Dato: 26. juli 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

151. Til E. Collin.

Glorup den 26 Juli 1845.

Min kjære Ven!

Det var en Overraskelse at faae Brev fra Dem, det var smukt, det var venligt, tusinde Tak. Endnu er jeg her paa Glorup, men imorgen Klokken 6 ruller jeg til Odense og derfra over Colding og Veile til Skanderborg, hvor jeg alt har mældt min høie Ankomst til den 30te, Dagen før Festen.

Hvad jeg bestiller quoad literaria? Spørger De. – Jeg bestiller – ja nu komme vi jo ind i Mysterierne og da De selv sige[r], Flere læse mine Breve, saa maa jeg gjøre disse Flere opmærksom paa, skulle de før min Ven Eduard have læst dette Epistel, have det for Øie, om de ville være saa god at holde op ved dette Punktum.

Jeg bestiller hvad jeg hele Foraaret har bestilt; da gik jeg og ordnede min Scene, tilstudsede mine Mennesker, og paa Corcelitze tog jeg ret fat; her paa Glorup har jeg været saa flittig at jeg ordenlig har følt mig an­greben276 der ved – men nu i forgaars blev jeg færdig og jeg troer at dette 3die Mysterie, De forstaaer mig nok, er heldigt og morsomt. Gud, hvor jeg kan skrive en Sludder! – Nu gad jeg vist om De vil finde at jeg er en vittig Fyr. – Jeg kan og vil ikke tydeligere skrive om denne Sag, end jeg her har gjort, De skal faae det selv at høre eller see naar vi mødes. Min Reise-Plan er ellers meget nøie bestemt og har været det fra Afreisen i Kjøbenhavn. De husker jeg skal i September til Hertugens Sølvbryllup, jeg blev jo ifjor formelig indbudt, jeg kommer imidlertid ikke før jeg faaer en skriftlig Underretning om at jeg er velkommen, og tillige erfarer, naar de ere hjemme, mueligt gaae de til Føhr nogle Uger, paa den Tid Kongen er der. Før jeg skriver fra Jylland beder jeg Dem og Alle hjemme ikke at sende mig Brev, jeg skal nu fra Skanderborg eller Aarhuus sende et Epistel der siger hvor jeg er i Verden. De skulde ikke selv komme over til Monu­mentets Indvielse - det vilde være mig en stor Glæde. Deres Fader kommer vel ikke! – Han er dog rask. De veed ikke hvor angest jeg blev ved Deres Brev. Paa hele denne Tour iaar har jeg med en forunderlig Ængstelse altid aabnet Breve fra Hjemmet, som om de skulde bringe mig en sørgelig Efter­retning, jeg havde samme Fornemmelse, da jeg fik Deres Brev, jeg aabner det og De kjender mine Øine til at fare om i Trykt og Skrevent, det første jeg saae, var de Ord – »Fader – han har sovet godt i Nat – « – altsaa syg; jeg begyndte strax at læse paa Bagen i Brevet, hvor jeg ventede at vide øieblikkelig Deres Humeur. Louise har ogsaa været syg, det ængster saa forunderligt naar man læser Sligt og er borte fra sine Kjære. Hils hende og Deres Fader saa hjerteligt og kjærligt.

Tak fordi De saa godt udfører mine mange smaa Comisioner, jeg har da Een endnu. De veed at jeg altid Qvartallet forud hæver mine Penge i Zahlkassen, flere Gange have de – uden at jeg hav[d]e mindet derom – ligget udbetalte til mig, det kunde være at de for dette Qvartal, der be­gyndte den 1ste Juli, laae og ventede, vil De da ikke tage imod dem, det at er som De veed 150 Rdlr, gjem dem indtil videre, jeg trænger ikke til dem, men naar vi sees kunde jeg nok have dem Behov!–Stella reiser altsaa i disse Dage, bring hende mit Lev vel; Brev fra mig har hun faaet, De læste det vel, jeg var just i Humeur – jeg arbeidede paa Mysterierne – da jeg skrev hende til. Theodor fik ogsaa forleden et Brev, eet fra ham igjen faaer jeg nok ikke eftersom han er i saa stor Virksomhed paa »Børnehuset«; hils ham meget!

Den morsomste Historie af de jeg har hørt i Fyen, skal De her faae. Da eet af vore Skibe i Foraaret gik til Vestindien, bragte den Dame, som for­talte Historien, en Hilsen til en Kone hvis Mand var ombord og sagde hende at Alt var vel indenbord. »Ja jeg veed det!« sagde Konen, »Chefens Frue har ladet mig vide at de vare komne til Wien!«–»Det er jo Snak, hvor skulde de komme til Wien.« »Jo det sagde hun!« »Hvor vil Du hent [;]

Efterretningerne fra dem er fra Madera?«–»ja det er jo det jeg siger!« sagde Konen, »fra Viin!« –

De og Jonas svømme vel, som Fiske, ved den danske Kyst, det misunder jeg Dem; saalænge jeg var paa Corsilitze kom jeg hver Morgen i Havet, nu har jeg paa 3die Uge ikke været ude i det; jeg har en Kjærlighed til den salte Strand, som Sveitseren til sine Bjerge, Huronen til sine tætte Skove. Emil, skriver De, vil næste Efteraar gaae gjennem Tydskland og Nord­italien til Paris og for fire Personer anvende 2000 Rdlr i 3 Maaneder, jeg antager at han kan gjøre den277 for 1700 Rdlr; tænker De og Deres Jette ikke paa saadan en lille Svip! De to gjøre den samme Reise for omtrent 900 Rdlr.

Jeg er en god Reiser, jeg skal lægge Planen.–Hils Emil og hans Sød­skende og siig vi skulle tale om den Ting.

Det er en velsignet Sommer vi have, jeg synes ikke i mange Aar at have oplevet her hjemme saa mange, smukke Solskins Dage; jo ældre jeg bliver, troer jeg, des bedre synes jeg om Alt omkring mig–og naar jeg maaskee er meest henrykt i det, saa skal jeg maaskee flyve lige ud af Verden278. Jeg veed ikke selv, jeg føler uhyre Levelyst, jeg har en Ungdommelighed, som var jeg kun tyve Aar, og dog kommer i den sidste Tid saa ofte den Tanke, Du har dog levet længe, oplevet meget, været lykkelig frem for Milioner, nu er det vist snart forbi. De smiler vist af mig. Naar man har Kuldegys, siges der jo at Døden gaaer over vor Grav; Tankerne kunne ogsaa i deres bedste Velværen føle et saadant Kuldegys, mine kjende det.–Jeg veed ikke selv, men jeg synes at være kommet saa vel paa det Rene med mig selv og Verden, aldrig før har en saadan Ro fyldt mig. Hvor kommer jeg nu at skrive Alt dette her! jo, et Brev er som en Musik, en fri Phantasie, man veed ikke ret selv man har den, før den klinger fra Papiret. Hils nu Deres Kone, Deres Søstre, Børnene og alle Kjære,

Deres broderlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost