Dato: 7. juni 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

9. Til E. Collin.

Viborg den 7 Juni 1830

Kjære Collin.

Efter Aftale skriver jeg da her fra Jydernes ældste By; nu skal De høre alle mine fata. I Luften sprang Dampskibet rigtignok ikke, men det var en grausam Tour, først Tirsdag aften Kl 6 kom vi til Aars efter mange pederpaarske Lidelser. – Udenfor Helsingøer havde jeg mit første Eventyr, jeg sidder i al Uskyldighed og taler med en ung Officeer og viser ham et Herresæde paa den svenske Kyst, der, som jeg havde hørt da jeg gik i Helsingøer-skole, var bygget for danske Penge, som en Svensker havde vundet i vort Tallotterie, men neppe er jeg ude med denne Historie, før en Mand (paa en 26 a 27 Aar) der sad ved Siden spurgte mig med ly­nende Øine, om han ikke maatte være paa hvilken Plads han vilde, om Jeg vilde yppe Klammerie osv, jeg var som himmelfalden, da jeg ikke i hvad jeg havde talt om kunde finde det mindste, som Een der var halv døv kunde lægge saadan en Mening i; baade jeg og Officeren forsikrede ham, at vi aldrig havde tænkt paa ham, mindre talt om ham, men han for­sikrede, at han hørte godt, og fordi der altid taltes om ham i Kjøbenhavn, skulde vi ikke begynde her, thi det hele vi vidste var kun dog Baggateller; Capitainen maatte lægge sig der imellem, og da jeg lidt efter fik fat paa Rørby, fortalte han at det var en Portræt Maler Sevel, der havde den ulykkelige Idee, at han troede, alle Mennesker talte ondt om ham, hvilket paa Academiet havde givet Anledning til mange Scener; siden yttrede Manden sit Galskab mod Styrmanden, som han bød, ikke at see paa sig, da han ikke taalte det, thi han havde betalt; nogle Pagagerer der talte om Dampskibets Indretning, bad han, ikke at tro Sligt om ham, thi han havde betalt sin Plads. Siden hører jeg at hans Galskab har yttret sig stærkere i selve Aarhuus. – Kullen kom vi til før jeg fik ondt, men nu blev Vind og Strøm saaledes imod, at næsten alle bleve syge, Veiret blev værre og værre, vi maatte søge ind ved Sjællands Odde og faae Lods, som blev kulseilet, men kom igjen i Veiret; vi kunde slet ikke arbeide os frem, Siderne af Ski­bet knagede, som naar man knuger en Kurv imellem Hænderne, og Capi­tainen, nævnede altid Guds Navn naar vi spurgte ham om Touren, men jeg var saa søesyg, at jeg slet ikke brød mig om at strande; tilsidst lovede han os da at vi om Aftenen (Tirsdag) skulde komme i Land i Æbeltoft, men i dette forjættede Land, var der kun een Vogn sagde man og det var en Møgvogn, en daarlig Trøst, derfor ansporede vi alle Capitainen, og han igjen Skibet saa at vi, istedetfor 6 om Morgenen, kom 6 om Aftenen til Aarhuus. Paa Gjæstgivergaarden fik jeg Vesit af Elmquist, der lod til at være ret vakker; den følgende Dag tilbragte jeg hos Oberst Guldberg der førte mig meget omkring, og den næste Dag viiste Elmquist mig alle de øvrige Herlighed[er]. – I Kirken havde ellers en Gipser, (Gjanelli) restau­reret Epitaphierne og for at hans hvide Gips Hjørner kunde ligne det sorte Marmor ganske overmalet dette med hvid Vand-Farve. Alt var ellers i Bevægelse for Kongens Ankomst; Fangerne havde faaet reent Straae, si­den sidst (det var 2 Aar siden) Drakkenberg en ny Liigsjorte og rundt om byggedes Æreporte, jeg blev inviteret en 6 Stæder men var i Grunden kun hos Guldberg og Elmquist; – Man viiste mig saare megen Velvillie, kun synes jeg ikke om at de skrev det selv i deres Avis, hvor godt de havde be­handlet mig. I Fredags laante Elmquist mig sin Stads Vogn og Heste, der bragte mig til Randers, hvor en Antipode af alle Verter modtog mig, han var saa suur og tver, og skal have været Corsar, (hedder Rudell). Amts­provst Kruse tog meget venlig imod mig, jeg saae Kirken, Skolen, Fatighuset og Sygestuen, men det var noget ubety[de]ligt, derimod morede Lø­verdagsmarkedet mig, og Terainet hvor Skipper Clemens laae med sine Folk. – Der var saalidet at see i Randers at jeg alt om Aftenen paatog mig at være Rørbys Cicerone. Her gjorte ellers vore grønne Huer Opsigt, de løb ud i Dørene og sagde »sæi huitte noun!« O: see, hvilke nogen! –

Igaar morges tog Rørby og jeg sammen til Viborg, nu begyndte Egnene først at faae et fremmet Præg; høie Lyngbakker, hvor Græsset, paa de enkelte Pletter saae kun ud som Andemad, Jorden var underlig sort, som den var brændt og Træerne i de enkelte Skove endnu ikke ret udsprungne.

Rørby tog til en Herregaard Thiele hvor jeg fulgte med, der boer en Kammerjunker Lyttikau, Fruen og hendes Søster var ene hjemme og vi bleve gjæstfrit modtagne, saae Kirken og de hvælvede Kjældere; Rørby blev her og jeg tog nu i en Skyl Regn over Heden til Viborg; paa Veien mødte jeg en Kjæltring-Familie, der var særdeles velklædt; Mand og Kone med fire Børn. – Amtmand Schønheider har lovet mig, at jeg skal faae alle Herlighederne her at see, men til Vesterhavet kommer Jeg ikke, thi Leilighed mangler, og at tage Extrapost bliver for dyrt, thi alt løber meget op her i Jylland, jeg har næsten givet en 30 Daler ud siden jeg forlod Kjø­benhavn; – der var endnu saa mange Ting at fortælle, men Jeg maa jo gjemme noget til mundtlig Meddelelse; Poeten Snedorff Birk, har jeg lært at kjende, han var meget opmærksom for mig, men jeg fandt ham for poetisk, det er stygt, naar man vil lade Poeten formeget stikke frem. Har De hørt noget om Operaen? – Dersom De i de første Dage skriver mig til, vil De da addressere Brevet til Veile, thi der tænker jeg at være først i næste Uge, men skriver De senere, da helst til »Mad: K. M. Iversen, Enke efter Hr Boghandler og Bogtrykker Iversen i Odense«. – Men nu lev vel hils dem allesammen, smaa og store, især Deres Fader; og glæd mig, i det mindste i Fyen med et langt Brev. Undskyld at dette er temmeligt flygtigt skrevet, men jeg maa skynde mig, thi det er Postdag i Dag.

Deres af Hjertet hengivne

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost