The Hans Christian Andersen Center

Dato: 5. juli 1844
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Fra Jonna Drewsen].

Kjbenhavn d: 5te Juli 1844.

Min kjre Andersen, min trofaste Ven!

Hav hjertelig Tak for Deres glade, velsignede Brev; hvor det dog er rart at see Dem igjen lykkelig og tilfreds med Livet, Gud give De lnge maae beholde det Humeur, det nsker Ingen hjerteligere end Deres to Brn! Ja, jeg kan godt begribe, at det maae vre ikke alene uhyre smigrende at blive saa uendelig afgjort, som De er bleven det paa denne Tour, De, der saa lidt bliver paaskjnnet i Hjemmet, men jeg kan ogsaa godt tnke mig, at det for Deres varme, modtagelige, letbevgelige Sind maae vre yderst opfriskende, helbredende for de mange baade sande og indbildte Saar, der er tilfiet Dem i Danmark! Da vi idag fortalte Bournonville, hvor glad De var, hvor megen Lykke De gjorde, udbrd han med Varme: O! hvor det glder mig umaadeligt for den kjre Andersen! bare han nu maae samle Forraad af denne Glde til de syv magre Aar, naar han kommer hjem, thi Contrasten vil rimeligviis blive temmelig stor; men Gudskeelov! at han er glad, det fornier mig inderligt! Alle glde sig paa Deres Vegne, min kjre Ven! Moder sender Dem sin kjrligste Hilsen og Lyknskning, Bedstemoder, Onkel Theodor ligeledes! Henrik vilde have skrevet, troer jeg, snart; nu foregaaer jeg ham med et godt Exempel, saa haaber jeg at han flger efter; da han ikke veed, at jeg skriver, kan han ikke overdrage mig at hilse Dem; men jeg tr dog nok risquere det, thi jeg veed at han mindes Dem med Kjrlighed, og at han tidt med Velvillie omtaler Dem, vor kjre, kjre Andersen.

Onkel Theodor er kommet hjem fra sin Reise i Jylland, uagtet Tiden ikke var udlbet, men da han blev saa uhyre anstrngt ved de skrkkelige besvrlige Toure, saae han sig ndt til at tage hjem og udhvile sig paa sine Laurbr; han lider af Sting i Hjertet, men De skal ikke ngste Dem; det er intet betydeligt! han sender Dem mange venlige Hilsener....

Jeg er glad, at De ikke er her, for Deres egen Skyld, min gode, kjre, velsignede, trofaste Ven! thi Veiret er efter Deres Fordringer meget slet, Graat i Graat, som man siger! her er desuden saa mange srgelige Sygdomstilflde, saa man ikke er i videre godt Humeur; jeg haaber dog, at Veiret bliver klart, Humeuret godt til De kommer hjem, thi ellers vil Nachspillet rigtignok blive det artigste! . . .

Nu kom Solen frem! den vilde nok minde mig om, at jeg ikke skal opvarte Dem med saa srgelige Historier, men derimod bringe Dem Solskin ogsaa fra Hjemmet; ja De har vel sagtens saameget hvor De er, saa mit kun vil vre Stjerneskud, der kommer hurtigt, gjr et behageligt Indtryk og forsvinder hurtigt! ja ja! De maae tage til Takke, min egen, kjre Ven! og vre overbeviist, at De ved Deres Hjemkomst skal see Solskin baade paa Ansigtet og i Hjertet hos

Deres Dem saa inderligt hengivne

Jonna Drewsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost