Dato: 19. september 1829
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

6. Til E. Collin.

den 19/9 29.

Kjære Collin

Igaar gjennemlæste jeg hele Sibberns Psychologie, og da jeg i Aftes kom i Seng gjennemtænkte jeg saaledes det læste, at jeg slet ikke kunde sove, Resultatet blev da dette medfølgende Digt, som jeg i Tankerne gjentog saa tidt for mig, til jeg nu i Morgenstunden har kunde nedskrevet det. – I Nat syntes jeg det var mit bedste Digt, men nu jeg seer det ved Dag­lyset er jeg ikke saa ganske enig med mig selv; vil De nu være Dommer; er De af min natlige Mening vil De da vise Deres Fader det, men synes De ikke engang saa godt om det som jeg ved Morgenlyset, vil De dog neppe

finde det saa vandet at De dog nok kan kan bruge det til Fidibus.

Deres hengivne

Andersen.

Døds-Øieblikket.

Hvad er det dog som lyser? – Det luttres for min Sands!

Jeg føler Øiet briste i denne Straale-Glands.

Mit Hoved' mat sig bøier for Kraften i min Aand,

Og mildt om Hjertet løsner sig alle snevre Baand.

I Døden faae vi Vinger, vi blive Engle smaae;

Ja Aanden den faaer Vinger – mod Gud som Børn vi staae.

I Stjernernes Systemer i Midden paa vor Jord,

Jeg seer en Guddoms Tanke hvortil jeg ei har Ord.

En Evighed jeg skuer i Alt, selv i mit Bryst,

Og alle Taager synke bag Jordens kjendte Kyst.

I mine Brødres Hjerte nu først jeg læser ret;

Vel er' vi alle svage, men ingen ganske slet!

O kunde vi herneden saa klart i Andre see,

som i vort eget Indre, vi gjorte7 dem ei Vee!

I hver jeg mig gjenkjender, i store, som i smaae,

O skal man da i Døden hinanden først forstaae!

– Jeg er saa let, saa salig, saa luttret i min Tro,

Jeg føler Kamp og Stræben, og dog en himmelsk Ro.

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost