The Hans Christian Andersen Center

Dato: 13. juli 1844
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

142. Fra E. Collin.

Min kjre gode Andersen. Jeg modtog idag Deres Brev, som jeg ret takker Dem for; dets Indhold har gldet mig saaledes, at jeg fik Taarer i inene derover, baade den Modtagelse, De har fundet, og isr den Maade, hvorpaa De har opfattet den. Det er noget der er characteristisk ved Dem'ndash;srgeligt, at man skal udhve det som en ikke almindelig Egenskab'ndash;at De refererer enhver Glde, som De nyder, til vor Herre, som denne Gldes Ophav, med andre Ord, at De i Deres Glde altid ydmyger Dem for Gud; det er en hi Egenskab for Livet og for Dden, at man kan adle sin Glde saaledes. Jeg har ikke lrt Ydmyghed af Glden paa den Maade; i min lykkelige Tilvrelse'ndash;De veed, hvor lykkelig den er'ndash;har min Ydmyghed kun vret Frygt for Tabet af min Lykke; men jeg troer, at jeg har biet mig med oprigtig Ydmyghed i det ieblik, da min lille Pige dde; dette Tab har modnet mig i den og andre Henseender, thi den har givet mig et roligere Blik over Dden. Dog nok herom'ndash;jeg fortaber mig saa let i dette mne, naar jeg seer ind i mig selv; men det falder mig heller ikke let ind at skrive derom til Andre end til Dem.

Det er jo i Almindelighed taget en hist glderig Reise for Dem, og Mindet om den vil lnge have en velgjrende Indflydelse paa Dem. Jeg kan meget vel tnke mig, at Deres Ophold her ikke i Henseende til Fetering etc. kan consonere med Deres tydske Liv, men De kan og br heller ikke fordre det samme paa begge Steder; det ligger i Tingens Natur og er bekrftet ved mange Tiders Vidnesbyrd, at hver Digter har sit Publicum, forskjelligt snart i Tid og snart i Sted. Og viser ikke vore Digteres Stilling og Erkjendelse i Udlandet netop Grunden, nemlig: Sprogets strre el. mindre Overvgt i det digteriske Product. Familien H, jeg mener Heiberg, Herz og Holst, kjendes eller erkjendes saagodtsom ikke i Tydskland, og dog indrmmer De vist selv, at de respective fortjente det noget mere. De erkjendes mindre hjemme end i Tydskland. Viser nu ikke dette Forhold tydeligt, at Grunden ligger i, at hines (isr de 2 Sidstes) Overvgt i Poesiens formelle Henseende sensu strictiori ikke kan opfattes af dem, der ikke kjende Sproget, medens disse kunne vre aldeles modtagelige'ndash;isr i denne til Romantiken fra et falsk raisonnerende Gebet hjemvendende Tid'ndash;for Deres Lyrik'ndash;uden at kunne see Deres Feil i Formen. Men dem kan vi Alle see, og hvad Alle kunne see, raisonnere Alle

over, og derfor etc., thi nu erjeg sgu kjed af at skrive meer om denne sthetiske Materie, som jeg har rodet mig ind i, og som jeg ikke vil fortstte.

Alle i Familien glde sig naturligviis over Beretningen om Deres Ophold i Weimar. Lind siger, at De til Motto for Deres evige Jde skulde stte: Ach wei mar. .

Nu skulde jeg jo ogsaa gjre lidt Lier med Dem, men i al Uskyldighed. Jeg kan ikke ngte, at jeg – ikke loe, men – smilte ved, at De i Diligencen talte som en Nordtydsker, som Ordsproget siger: avec la diligence on peut faire tout. Jeg kan tnke mig, at dersom det havde vret i Paris, og De der havde talt Fransk, at man saa kunde have antaget Dem for en Nordtydsker. Saa nu har jeg drillet Dem lidt; det hrer til, veed De.

De har vel faaet mit Brev, i hvilket ogsaa Jonna har skrevet.

Deres Opfordring: at sige enten selv eller ved Lind noget moersomt om, at De skrev Deres Navn til Damerne paa Jernbanen, kan jeg ikke efterkomme; Historien er i og for sig moersom nok. Forresten er det politisk rigtigt af Dem, thi derved kommer Deres Navn hurtigere frem i Verden, og den Navnevrdie, man nu tillgger Dem, maa vre et Locomotiv for Dem til at arbeide videre i samme Retning. Veiret her er ganske forfrdeligt; det glder mig, at det er ligesaa daarligt i Tydskland; det er ubehageligt for Tivoli og sammes Entrepreneur, Selvherskeren over alle Rutschere.

Lverdag d. 13 Julii. Nu vil jeg slutte dette Brev. Inat har Christian, som i lang Tid har vret meget rask, havt et meget heftigt Anfald. Jeg er meget bekymret over nu i Eftermiddag at skulle tage ud til Rungsted og fortlle min stakkels Jette det.

Hermed sender jeg Dem 130 Rd. pr. Vexel paa Berlin. Dersom De ikke bruger noget af den, skal De, efter Aftale med W. Smidt, slet ikke betale Omkostningen derfor.

Lev nu vel, kjre Andersen. Jeg skal hilse Dem fra Alle.–

Deres bestandige

Kbhvn. 13/7 44.

Edvard.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin