The Hans Christian Andersen Center

Dato: 16. september 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 16 Sept 1845

Kjre Ingemann!

Mit Brev fra Bregentved har De vistnok modtaget, De maa nu troe at jeg er paa Veien til Augustenborg, men det er ikke blevet Tilfldet; jeg har ikke kunnet stte min Reise til Udlandet i Forbindelse med den forestaaende Fest, har derfor gjort min Undskyldning og bliver endnu 6 Uger i Kjbenhavn; det vilde glde mig meget at hre lidt venligt fra Dem og derfor skriver jeg i Dag! - Strax efter at jeg fra Bregentved afsendte mit sidste Brev fik jeg da Hauchs Roman, men Tiden tillod mig der kun at lse frste Deel; jeg skrev til Dem, at jeg maatte vre vred paa de Mennesker, som saasnart de lste om en selvsyg, forskruet Digter, strax sagde det var mig; jeg maa nu / dmme Godtfolk anderledes nu jeg har seet denne Figur, jo, man har Ret i at sige: det er Andersen; her ere alle mine Svagheder samlede; jeg vil troe og haabe at jeg har gjennemgaaet denne Periode, men alt hvad denne Poet siger og gjr, kunde jeg have sagt og gjort, jeg flte mig uhyggelig grebet af dette grelle Billede, der viiste mig i min Elendighed. Vel troer jeg rigtignok at der for at give mig tro, hrer endnu et betydeligt Suplement til, som jeg fortrster mig ved har en Deel bedre Elementer, hvor ved jeg i Livet bliver taaleligere, nsten kunde jeg have skrevet, mindre foragtelig, thi jeg foragter eller ynkes over den Ulykkelige, der skildres i Romanen. Imidlertid er jeg fuldkommen overtydet om at Hauch ikke har anet at der var en saa stor Lighed, som der / virkelig er, ikke har havdt Tanke om hvorledes Alle maatte overfre det paa mig. Hauch er saa del, saa storhjertet, jeg veed han skatter det Gode der kan vre hos mig; jeg har den strste Tillid og Hengivenhed endnu til ham og vil beholde den. Hvad der har rystet mig, hvad der enkelte ieblikke brnder mig i Tanken, er den ulykkelige Poets Endeligt. - For flere Aar siden talte rsted til mig om een af vore yngere Poeter og sagde at der i hans Digtninge var noget febrilt, udtalte det Muelige, at da hans Moder havde vret sindssvag, kunde dette engang gaae ned paa ham, at den unge Digter vist tidt flte sig rystet ved selv at have denne Tanke, om hvormeget der nedarvedes og i Tiden udviklede sig; jeg blev bevget derved, men udtalte det ikke, min egen Bedstefader var sindssvag, min Fader blev det kort fr sin Dd - De vil forstaae mig, hvorledes saaledes Oplsningen bliver for den Ulykkelige i den hauckeske Digtning, Oplsningen hos ham, der er mit Billed. - Jeg har en febril Flelse ved Tanken om hvad jeg her har lst, ved den Berrelse paa een af mit Hjertes dybeste Strnge, i det Folk ideligt / tale til mig om Hauchs Stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages i det de som udtale denne Beklagelse ere opfyldt af den slaaende Sandhed i Skildringen af Eens Svagheder. - Her er Intet at gjre, Intet at sige, det er en Se jeg maa lade gaae over mig, det Bittreste deri er det, at jeg, som lidt klogere end mit Grel-Billede, herefter maa sge at vre mindre aaben, men det skal jo ogsaa vre godt og klogt - Hils paa det Hjerteligste Hauch fra mig; man har sagt mig at han var ansat nu i Kiel, det skulde ret glde mig, det vil ogsaa vre velgjrende for ham at leve i en strre By, en By der nu kan kaldes Forstad til Hamborg. - Deres kjre Kone lser vel dette Brev, min bedste Hilsen til Hende flger med. Jeg har i den sidste Tid slet Intet skrevet, jeg fler mig som vaadt Brnde, der ikke fnger Flamme; Serne udenfra forstyrrer ikke mit Humeur, som i gamle Dage, men de gjre dog vaadt - dog nu reiser jeg jo ud, som mit fle Billed ogsaa gjr, saa trres man i det varme Solskin.

Deres kjrlig hengivne H.C. Andersen

Jeg boer i Hotel du Nord.

[Tilfjelse i marginen s. 4:] Paa Sndag kommer Jenny Lind, De og Deres Kone maa endelig komme at hre hende.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 210-13)