siddet fanget paa Colding-Slot, tog jeg med Retour til denne gamle By, hvis Gader er saa slette at der fortlles, at da en Bondekone havde faaet et Been i Halsen, saa hun blev blaae og sort i Ansigt [et] deraf, og Manden i sin Skrk lagde hende i Vognen og rullede til Colding, kom han kun lidet ind i Byen fr Konen reiste sig op ved den gyselige Skrumplen og sagde: Nu gik det, Far! Justitsraad Vaarsaae havde givet mig et Anbefalings Brev med til en Pastor Hertel27, der viiste mit Byens Mrkeligheder; i Kirken ligger der en rig Mand, der i en dyr Tid svor at han ikke havde Korn paa sit Lofte, skjndt dette var ganske fuldt, og nskede, at dersom han havde noget, det da maatte brnde paa hans Grav, hvilket da ogsaa skete, og endnu den Dag [idag] finder man, ved at bryde een af Stenene op, brndt Korn; jeg gjorte et Forsg og fik da ogsaa nogle brndte Ruugkorn, som jeg skal vise Dem, men formodentligt har Graveren, der finder sin Regning der ved, puttet dem derned; Prsten svrmede ellers for mine Digte og havde selv sat Musik til: Soldaten, som han kaldte sit: Livstykke. Colding Slot er en deilig stor Ruin, men det er lidt farligt at klatre om derinde, da det seer ud som det vil styrte ind, dog trak jeg mit Mods-Organ ved Haaret, for at faae det stort nok, og vovede mig saaledes lidt ind i den saa kaldte Kong Albrects Kjlder, hvor ogsaa Skipper Clemens, siges at have siddet. Uden paa Raadhuset saae jeg ellers, for frste Gang i mit Liv, en Gabestok og de Jerntnder Forbryderne fr bleve knebet med, en smuk, passende Prydelse for Raadhuset; om Aftenen havde jeg en Vesit af Poletimesteren (Estrup?) der var meget imod at Slots-Ruinerne skulde rives ned, som der skal vre bestemt, og han bad mig ogsaa tale med Thomsen derom naar jeg kom til Byen, da ved hans Interesse de muelig kunde frelses, thi staae kan de nok et 100 Aar endnu, og de er dog den smukkeste Prydelse for Byen. Hvilken Udsigt nd jeg ikke deroppe fra Bakken, Fjorden ligger tt neden under og man seer paa Engang tre danske Provindser, Jyland paa venstre, Slesvig paa Hire, og ligefor Fyen med Hindsgavl og dets Skove. Jeg spadserede ind paa tydsk Grund og plukkede mig en Mark-Viol, som jeg frer med. Lverdagmorgen tog jeg med Pakke-Posten til Odense, vi vare 1/2 Time om at komme over Beltet og det regnede nsten lige til Odense, hvor jeg tt udenfor Byen saae det blege Hovede paa Stagen, af den Karl der skjd Provst Mllers Pige. Af Nyheder fra Odense veed jeg ingen, uden at Fru Dannemand reiste nu igaar, efter at have opholdt sig her nogle Dage og seet Byens Mrkeligheder. Foersom og to andre Skuespillere ventes i Dag til Byen; jeg hrte ellers igaar en sandfrdig Historie af en Major Stokflet der svrmer for Digteren Heine; han lste nemlig for een af Byens frste Damer noget af denne Digter om Napoleon, hvor der omtrent stod: at Clio havde skrevet hans Navn med Uddeligheds-Ziffre, da han nu kjendte Damens Aands Udvikling, spurgte han hende, om hun vidste hvem Clio var, og hun svarede strax: Ih, jo! det er vel et af hans Fornavne, O: Napoleons. Den unge Poulsens Geliebte saae jeg, og hun er sandelig blevet meget smukkere end ifjor, og da var hun mig dog ret vakker. Igaar eftermiddags kjrte jeg en smuk Tour med Apotheker Andersens hvor jeg havde vret til stort Middags-Selskab og disputeret med en underlig Prst fra Kjrteminde, der paastod, at Coreggio var et daarligt Stykke, derimod Vringerne et Mesterstykke, og tnk engang Damerne gav ham ret, isr for den deilige Monelog: Da Herkules paa Veien stod, da var han slemt i Knibe. De fortller mig at den lille Jomfru Lange er forlovet med Larcher, det er jo en fl Historie! den livlige, vakre Pige skulde have en langt anderledes Elsker, o det er ret taasset! nsten kunde jeg rgre mig, skjndt hun slet ikke kommer mig ved. Er virkelig den nye Vaudeville saa daarlig? Jeg troer det er Publicum der er det, og at det nu er en Idee, at Forfatteren til ster og Vestergade ikke lnger kan skrive noget godt. Naar De hrer om Ravne-Operaen vil De da lade mig det vide. Men nu lev vel! tusinde Hilsener til Deres Fader, Moder, Broder, Sster, Drevsens, Wulffs Heiberg osv fra mig. Nste Gang skal De faae et nyt Digt med.

Deres af Hjertet altid hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost