The Hans Christian Andersen Center

Dato: 9. januar 1829
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

2. Til E. Collin.

Kjre Collin

Her sender jeg Dem Digtet: Sjlen; siig mig saa en gang hvad De synes om det?

I Dag har jeg aflagt Hr. L. Zink en lille Vesit, men Deres Hr. Fader har ikke talt med ham, formodentligt skeer det imorgen. Tag Dem endelig lidt af min stakkels Frstefdte, de halve Klap skal da vre Deres, ja Pibningen maa De faae som Tilgift. Naar De kun vil vre en del ung Mand, saa faaer vi nok Stykket frem i Februar, Zink har lovet mig strax at tage fat og siger at han nok skal skynde sig. Hils Deres lille bitte, bitte Sster1 fra hendes God Dreng O: Godring. lev vel

Deres forbundne

Kjb: den 9/1 29.

Andersen.

Sjlen.

Kraft som i vort Indre lever,

Men ei tolkes kan ved Ord,

Du som os til Himlen hver,

Adler Stvet her paa Jord;

Er Du vel en Guddoms Aand,

Som forvildet sank fra Himlen,

Og nu under Stvets Baand,

I en mgtig Kamp og Svimlen,

Venter paa den nye Vinge

Som skal Dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter Dig, Du Hie,

Du jo selv Dig ei forstaaer,

Drmme svve for Dit ie,

Og en Evighed Dig spaaer.

Naar den sidste Time slaaer,

Naar den tunge Jord-Dragt falder,

Hvor hen mon da Veien gaaer?

Hvor mon Herren Dig da kalder?

Straaler da for Dig i Dden,

Evig Dag bag Aftenrden.

Skal endnu Du her vel leve,

Skjndt Dit Stv er bragt til Ro?

Skal usynlig Du om svve,

Og hos Dine Kjre bo?

Skal Du see det Fr sig hve,

Som Din Haand har her nedlagt?

Skal Du fra dets Krone svve

I en strre Himmel-Pragt?

Skal Du end herneden skue

Strre Glimt af Almagts Lue.

Skal Du kunde hit udtale

Hver en Tanke i Dit Bryst?

vinge Dig fra Jordens Dale

Til den hie Himmel-Kyst.

Vil da lyst for Blikket staae

Hvad ei Stvet kunde fatte,?

Skal som Tanken Du udgaae,

Skue alle Jordens Skatte?

Og i Aande-Vrimlens Klynge

re, Priis, Alherren synge!

Eller skal Du dristigt2 svinge

Dig i det umaalte Blaae?

Hre Sphrerne at klinge,

Og den dybe Klang forstaae.

Eller er det i det Fjerne,

Hit, hist under Nattens Blaae

At Du paa en venlig Stjerne

Frst fra Stvet luttres maa,

Fr Du med de Engle glade,

Kan Dig i Guds Straaler bade?

Eller nei! ha fle Tanke!

Aand forgik Du ved vor Dd?

Skal saa kort mit Hjerte banke,

Og forgaae i Intets Skjd?

O hvi maatte Du da brnde

Lngselsfuld mod Evighed?

Hvorfor mon da Herren tnde

Anelse om Evighed?

Lev og nyd blev da, o Gud!

Livets frste, store Bud.

Nei, o Aand! Du lever, lever!

Ellers var jo Gud ei Gud.

Til en Salighed Du svver,

Som kun Engle stamme ud.

Som paa Tankens strke Vinge

Du kan her hver Gjenstand naae,

Skal som Aand Du frie Dig svinge,

Skue Alt, og Alt forstaae,

Fortid, Nutid, Fremtid skue

Hist hvor ingen Storme true!

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter